12. april 2010
Ateistisk Samfund har udgivet en pjece til kommende konfirmander i Danmark med en opfordring til at tænke sig om en ekstra gang og gerne droppe konfirmationen. Det får nu biskop Steen Skovsgaard fra Lolland-Falster til tasterne. I et åbent brev til danske konfirmander skriver han: "Lad være med at lytte til dem, der spørger, om I er klar til at blive konfirmeret, eller om I nu har tro nok." Han ønsker konfirmanderne tillykke og understreger samtidig, at for at tro på Gud behøver man ikke være helt sikker. "Tro er tillid. Og tillid trives – ligesom kærligheden – bedst i åbne hænder og hjerter, så usikre og sårbare de måtte være."
Fremgang for teologerEfter en længere årrække med faldende optag af studerende kan Det Teologiske Fakultet i København nu for andet år i træk glæde sig over fremgang i ansøgertallene i den såkaldte kvote 2. I år er antallet af kvote 2-ansøgere til studiet stedet med 136 procent i forhold til sidste år. Og det får studieleder Jesper Tang Nielsen, der ser en sammenhæng mellem interessen for at søge ind på studiet i kvote 2 og kvote 1, til at "forvente et rigtig pænt optag til sommer".
Begravelse af ikke-medlemmerFlere og flere melder sig ud af folkekirken, men de kan alligevel godt få en folkekirkelig begravelse. Selvom den afdøde ikke har betalt kirkeskat, vil mange præster alligevel gerne stå for begravelsen – i særlige tilfælde, hedder det fra P4 Esbjerg. – Hvis det ud fra samtaler med den døende eller de pårørende er tydeligt, at det er vedkommendes ønske at blive begravet af mig, vil jeg overveje det, siger sognepræst Johannes Gjesing fra Gram. Det vil Morten Thaysen, som er præst i Varde også. For ham er det ikke så vigtigt, om de har betalt kirkeskat eller ej. – Det vigtige er, at evangeliet bliver forkyndt ind i situationen, hvis det var den afdødes vilje, siger han.
kirke@kristeligt-dagblad.dk