Ingen kan benægte, at kirken selv bærer skylden herfor. At en præst kan misbruge et barn er ikke bare menneskelig svaghed, men ondskab og perversion. Og at dens biskopper tænker mere på at beskytte kirkens renomme og har mere tillid til at ordne problemet ved at sende dem i terapi eller forflytte dem end at sætte de skyldige præster fra deres bestilling, er et svigt uden sammenligning.

Det erkendte kirken allerede i 2000, hvor skandalerne rullede i USA. Man har indført streng kontrol med, hvem der kan kommer ind på præsteseminarierne, og for nylig skrev pave Benedikt XVI et brev til den katolske kirke i Irland, hvori han også klart udtrykker, at de pågældende præster har forrådt kirken og kristendommen med deres handlinger.

Men disse fakta er ikke interessante for pressen, for de passer ikke ind i dens dagsorden. Pressen er nemlig ofte anfører i den aggressive sekularismes kamp for at få alle religiøse symboler og stemmer i det offentlige rum gjort tavse. Og hvad i den henseende er bedre end at få kriminaliseret selve paven og hele den kristne kultur omkring ham? Lykkes det, er der ikke længere nogen til at forsvare de etiske værdier, som har formet den jødisk-kristne kultur. Så er der frit spil for andre kræfter.

Det tragiske og måske sågar dæmoniske er, at det er folk inden for kirken selv, der giver næring til mediernes anti-kristelige agenda. Kirkens fjender er rykket helt ind i det allerhelligste. Men selvom de katolske pædofiliskandaler rydder avisforsider verden over, er forbrydelser og forrædere i egne række desværre ikke nogen nyhed for kirken. Påskebegivenhederne minder om, at det var en fra Jesu egen inderste kreds, Judas, der angav ham og blev skyld i hans lidelse og død. Blandt de 12, som Jesus selv havde udvalgt, var der én, som frivilligt valgte at forråde ham. Det er det samme drama, som vi er vidne til i dag.

Hvis disciplene og deres omverden kun havde fokuseret på Judas? forræderi, ville kirken aldrig være blevet til noget. Den havde været en fiasko fra begyndelsen af.

Den tidlige kirke indså, at man ikke kan bedømme noget, og i dette tilfælde kirken, ud fra dem, der ikke efterlever dens budskab, men kun ud fra dem, som gør. De andre 11 disciple døde alle – undtagen Johannes – af kærlighed som martyrer for at bringe evangeliet, de gode nyheder, ud til verden.

Kirken og verden står i dag over for ikke bare én Judas, men mange. Er det dem, man lader sit billede af kirken forme af, eller er det de millioner af andre, som hver dag efterlever Jesu ord i tjeneste for næsten og verden. Uden den katolske kirkes enorme humanitære indsats i Den Tredje Verden ville mange slet ikke overleve dagen i dag. Den slags historier fokuserer medierne aldrig på. For slet ikke at snakke om de mange uselviske præster, der hver dag forløser mennesker fra deres problemer og byrder gennem skriftemål, messer og åndelig vejledning.

Hvis man udelukkende fokuserer på Judas'erne, er verden, og især den vestlige, i fare for at begå åndeligt selvmord. Vesten nærer i forvejen et underligt selvhad til sine egne åndelige rødder, og pædofiliskandalerne kan let blive det endelige dødsstød. Men hvis man på grund af forargelsen afskærer sig selv fra kirken og dens budskab om håb og kærlighed på trods af ondskab og forræderi, er man for alvor på herrens mark, også som kultur.

Medierne dikterer, at man skal skelne mellem religion og politik. Af og til må man også skelne mellem religion og mennesker. Pædofilsagerne handler om mennesker, der har svigtet deres tro og løfte groft, og ikke om, at kirken og dens budskab er forkert.

Kirkeligt set bliver skrevet på skift af tidligere biskop over Roskilde Stift Jan Lindhardt, integrations- og kirkeminister Birthe Rønn Hornbech (V), teolog og journalist Iben Thranholm og teolog og generalsekretær i Luthersk Mission Jens Ole Christensen