Det populistiske højre er kommet for at blive

Han understreger, at et parti som Jobbik har en hårdere, mere udtalt racistisk tone end de populistiske højrepartier mod vest. Ligesom han gør det klart, at de andre nyligt overståede valg ikke var landsdækkende afstemninger, hvilket gør dem til såkaldte "andenrangsvalg". Det betyder flere sofavælgere hos de klassiske partier.

– Andre prøver noget nyt og mere radikalt, fordi de ikke føler, der er særlig meget på spil, forklarer Kai Arzheimer.

Til fælles har partierne en stor modstand mod indvandring, en udbredt EU-skepsis og et oprør mod eliten.

Og så rider de på den bølge af usikkerhed og utilfredshed i befolkningerne, som er blevet forstærket af de turbulente økonomiske tider i kølvandet på finanskrisen, der har efterladt sig stramme statsbudgetter og høje arbejdsløshedstal, mener Susi Meret, der er ph.d.-studerende og videnskabelig assistent ved Aalborg Universitet, hvor hun forsker i højrenationalistiske bevægelser.

– Fra at have været en ren værdipolitisk sag om, at folk er bange for, at fællesskabet bliver truet udefra af nogen, der kommer ind og måske ikke har den samme opfattelse af, hvordan man bevarer det, så kan man nu også være bange for sin situation på arbejdsmarkedet, siger hun.

Det kan forklare en del af tendensen, mener forskeren. Men hun understreger, at højrepopulismen er en fast bestanddel af det politiske landskab nu.

– Man skal begynde at se de her partier som en del af magten i stedet for at råbe op, hver gang de får lidt flere stemmer. For de er repræsentanter for en efterhånden ret stor efterspørgsel fra vælgerne, siger hun.

Susi Meret påpeger, at det jo ikke bare er "rabiate racister", der stemmer på Front National eller Lega Nord, og at Dansk Folkeparti i dag er det største danske arbejderparti.

Det bliver man nødt til at lytte til, mener hun. I stedet for at dæmonisere partierne og prøve på at holde dem uden for det gode selskab, ligesom dengang Jörg Haider i Østrig i slutningen af 1990?erne fik sat sit Frihedsparti på verdenskortet til de daværende EU-lederes store fordømmelse – på et tidspunkt, hvor Dansk Folkeparti stadig ikke var blevet erklæret stuerent af den herskende elite.

Den samme reaktion kom sidste år, da schweizerne ved en folkeafstemning forbød muslimske minareter, hvilket ledte til fordømmelse i ledende medier over hele Europa, der beskrev resultatet som "hyklerisk og forkert" og en "international skændsel" for landet. Indtil de fandt ud af, at deres egne borgere i vid udstrækning ville have gjort det samme, som det blev klart i meningsmålinger i blandt andet Spanien, Tyskland og Frankrig.

Forskerne understreger, at højrepopulismen er kommet og gået i bølger i de seneste 25-30 år. Nogle har fået ansigtsløftninger undervejs og er blevet gjort mere spiselige og mainstream. Og de steder, hvor de har fået indflydelse, har de også tonet retorikken ned for eksempel over for indvandrere.

– Man kan ikke sige de samme ting på den samme måde. Der kommer en form for pragmatisme, der påvirker deres ideologi, som man kan se på de fleste af de partier, der har fået indflydelse. De bliver meget mere forsigtige, siger Susi Meret.

Hvorvidt de højrepopulistiske partier vil fortsætte den fremgang, som de nyder lige nu, og hvilken position de får i det politiske landskab, afhænger i høj grad af, hvordan resten af det europæiske establishment tackler de spørgsmål, der ligger store dele af den europæiske befolkning meget på hjerte, som for eksempel indvandring.

– Det kommer an på, hvordan de andre partier reagerer. De skal i hvert fald være klar over, at de her partier er kommet for at blive. Og det med at betragte dem som ikke stuerene fungerer altså ikke, understreger Susi Meret.

albrechtsen@kristeligt-dagblad.dk