Katolsk krise uden ende

Efter indledende tøven agerer den katolske kirke i Danmark nu, som den burde have gjort fra begyndelsen og burde gøre over alt i verden. Den har lavet sin egen beredskabsplan, og den arbejder i disse dage på at nedsætte et såkaldt fagetisk råd, der skal se på sagen. Dertil kommer, at den udtrykker klar forståelse for, at kriminelle handlinger – herunder sex med mindreårige – skal meldes til politiet.
Danske politikere står klar i kulissen til at profitere på mistanken om sex-misbrug i den katolske kirke herhjemme. Men der er ingen grund til at nedsætte en særlig statslig kommission til undersøgelse af sagen. En sådan lugter af religionsforfølgelse. Det er politiets opgave at efterforske kriminalitet, ikke politikernes. Og man må antage, at politiet er sin opgave voksen.

Det er som før bemærket afgørende at fastholde perspektivet i kritikken af den katolske kirke. I Danmark er der ikke noget, der tyder på, at sexmisbruget inden for kirken har været større, endsige på niveau med sexmisbruget i det omgivende samfund. Der foreligger på nuværende tidspunkt mistanke om en lille snes sager om sexmisbrug i kirken, heraf de fleste fra de seneste tre-fire årtier. Selvom hver sag er utilgivelig, fordi et svigt fra netop en præst står i skærende kontrast til den tillid, præsterne vises af menigheden, forekommer antallet ikke at være overvældende stort.
En forklaring på sex-sagerne er heller ikke enkel. Der foreligger for eksempel intet bevis for, at cølibatet i sig selv skaber en forkvaklet seksualitet, uanset hvad der måtte påstås.
Hvad der er sikkert er imidlertid, at sagen ikke løses ved fortielse. På verdensplan stopper den ikke, før også paven og Vatikanet påtager sig ansvar for at få den endeligt belyst. Først da vil kirken for alvor kunne genvinde tabet af troværdighed, og det har vi alle brug for, at den gør.