Grundtvig lærte os at synge os til fællesskab

Det er så herligt at stole på:

vi har en Herre, som alting mægter,

han os ej glemmer, når vi er grå,

hans nåde rækker til tusind slægter.

På stjernetæpper lyseblå

skal glade vi til kirke gå

Og når til sidst på Herrens bud

vort timeglas udrinder,

en evig sommer hos vor Gud

i paradis vi finder.

De tre citater stammer alle fra N.F.S. Grundtvigs mastodontiske produktion af salmer, henholdsvis "Det er så yndigt at følges ad", "Et barn er født i Betlehem" og "Nu falmer skoven trindt om land".

Dem er der blevet forsket meget i, men nu er en ny afhandling på vej, som fokuserer på det nøgleord, som går igen. Ordet er vi.

– Det er centralt i Grundtvigs festsalmer, at menigheden ikke skal synge "jeg", men "vi". Derudover er der en lang række andre sproglige figurer, som går ud på at italesætte den situation, som opstår, når salmen synges, forklarer Katrine Frøkjær Baunvig, ph.d.-stipendiat ved Det Teologiske Fakultet på Aarhus Universitet.

Hun forsker i Grundtvigs syn på samfundsdannelse ud fra dels hans salmetekster, dels en sammenligning med den franske sociolog Émile Durkheims teori om, hvad der får et samfund til at hænge sammen.

– Selvom der også er mange forskelle på Grundtvig og Durkheim, er de to enige om, at fælles nationale værdier bunder i kultur, altså en pædagogisk overvejelse, og at mennesker rent fysisk bliver bragt sammen, forklarer Katrine Frøkjær Baunvig.