Mægtige Masada

En af verdenshistoriens mest kendte belejringer fandt sted på klippefæstningen Masada i det østlige Israel. Stedet er en stor seværdighed, og området er i dag indrettet som nationalpark

Slangestien bugter sig op ad bjerget, mens wirerne i toppen af billedet bærer den mere bekvemme svævebane. -
Slangestien bugter sig op ad bjerget, mens wirerne i toppen af billedet bærer den mere bekvemme svævebane. -. Foto: Jesper Møller.

Få steder på jorden har der udspillet sig så mange dramatiske og historisk skelsættende begivenheder som på det landområde, hvor nationen Israel i dag ligger.

En af de mest fascinerende udspandt sig i årene 70-73, hvor knap 1000 jøder i flere år holdt stand mod en hel romersk legion på toppen af klippemassivet Masada.

På det tidspunkt havde romerne hærget og erobret Judæa, og mange jøder var blevet ført til Rom som slaver. Jøderne gjorde oprør mod romerne i år 66, og i den forbindelse drog en flok jøder ud i Judæa-ørkenen og erobrede Masada-fæstningen fra en romersk garnison.

Fæstningen var opført af kong Herodes, og her fandtes vandreservoirer og forrådskamre. Opsamlingen af vand var så effektiv, at jøderne kunne dyrke frugt og korn på plateauet, så de var praktisk taget selvforsynende med fødevarer.

Men denne sidste jødiske bastion var en torn i øjet på magthaverne i Rom, så en hel romersk legion på 15.000 mand fik i år 70 til opgave at tilbageerobre klippefæstningen. Men det var lettere befalet end gjort. Fæstningen lå på et 450 meter højt plateau, der på alle sider var omgivet af stejle bjergsider.

I to år ventede romerne forgæves på, at jøderne skulle løbe tør for mad og vand. Derefter konstruerede de en stejl rampe, der kunne bære deres tunge krigsmaskiner.

Efter tre års belejring blev fæstningsmurene omsider løbet over ende, men kort forinden valgte 960 ud af de 967 jøder at begå kollektivt selvmord frem for at blive dræbt eller skulle leve i romernes fangenskab.

Den lille gruppe jøders mod, udholdenhed og årelange kamp mod overmagten er en vigtig del af den israelske selvforståelse her næsten 2000 år senere.

Den er et symbol på den ultimative kamp for frihed – om det så skal koste døden til sidst.

Af samme grund er Masada blevet omdannet til nationalpark, ligesom det var på toppen af klippefæstningen, at israelske rekrutter i mange år aflagde troskabseden over for den israelske stat.

For mange israelere var det derfor af stor symbolsk værdi, at nationalparken i 2001 blev optaget på Unescos verdensarvsliste over klodens mest bevaringsværdige lokaliteter.

Masada er i dag et populært besøgsmål for både israelere og turister.

Langt de fleste vælger den bekvemme løsning og tager svævebanen op, mens et lille mindretal vælger den lange og strabadserende Slangesti – en tur, der varer cirka en time.

På toppen mødes man af et tørt og goldt landskab med spredte ruiner af de oprindelige bygninger. Visse kældre og opbevaringsrum er dog ganske godt bevaret.

For at få det fulde udbytte af et besøg er man nødt til at tage fantasien til hjælp og forestille sig, hvordan livet må have været for jøderne dengang. De var omringet til alle sider og vidste, at ingen ville komme dem til undsætning. Over fæstningsmurene kunne de se ned på 15.000 blodtørstige soldater, hvis største drøm var at få lov til at slå dem ihjel eller gøre dem til slaver.

Ud over hele tiden at være på udkig efter overraskelsesangreb måtte jøderne samtidig passe deres sparsomme landbrug, så de ikke løb tør for mad. Endelig måtte de for børnenes skyld også forsøge at leve, hvad der bare mindede en smule om et normalt liv.

Har man disse forhold i tankerne, er det en stor oplevelse at spadsere rundt på det 650 meter lange og 300 meter brede klippeplateau. Så forstår man bedre, hvorfor Masada-jødernes lidelser indtager så stor en rolle i den israelske nationalarv.

Masada ligger i den østlige del af det centrale Israel, lige syd for Vestbredden og i fugleflugtslinje omkring 60 km fra Jerusalem. Masada ligger samtidig ganske tæt på Det Døde Hav, der på dette sted udgør grænsen til nabolandet Jordan.

Netop Det Døde Hav er et dejligt sted at besøge efter Masada. Her kan man få vasket ørkenstøvet af sig og flyde rundt efter at have vandret omkring oppe på klippefæstningen.

Alle uden undtagelse kan flyde i Det Døde Hav på grund af det ekstremt høje saltindhold. Problemet er mere at komme op at stå igen, fordi saltvandet i den grad bærer kroppen oppe, at man må kæmpe lidt for atter at få fødderne ned på bunden.

Der ligger flere "badeanstalter" langs Det Døde Hav, hvor man kan købe sig adgang til solstole, omklædningsfaciliteter med mere. En del af gæsterne kommer også for at smøre sig ind i det særlige dødehavsmudder, der angiveligt er godt mod en lang række hudlidelser. Det skyldes de mange mineraler, som både vandet og mudderet indeholder.

Hovedparten af de besøgende er endagsturister fra Jerusalem, og netop Masada og Det Døde Hav udgør da også en perfekt heldagsudflugt fra den israelske hovedstad.

rejser@kristeligt-dagblad.dk

Det sidste stykke af Slangestien før toppen. Man forstår hvor svært det må have været for romerne at forcere fæstningsmurene.
Det sidste stykke af Slangestien før toppen. Man forstår hvor svært det må have været for romerne at forcere fæstningsmurene. Foto: Jesper Møller.