Den katolske kirkes talsmand i misbrugssagerne, Niels Engelbrecht, har haft et stramt program de seneste dage, hvor flere og flere sager om overgreb ruller ind på hans bord
Han er en travl mand – Den 59-årige Niels Engelbrecht, som er præst i den katolske domkirke, Sankt Ansgar, i København.
I den seneste tid, hvor kirken har været udsat for en storm af kritik i forbindelse med sin håndtering af sager om seksuelt misbrug af børn og unge, har han været kirkens ansigt udadtil og har som medlem af kirkens fagetiske råd og kontaktperson for personer, der har været udsat for seksuelle overgreb, haft nok at se til. For til dato har omkring 20 katolikker meldt sig med anklager om, at de er blevet misbrugt, og det har ført til, at en præst har bedt om at blive fritstillet, mens en anden har sygemeldt sig i tiden, hvor anklagerne bliver undersøgt.
I går mødtes Niels Engelbrecht således med Advokatsamfundet for at udpege en uvildig advokat, der blandt andet skal lede en undersøgelse af sagerne om seksuelle overgreb i den katolske kirke.
Når Niels Engelbrecht ikke tager sig af misbrugssagerne, er han fuldt beskæftiget med at være præst i den katolske kirke. Han har engang sagt til Kristeligt Dagblad, at han er præst, til han dør – også selvom han bliver pensioneret. For det at være præst er ikke bare en identitet, man sådan lige kan give slip på, mener han. Og selvom han som katolsk præst lever i cølibat og derfor ikke har en kone at komme hjem til, er han meget tilfreds med sit liv. For uden familie har han et større råderum og en frihed til at koncentrere sig om at være præst.
Af kollegerne bliver han også beskrevet som en præst, der går op i sit arbejde med liv og sjæl. Han er meget arbejdsom, men også god til at uddelegere opgaverne. Desuden skulle præsten være socialt anlagt og god til at komme i kontakt med mennesker. Han er således heller ikke bleg for at invitere præstekollegaerne hjem i privaten til en god middag, og han kan åbenbart svinge potterne og panderne. I præstekredsen er han nemlig berygtet for at lave en rigtig god skaldyrsrisotto.
Før han blev præst i 1996, arbejdede han som tysklærer. I dag har han været præst i den katolske domkirke i seks år. Der er ikke megen fritid tilbage, når han kommer hjem fra kirken, og den fritid, der er, går alligevel ofte med at besøge folk i menigheden. Men når han har et øjeblik tilovers, dykker han ofte ned i kriminalromanens univers. Nogle af de seneste bøger, der har ligget på hans natbord, er Stieg Larssons krimitrilogi "Mænd der hader kvinder", "Pigen der legede med ilden" og "Luftkastellet der blev sprængt". Så det er ikke helt fjernt for ham at beskæftige sig med kriminalsager, der skal opklares.
schnabel@kristeligt-dagblad.dk