I Fyens Stift gætter jeg på, at der forekommer fem-seks sådanne velsignelser årligt. Der er altså ingen homoseksuelle, der er afskåret fra at modtage en velsignelse i forbindelse med deres registrerede partnerskab. Det kan derfor heller ikke være spørgsmålet om velsignelse, der er drivkraften i den nuværende debat om homoseksuelles mulighed for at blive viet i kirken. Det er spørgsmålet om ligestilling.

Derfor kan man heller ikke forestille sig, at der falder ro om dette spørgsmål, før der faktisk er opnået en fuld ligestilling mellem ægteskab og partnerskab, det vil sige, før de to lovgivninger er blevet fuldkommen identiske og derfor lige så godt kan slås sammen.

DET ER FOLKETINGETS OPGAVE at sørge for det. Det er ikke folkekirkens opgave.

Folkekirken skal tage sig af det, som den er til for, nemlig at forkynde evangeliet. Til gengæld skal Folketinget tage sig af det, som det er til for, nemlig at sørge for at landet er forsynet med en brugbar og hensigtsmæssig lovgivning.

Derfor kan det ikke hjælpe noget, at nogle politikere ser forventningsfuldt hen på folkekirken i håb om, at der fra folkekirken vil komme en opfordring til Folketinget om at vedtage en lovgivning, som gør det muligt, at homoseksuelle kan blive viet i kirken. Hvem skulle i øvrigt også lægge røst til en sådan opfordring?

LIGESTILLINGSPROBLEMET kan ikke være folkekirkens problem. I den evangelisk-lutherske kirke er ægteskabsstiftelse ikke noget sakramente, det vil sige en liturgisk handling, der i sig selv bærer evangeliet. Nu om dage har et bryllup i kirken ganske vist fået et noget sakramentalt præg, fordi der i den grad fokuseres på kærligheden som det bærende element i ægteskabet. Et kirkebryllup opfattes som en kærligheds-event. Men kærligheden er ikke desto mindre en sidegevinst set i forhold til, at ægteskabet i sig selv er en social kontrakt, som har til formål at sikre ægtefælle og familie, når vi dør. Vi bliver med andre ord gift, fordi vi skal dø. Eller fordi kærligheden dør, og vi skal skilles. I den situation sikrer den ægteskabelige ordning, at der kan gøres ret og skel til alle sider.

Derfor er ægteskabet et samfundsanliggende, ligesom det registrerede partnerskab er det, og derfor bør begge dele indgås for den verdslige myndighed. Det er og bliver et civilt anliggende. Af samme grund gik den oprindelige opfattelse ud på, at stiftelsen skulle finde sted uden for kirken med det meget enkle spørgsmål: "Hans, vil du have Grethe?" og: "Grethe, vil du have Hans?" Hvis de svarer ja til det, er de gift, og så kan man bagefter gå ind i kirken og synge nogle glade salmer for at fejre den livsbekræftende begivenhed, der har fundet sted uden for kirken.

Det vil i vore dage og under indtryk af ligestillingsproblemet være nærliggende at vende tilbage til den oprindelige skik, nemlig at lade samlivsstiftelsen finde sted uden for kirken, det vil sige for den verdslige myndighed. Det betyder ikke, at det så kommer til at gå mindre festligt til i kirken. Snarere tværtimod.

I PRAKSIS KUNNE DET foregå på den måde, at man lader borgmesterkontorets såkaldte prøvelsesattest, som både heteroseksuelle og homoseksuelle par skal have, være en samlivsattest i den forstand, at det juridiske taxameter tikker fra det øjeblik, attesten bliver underskrevet og udstedt. Så er de gift. Det kan ligesom selvangivelsen ordnes pr. e-mail. Med denne attest i hånden kan parrene så gå over i kirken eller trossamfundet, hvor man med nogle passende ritualer og salmer kan fejre begivenheden.

Det eneste, der skal til, er, at Folketinget erstatter ægteskabsloven og partnerskabsloven med en samlivslov, der juridisk regulerer forholdene omkring samlivet, indtil en af dem dør, eller indtil de bliver skilt. Det fine ved dette forslag er, at det sikrer fuld ligestilling mellem ægteskab og partnerskab, fordi forskellen i det verdslige regi simpelthen er fejet til side af samlivsloven. Dermed er loven om forbud mod forskelsbehandling også implementeret på det familieretlige område.

På et eller andet tidspunkt bliver Folketinget alligevel nødt til at vedtage, at homoseksuelle par kan adoptere. Og i kirken og i trossamfundene vil man forsat have fuld frihed til at fortolke de forskellige samlivsformer dogmatisk, hvilket man for eksempel kan gøre i den liturgiske samlivsfejring eller kærlighedsfejring, som for min skyld gerne må kaldes et bryllup.

De præster og trossamfund, som måtte have besvær med at acceptere vielse af homoseksuelle, kan afstå fra liturgisk at have noget med det at gøre. Den juridiske samlivsstiftelse har jo allerede fundet sted på rådhuset. Der er ingen forskelsbehandling, og i kirkerne og trossamfundene er der fuld frihed til dogmatisk at gøre sig klog på, hvad man skal mene om det.

MENINGERNE VIL forsat være forskellige, al den stund der i Bibelen forskellige steder står noget om forholdet mellem mand og kvinde og ægteskabet. Noget af det, der står, går igen som citater i det kirkelige i vielsesritual. I Bibelen står der også noget om samliv mellem mennesker af samme køn, men det er ikke noget, der egner sig til at blive brugt som citater i et ritual i kirken.

Hvis Folketinget ellers kunne tage sig sammen til at vedtage en samlivslov og dermed få ryddet forskelsbehandlingen mellem heteroseksuelle par og homoseksuelle par af vejen, så udestår der kun, at man i folkekirken får justeret vielsesritualet som velsignelsesritual, så det egner sig til den nye situation.

Kresten Drejergaard er biskop på Fyn