69 katolske præster i Danmark har ikke afleveret en børneattest, og otte katolske menigheder har ikke indhentet attester på deres medarbejdere. På kant med loven, vurderer ekspert
Trods de seneste dages forsøg på at gøre rent bord er den katolske kirkes egen børnepolitik stadig præget af sjusk. Ud af kirkens 75 præster har kun 6 afleveret en børneattest. Og 8 ud af 45 katolske menigheder har ikke indhentet attester på deres medarbejdere, viser en rundringning foretaget af Kristeligt Dagblad. To menigheder på Sjælland vil desuden ikke udtale sig om, hvorvidt de har fået klager over overgreb på børn og unge. Oplysningerne kommer frem, tre uger efter at den katolske biskop, Czeslaw Kozon, sagde, "hver gang en præst skal ansættes, indhenter vi børneattest. (...) Derfor kan jeg med 100 procents sikkerhed sige, at det for præsternes vedkommende bliver gjort".
Den katolske kirke begrunder nu de manglende børneattester med, at kirken ikke er forpligtet til at indhente attester på præster, der blev ansat, før loven trådte i kraft i 2005. Men den forklaring holder ikke, vurderer landets førende ekspert i kirkeret, juraprofessor Lisbet Christoffersen. Hun påpeger, at der i Kirkeministeriets bekendtgørelse om lov om indhentelse af børneattest står, at attesten skal indhentes inden ansættelse eller beskæftigelse af for eksempel præster.
– Man kan derfor glimrende læse reglerne sådan, at hvis man fortsat beskæftiger personer, som har været ansat eller beskæftiget før lovens ikrafttrædelse, vil det være rigtigt og hensigtsmæssigt at indhente børneattester på dem. Og ud fra den læsning bør den katolske kirke indhente børneattester på alle medarbejdere, der har med børn at gøre, fastslår hun.
Otte katolske menigheder indhenter ikke børneattest på deres medarbejdere med den begrundelse, at de ikke har aktiviteter for børn. Men den forklaring er ikke troværdig, vurderer Lisbet Christoffersen:
– Der deltager jo messedrenge i gudstjenesten, og de katolske menigheder har firmelse for unge under 15 år, siger hun.
Samme kritiske vurdering lyder fra formanden for Børns Vilkår, Peter Albæk.
– Kirkens forklaringer virker ekstremt søgte, for selvfølgelig er der børn og unge tilknyttet kirkernes arbejde. Og kirken kan og bør indhente børneattester på præster og medarbejdere, uanset hvornår de blev ansat. Børneattesterne er så vigtige, fordi de har en stærkt forebyggende effekt. Indhenter man dem helt konsekvent, lukker man potentielle krænkere ude fra at søge denne type job eller beskæftigelse. Så kirken skal bare se at få dem indhentet nu, siger Peter Albæk.
Den katolske kirke kan styrke en ellers svækket troværdighed ved at indhente børneattester, mener psykolog i Red Barnet Kuno Sørensen.
– Det ville være et rigtigt godt træk at rydde op her, og kirken ville absolut kunne redde en del af troværdigheden, siger han.
Den katolske kirke vil nu indskærpe over for samtlige 45 menigheder, at de skal indhente børneattester på deres medarbejdere, oplyser generalvikar Lars Messer-schmidt.
– Men jeg mener ikke, det er efter lovens bogstav at skulle indhente attester på alle præster og andre medarbejdere, der har været i tjeneste, før loven trådte i kraft. Det er et stort projekt. Vi vil dog ikke afvise det, men samtidig heller ikke springe ud i det, blot fordi nogen betragter det som kritisabelt. Mener Kirkeministeriet, at loven skal tolkes anderledes, må de sige det, siger han.
johansen@kristeligt-dagblad.dk