Justitsminister Lars Barfoed (K) opfordres til at ændre forældelsesfristen i sager om sexmisbrug.
- Casper Christoffersen/Scanpix
Tobias Stern Johansen |
8. april 2010
Afskaf forældelsesfrist for sager om sexmisbrug, lyder det fra Dansk Folkeparti. Politisk flertal lægger pres på justitsminister Lars Barfoed (K)
Det voksende antal sager om seksuelle overgreb i den katolske kirke i Danmark udløser nu krav fra et flertal i Folketinget om at ændre eller helt afskaffe forældelsesfristen for anmeldelse af seksuelle overgreb mod børn og unge op til 18 år.
Flertallet bestående af Dansk Folkeparti, SF, Socialdemokraterne, De Radikale og Enhedslisten markerer sig med en opfordring til justitsminister Lars Barfoed (K) om at ændre loven, efter at en række sager om overgreb i den katolske kirke har vist sig sig at være juridisk forældede og derfor ikke kan føre til straf ved domstolene. Som loven er nu, skal et overgreb anmeldes senest 10 år efter, at den krænkede er fyldt 18 år.
– Det er helt forkert, at folk, der har begået sexmisbrug i den katolske kirke, ikke kan retsforfølges, fordi sagerne er forældede. Ofre for sexmisbrug i den katolske kirke i Danmark skal have oprejsning både juridisk og moralsk, og her bør det første skridt være at afskaffe forældelsesfristen. Det her handler om ofre for seksuelt misbrug i alle dele af samfundet, siger retsordfører Marlene Harpsøe (DF).
De Radikale er åbne for Dansk Folkepartis forslag om at afskaffe forældelsesparagraffen.
– Ministeren skal ind i sagen, og det kan ikke gå hurtigt nok, siger retsordfører Lone Dybkjær (R).
Ifølge Socialdemokraterne er sagerne om misbrug i den katolske kirke "danmarkshistoriens største misbrugssag", og skandalen bør tvinge justitsministeren til at undersøge, om forældelsesfristen skal ændres for alle.
– Justitsministeren bør vurdere, om reglerne er tidssvarende, eller om noget skal laves om. Hvis det er et generelt problem, at sager om overgreb bliver forældede, vil det være fornuftigt at ændre på forældelsesfristen. Og selvom det er svært at løfte bevisbyrden for noget, der ligger så mange år tilbage, kan politiet stadig undersøge, om de påståede gerningsmænd har begået forbrydelser siden, siger retsordfører Karen Hækkerup (S).
Men ændringer af forældelsesfristen vil forringe retssikkerheden, lyder det fra De Konservative.
– Det vil være meget svært at finde beviser og svært for den mistænkte at bevise sin uskyld, når sagerne er så gamle. Vi kan derfor få nogle meget trælse sager, som falder ved domstolene, og det er hverken hensigtsmæssigt for ofret eller for den mistænkte. Og har man ikke som 25-årig mod på at gøre noget ved sagen, har man det sikkert heller ikke som 58-årig, siger retsordfører Tom Behnke (K).
Venstres retsordfører Kim Andersen vil ikke kommentere sagen, før han har drøftet den med folketingsgruppen.
Justitsministeriet og Socialministeriet opretter nu en arbejdsgruppe, der skal undersøge mulighederne for at hjælpe ofre for seksuelle overgreb. Arbejdsgruppen er en del af en kommende samlet strategi til bekæmpelse af seksuelt misbrug af børn. Den katolske kirke har desuden indvilget i at lave en uvildig advokatundersøgelse af sager om misbrug i kirken.
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad