Synden skal bekæmpes af både katolikker og protestanter

I DISSE DAGE NYDER den katolske kirke stor "kærlighed" fra mediernes side. Ikke som den virkelighed, den er, men som emnet, der godt og grundigt fylder adskillige spalter. Anledning til det opståede forhold er den dybest beklagelige pædofiliskandale: både i skikkelse af konkrete forbrydelser og den alt for ofte fejlagtige håndtering af disse.

Fra forskellige sider lyder der berettiget kritik og forargelse. Selvom det ikke er mig ligegyldigt, hvordan folk omtaler den kirke, jeg holder meget af, og hvordan de ser på mig som katolsk, cølibatær præst – i manges øjne en oplagt kandidat til at være pædofil pr. definition – så har jeg i princippet ikke noget imod hverken kritikken eller den måde, mennesker eventuelt ser på mig på. Især hvis dette kan hjælpe nogen med at komme af med frustrationer. Især, hvis det kan hjælpe med at forebygge overgreb både på børn, unge og voksne fremover. Ikke mindst især, hvis det kan hjælpe ofrene med at komme videre med livet. Ja, jeg synes, det er o.k., at der svinges med pisken ganske ivrigt. Man kan diskutere saglighed og kultur ved denne lejlighed, men selve faktummet "kritikken" er o.k.

Hvor finder man syndebukken? Der gives mange bud. Den tidligere biskop i Roskilde, Jan Lindhardt, opfordrer i Kristeligt Dagblad den 31. marts direkte: "Ophæv det meningsløse cølibat." Han smykker sin appel ved på lige fod med Ekstra Bladets debattører at håne både paven og kirkens syn på seksualiteten og cølibatet. Også hertil vil jeg sige: Det er o.k. Jan Lindhardt har sin demokratiske ret til at udøve ytringsfriheden, som han gerne vil, skønt man ville forvente et helt andet niveau af en teolog af hans format.