Statsministereffekten der blev væk

Tilsvarende kunne statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) i 2006 og 2007 bruge Muhammed-krisen til at stabilisere sit parti og sin regering i meningsmålingerne.

Ud fra den synsvinkel er det overraskende, at Lars Løkke Rasmussen kun meget kortvarigt fik glæde af en statsministereffekt.

Han tiltrådte, netop som den økonomiske krise stod i zenit. Krisen var det ene af de tre k'er, han gjorde til sin hovedopgave. De to andre var kommunalvalget og klimakonferencen, der begge udviklede sig til fiaskoer for statsministeren.

Om krisen også bliver det er for tidligt at sige, men regeringen har forholdt sig meget aktivt til problemerne. Først ved at åbne for de økonomiske sluser med en meget ekspansiv finanspolitik, midlertidige skattelettelser og et dyrt, fintmasket sikkerhedsnet for banksektoren. Dernæst ved at bebude en stram styring af de offentlige udgifter næste år.

Arbejdsløsheden har nok været stigende, men de seneste måneder er ledigheden faktisk blevet stabiliseret, og den danske arbejdsløshed ligger fortsat langt under niveauet i andre industrilande. På den baggrund skulle man umiddelbart forvente, at statsministereffekten var slået solidt igennem i meningsmålingerne.

Det er den ikke. Statsministerens budskab om, at Danmark skal være blandt verdens bedste på 10 områder i 2020, er blevet overskygget af træthed. Den ydmyghed, Lars Løkke Rasmussen lagde for dagen i begyndelsen, opfattes nu snarere som tvivl om, hvad man overhovedet vil med regeringsmagten.

Oppositionen signalerer derimod sult efter samme magt og kommer med det ene udspil efter det andet. Socialdemokraterne og SF har smidt forsigtigheden overbord og har kasseret skattestoppet til De Radikales store begejstring.

Forskellen på viljen til magt har foreløbig sat en mulig statsministereffekt ud af kraft.

hoffmann@kristeligt-dagblad.dk