Henrik Hoffmann-Hansen |
14. april 2010
Godt, at vælgerne får flere partier ved næste valg
Hvad der ikke lykkedes for Simon Emil Ammitzbølls parti, Borgerligt Centrum, har Kristendemokraterne nu præsteret: nemlig at indsamle og få godkendt over 20.000 underskrifter, så partiet kan stille op til næste folketingsvalg. Kristendemokraterne skal dermed ligesom Liberal Alliance kæmpe mod spærregrænsen på to procent. Derimod er det tvivlsomt, om udbryderen fra Dansk Folkeparti, Christian H. Hansen, kan få sit nye dyrevelfærdsparti, Partiet Fokus, gjort opstillingsberettiget. Det er mere sandsynligt, at det vil lykkes for Fælleslisten. Den fik succes i Holstebro ved regionsrådsvalget og vil nu kæmpe en samlet kamp for "Udkants- danmark", det vil sige de yderområder, der lider under stigende centralisering.
Der er det særlige ved Fælleslisten, at den har en vis chance for at komme i Folketinget, selvom det ikke skulle lykkes at nå de to procent på landsplan. De 36.000 stemmer, som man fik i Region Midtjylland, rækker så rigeligt til at skaffe et kredsmandat i Folketinget, og det kan formentlig trække to ekstra tillægsmandater ind. Men først skal listen selvfølgelig være opstillingsberettiget, og som Kristendemokraternes eksempel viser, er det bestemt ikke nogen let sag. Partiet kom ikke i Folketinget ved valget i 2007 og har brugt næsten to et halvt år på at indsamle underskrifter nok. Hele det første år efter valgnederlaget var partiet totalt splittet, og først da den tidligere formand, Bodil Kornbek, og store dele af partiledelsen trak sig på landsmødet i 2008, ville især de vestjyske tillidsfolk gå på gaden for at samle underskrifter igen.
Nu er det så lykkedes, men der er stadig meget lang vej tilbage til parlamentarisk repræsentation. Internt har der længe været et pres for at få den tidligere formand, Jann Sjursen, til at genopstille, og det er formentlig den eneste realistiske chance for et comeback. At det har været svært at blive opstillingsberettiget, skyldes i øvrigt, at reglerne for opstilling er blevet strammet betragteligt, og at partier skal bruge mange flere penge end tidligere på porto for at sende vælgererklæringer frem og tilbage. Stramningerne har været på sin plads for at undgå "landsbytossepartier", men generelt er det en styrke for det danske demokrati, at det trods alt er muligt at opstille nye partier, bare der er ildsjæle nok, der ønsker det og vil arbejde hårdt for det. Og at spærregrænsen fortsat er forholdvis lav i forhold til i andre demokratier. To-partisystemer er ikke charmerende, og dansk politik ville være fattigere uden de mindre partier i Folketinget som Ny Alliance, De Radikale og Enhedslisten. De tør sige det, som ingen af de store vover. Nok er det svært at være lille i politik, men de beriger ofte debatten.
hhh
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad