Fra wunderkammer til klimakunst

Det var i høj grad Den Franske Revolution (1789), der markerede et vendepunkt i afmonteringen af kongernes magt over kunsten. Hvad der havde tilhørt eneherskerne, tilhørte nu folket. I Danmark blev kongstanken bag et nationalt museum formuleret af litteraturprofessor Rasmus Nyerup i 1806.

– Han var på vandretur på Fyn og undrede sig over, hvordan oldtidsmindesmærkerne blev misligholdt, siger Ane Hejlskov Larsen.

I maj 1807 blev der nedsat et kommissorium, der politiserede bevaringen af monumenter og kulturgenstande. Oldsagskommissionen blev en forløber for Nationalmuseet, der i sin oprindelige form var en af de første samlinger i verden, der blev gjort tilgængelig for offentligheden.

I disse år var den politiske situation med til at skærpe interessen for en særlig dansk identitet: Englands-krigene, den danske statsbankerot i 1813 og tabet af Norge i 1814.

Ifølge kunsthistoriker Rune Gade fra Institut for Kunst- og Kulturvidenskab ved Københavns Universitet var det oplysningsfilosofien, der i første omgang førte til et reelt behov for at opdrage og oplyse borgerne. Med etableringen af nationalstaterne i løbet af første halvdel af 1800-tallet fandt opdragelse gennem museernes virke en formel og bidrog til en national kulturel sammenhængskraft og identitet. Det gjaldt nationale museer og de internationale verdensudstillinger.

– Det handlede om at sætte Danmark på verdenskortet. Det skulle vise, at landet var en stor nation, som kunne fostre store kunstnere. En af dem var billedhuggeren Bertel Thorvaldsen, som boede i Rom og blev hyret til mange bestillingsopgaver i hele Europa, siger Rune Gade.

I 1848 åbnede Thorvaldsens Museum med på den tid ganske populær samtidskunst. Alle danskere havde adgang til museet, der med Thorvaldsens kunst samtidig var det første enkeltkunstnermuseum. I 1888 åbnede et andet berømt museum, nemlig Glyptoteket, skænket staten af brygger Carl Jacobsen, mod at det offentlige sørgede for en bygning til alle kunstværkerne.

I samme periode åbnede en række nationalhistoriske museer. Efter branden i 1859 blev Frederiksborg Slot genopbygget og omdannet til nationalhistorisk museum. Kort efter den nye grundlov i 1849, hvor kongens samlinger overgik til staten, blev det besluttet at samle kongens genstande i Prinsens Palæ i København, som i dag huser Nationalmuseet.

I dette århundrede opstod også en række museer i provinsen som modvægt til de centrale statslige museer i hovedstaden. Det var i høj grad det danske foreningsliv, der udgjorde fundamentet for kunstsamlinger og gallerier i provinsen, fortæller Ane Hejlskov Larsen.

– Der opstod et rigt kunstforenings- og galleriliv i anden halvdel af 1800-tallet. Det er der faktisk ikke forsket så meget i. Men rent faktisk spillede de folkelige bevægelser i provinsen en central rolle i udviklingen af national samtidskunst langt ind i det 20. århundrede.

Med de offentligt tilgængelige museer gjorde man op med en mangeårig form for udstillingskultur, som havde en kultisk eller religiøs brugsfunktion, som går helt tilbage det gamle Egypten og antikken. Nu skulle kunsten gøres fri, fortæller Rune Gade.

– Før var kunsten indlejret i en sammenhæng, som ikke kun handlede om æstetik. Nu handlede det om at autonomisere kunsten og løsrive den fra enhver form for funktion. Det er det moderne kunstbegreb, hvor det er en kvalitet, at kunsten er formålsløs og nyttesløs. Noget, man ikke kan måle, siger Rune Gade.

Et paradoks i løsrivelsen var ifølge ham, at altertavler blev fjernet fra kirkerne og sat på museer og dermed ud af deres liturgiske funktion. Den teologiske protokol, de var indskrevet i, gik altså tabt.

I dag ser Rune Gade dog en tendens til at genetablere en brugsfunktion eller nytteværdi i kunsten, for eksempel politiske budskaber.

– Kunstnere vil ud af de etablerede institutioner. Museer og gallerier har typisk været neutrale beholdere med hvide, vinduesløse vægge uden kontakt til omverdenen. Mange kunstnere ønsker noget andet i dag, siger Rune Gade.

Museerne forsøger dog at bevæge sig væk fra det traditionelle udstillingssyn, blandt andet ved at bruge kuratorer med en subjektiv eller ideologisk dimension i planlægningen af en udstilling.

– Kritikken fra kunstnernes side har affødt en refleksion om museet som den neutrale institution. Museumsinspektører er klar over , at det er en udfordring, der er integreret i institutionen selv. Derfor får man blandt andet kendte kuratorer til at lave temaudstillinger om økologi, klima, gadekunst og netbaseret kunst, siger Rune Gade.

Museerne oplever i dag fortsat et stort pres fra omgivelserne: Museumsledere tyr i stigende grad til såkaldte blockbuster-udstillinger for at tiltrække publikum og legitimere deres berettigelse over for politikerne. Fagfolk kritiserer museerne for at vige fra kunstnerisk æstetiske dyder, og mange kunstnere er efterhånden trætte af kuratorer, der ifølge Rune Gade "presser deres kunst ned i et tema, de ikke føler sig hjemme i". Trods alt er museernes rolle endnu bevaret.

– Der vil altid være avantgardister, der vil bryde de institutionelle autoriteter. Det gjaldt 1910'ernes italienske futurister, der ville brænde museerne og bibliotekerne og sammenlignede dem med en kirkegård, hvor man kunne risikere at blive "begravet" ved siden af sin værste fjende.

– Paradokset er bare, understreger Rune Gade, at museerne jo sikrer eftertidens kendskab til kunstnerne. Og på den måde vil museerne altid udgøre en kulturbevarende institution, der sætter dagsordenen og udgør en tiltrækningskraft i kunstverdenen. De har stadig en kanoniserende effekt og blåstempler "god" kunst.

krasnik@kristeligt-dagblad.dk

Kilde: "Ny dansk museologi". Af Bruno Ingemann og Ane Hejlskov Larsen. Aarhus Universitetsforlag.