Den religiøse utopi

Med de kristne korstog begyndte Vesteuropa ifølge Leirvik at finde sin sjæl, og med Det Osmanniske Riges erobring af Øst- og Centraleuropa er konflikten mellem islam og kristendom på vej til at blive global. Med 1800-tallets europæiske imperialisme og kirkens udbredelse er fronterne klare, og resten er historie. Blot er det ikke en historie, Leirvik hæfter sig særligt ved, da han i stedet for at inddrage det moderne religiøse sprængfelt ihærdigt eftersporer religionernes moralske fællesskab. Og mens han af alle kræfter søger en fælles human kerne, foretager han en så markant tilskæring, at det nærmer sig teologisk manipulation. For eksempel når han vil forsyne islam med en slags inkarnation, så religionerne også på det punkt kan harmoniseres. Han skriver: "Ligesom Kristus bliver inkarneret på ny som det levende Ord i nadverfejringen, bliver Koranen inkarneret på ny som levende Ord, hver gang den hellige tekst tager bolig i en muslims sind og krop." Alt kan vendes efter behov, og det, der ofte opfattes som gold udenadslære, bliver her gjort til en personlig tildragelse af det levende ord.

Et lignende trick udfører Leirvik i synet på lovtænkning, idet han vil dokumentere, at Jesus kan være lige så streng som Muhammed. Nok er sidstnævnte klar i synet på blandt andet spiseregler og klædedragt, men til gengæld er Jesus helt entydig i sondringen mellem religion og politik.

Således udlægges Jesu antipolitiske tale som en slags lovtænkning i sig selv, og mens Leirvik anerkender de forskellige grundfortællinger, eftersom Muhammed var en hærfører, mens Jesu rige ikke er af denne verden, negligerer han nærmest, at de to religioner har formet vidt forskellige kulturer.

Leirvik har fint fat i Vestens problemer med at forene liberal tænkning og beskyttelse af den enkelte, hvilket er helt centralt i for eksempel burka-diskussionen, og han erkender den problematiske politiske sharia. Men han betoner samtidig, at begge religioner gennem historien har ønsket at påvirke samfundslivet, og Leirvik helmer ikke i sin trang til at tvinge de to religioner ned i samme samtalesofa.

Dog er det en vigtig omstændighed, at læseren ikke føres bag lyset. Hensigten er åbenlys i en bog, der afdækker konsekvensen af med alle midler at ville skabe religiøs dialog med det humanistiske kriterium som base. Ikke blot kræver dette en kraftig tilslibning af teologiske forskelle, det fordrer også, at man som Leirvik ser stort på den samfundsmæssige virkelighed. Bogen kan derfor opfattes som en intellektuel skrivebordsutopi og et eksperimentelt modsvar til tidens hårdt optrukne fronter, hvor Leirvik ser sig selv som en forsker i "rummet imellem".

Den betegnelse lever han bestemt op til, men at teologien seriøst kan hænge sammen i netop det rum, får han ikke dokumenteret.

kultur@kristeligt-dagblad.dk

Oddbjørn Leirvik: Islam og kristendom – konflikt eller dialog. 360 sider. 285 kroner. Religionspædagogisk Forlag.