En dreng velsignes af sin katolske præst i Nordirland. Ifølge en professor i kirkehistorie står den katolske kirke i dag foran sin værste krise i 300 år på grund af sagerne om misbrug af børn. Han kobler, som flere andre, misbruget af børn sammen med de problematiske sider af det cølibat, kirken afkræver præsterne. Kristeligt Dagblad understreger, at præsterne på billedet intet har med misbruget at gøre. --
-
Bente Clausen |
8. april 2010
Flere fremtrædende katolikker beder Vatikanet om undersøgelse af cølibatets eventuelle sammenhæng med misbrugssager
Den engelske film "Priest" beskriver fremragende, hvor svært cølibatet i den katolske kirke er for nogle af kirkens omkring 400.000 præster. Så meget, at flere katolske organisationer protesterede voldsomt, da filmen havde premiere i 1994. Dels over indholdet, dels over, at den havde premiere langfredag.
I filmen kommer den unge konservative katolske præst Greg til arbejderbyen Liverpool og skal supplere den ældre præst, Matthew, som helt tydeligt har et alt andet end platonisk forhold til den kvinde, der holder hus for præsterne. Greg er højlydt forarget, men forelsker sig selv i en ung mand fra byen – og kæmper samtidig med sin viden om, at en pige misbruges af sin far. Det første gør Greg noget ved, det andet ikke, for det har han hørt gennem skriftemålet.
I dag vil et forhold mellem to voksne mænd eller mellem en mand og en kvinde næppe kalde på den store forargelse i en bred offentlighed, heller ikke hvis den ene part var katolsk præst. Men i den katolske kirke må præster ikke gifte sig – for slet ikke at tale om at dyrke sex.
Men nu er cølibatet af flere grunde under pres, også selvom kirken officielt, også i Danmark, forsvarer og fastholder cølibatet.
En vigtig grund til, at cølibatet udfordres, er slet ikke de ellers meget omtalte misbrugssager, men noget helt andet. Paven selv har nemlig inviteret "hjemløse" anglikanske præster, som ikke billiger flere anglikanske præsters homoseksualitet, hjem i den katolske kirke. Det er næsten 500 år efter, at Henrik VIII løsrev den anglikanske kirke fra Rom. Mange af præsterne er gift, og det bliver de ved med at være. Ægteskabet er et sakramente i den katolske kirke, det er cølibatet ikke. Derfor kan det ikke komme på tale at sætte kirkereglen over sakramentet. Med pavens beslutning har den katolske kirke altså ad bagvejen fået en række helt legitime præster ind, som er gift!
En anden årsag til debat er præstemanglen i den katolske kirke – her er der også flere, der taler for, at cølibatet stiller sig hindrende i vejen for at få yngre mænd til at strømme til præsteseminarierne. Den tid er længst forbi, hvor katolske familier altid gav en søn til kirken – i dag vil sønner nok også betakke sig for, at mor afgør erhvervsvalget.
Men hovedårsagen til, at en undersøgelse af cølibatets eventuelle bivirkninger måske er rykket tættere på end tidligere, er sagerne om misbrug af børn i den katolske kirke. Paven har afvist en undersøgelse af cølibatets eventuelle sammenhæng med misbrug, det samme har en række biskopper. Men så fremtrædende katolikker som ærkebiskoppen i Wien, Christoph Schönborn, mener, at det er nødvendigt. Knap så overraskende er det, at den anerkendte, tidligere teologiprofessor i den schweiziske by Luzern, Hans Küng, mener det samme.
– Det er næppe cølibatet i sig selv, der udløser misbrug, siger læge og seksualitetsforsker Christian Graugaard, der er formand for Sex & Samfund.
– Det forholder sig mere kompliceret. Kødelig seksualitet kan selvfølgelig "omdirigeres", og det er hverken usundt eller farligt. Men i de fleste menneskers liv udgør seksualiteten en væsentlig drivkraft, så et liv helt uden sex kræver, at man kan indrette en alternativ scenografi omkring sig for at håndtere den aseksuelle tilstand, siger han.
Til gengæld mener han også, at cølibatet tiltrækker nogle, som nok slet ikke burde være præster.
– Uden at kunne dokumentere det vil jeg mene, at nogle mennesker søger cølibatet på grund af en svær seksualitet, måske endda forbudte lyster, som de forsøger at håndtere ved at lægge et religiøst låg på.
Christian Graugaard understreger, at det jo ikke er cølibatet, men nogle af dem, det tiltrækker, der er problemet. I hvert fald når det går ud over børn.
Han pointerer, at den katolske kirke dertil nærmest er et parallelunivers – et specielt ritualiseret maskulint miljø, som ikke ligner ret meget andet.
– Det er en anden grund til, at det overhovedet kan lade sig gøre at misbruge børn. Nemlig at det sker i et miljø, hvor man over for sig selv kan forsvare det man gør, fordi der i forvejen gælder andre regler og logikker. Fordi man på en eller anden måde er hævet over triviel verdslighed.
Og det kan selvfølgelig også lade sig gøre at forelske sig i en kollega i for eksempel et kloster. Det handler ikke kun om, at der ingen kvinder er. Det er også en lukket erotisk maskulin niche helt afsondret fra virkeligheden. Det sker også i fængsler, blandt soldater og i gamle dage på de store skibe. Der opstår simpelt hen en hel lille verden i verden, siger han.
Det er også den katolske kirkes uvirkelige forholden sig til den virkelige moderne verden, der bekymrer den katolske professor i kirkeret Bernt Oftestad fra Det teologiske Menighetsfakultet i Oslo.
– Selv i dag siger præsterne, at de er gift med kirken, og at man skal være ugift for at tage sig af teologien og Gud. De fleste præster ser en form for hellighed i det. Jeg mener personligt, at den katolske kirke bør ophæve cølibatskravet, og så lade dem, der vil, tilslutte sig, siger han.
Det mener Bernt Oftestad af flere grunde.
– Man bør blandt andet give gejstligheden en bredere relation til den virkelighed, almindelige katolikker og andre lever i. Det kan et familieliv bidrage til. Hvordan skal de ellers få nye, naturlige perspektiver på den verden, de lever i?
Han mener også, som seksualitetsforsker Christian Graugaard, at cølibatet tilsyneladende tiltrækker mennesker, hvis seksuelle identitet ikke kan kanaliseres ud på naturlig vis.
– Der er blandt andre homofile præster, hvoraf nogle misbruger drengebørn. Og det får de lov til på grund af den hemmelighedskultur, der hersker i den katolske kirke. Hvor cølibatet var tænkt som en beskyttelse af præster, er det i dag blevet en beskyttelse af misbrugere, som offentligheden både står uforstående over for, og som den fordømmer.
Bernt Oftestad mener også, at det er vigtigt, at den katolske kirke indser, at den ikke kan gemme sig bag, at den ikke har pligt til at anmelde overgreb på børn.
At det er sådan, det kan fungere, viser en ny sag om en præst, der har misbrugt op mod 200 døve børn på en skole i staten Wisconsin i USA, hvor man ellers troede, at alt var kommet for en dag. Også selvom der i slut-90?erne var flere biskopper, der advarede Troskongregationen i Vatikanet – som den nuværende pave dengang var leder af. Og i Vatikanet blev det til, at kanonisk ret ikke tillader automatiske straffe.
– Det er en rigtig dårlig løsning i forhold til de nationalstater, hvor den katolske kirke skal fungere. Der er her tale om en arv fra enevælden, hvor staten var lige så hemmelig om sine beslutninger. Nu fungerer kirkerne stadig som i enevældens tid, mens staterne er demokratiserede. Kirken kan ikke på samme vis demokratiseres, men der er mange demokratiske tiltag, kirken kunne tage op, for eksempel langt mere offentlighed i forvaltningen, frem for fortsat at regne med, at kirken kan drive sin egen politik.
– I dag lever den katolske kirke i de vestlige lande i rettighedsstater, og der bliver ikke en kirkestat igen. Det er religionsfriheden, der er kirkens base her. Og her kan konkordat-aftaler – aftaler mellem Vatikanet og den enkelte nationalstat om kirkens forhold i det land – være gavnlige, men det kan krav om internt selvstyre i strid med sekulær lovgivning ikke.
Bernt Oftestad mener, at den katolske kirke i dag er i en lige så stor krise, som efter den franske revolution i slutningen af 1700-tallet. En undersøgelse af den katolske kirke i USA fra 2004 angiver, at fire procent af præsterne i den katolske kirke i USA er blevet beskyldt for misbrug.
– Det er en 100-års-krise, siger Bernt Oftestad.
Og mens debatten om cølibatet bliver mere og mere intens, er der flere præster – og præsteelskerinder – i den katolske kirke, der udfordrer kirken og står offentligt frem med deres kærlighed. Ifølge Associated Press opstår der flere og flere grupper – blandt andet har 150 kvinder, der lever sammen med katolske præster, oprettet en gruppe.
Og i USA spørges der nu ved præstesammenkomster og seminarier, hvordan anglikanske præster, der melder sig som præster i den katolske kirke, kan forblive gifte, mens de katolske præster fyres, hvis de lever sammen med en kvinde. Blandt andet fader Laurent Touze, der har skrevet en bog om cølibatets fremtid, som i National Catholic Reporter spørger, hvorfor man dog ikke i det mindste kunne lade det være frivilligt for nye præster.
benteclausen@kristeligt-dagblad.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad