Der var engang, hvor Danmark var en nation under "Gud, konge og fædreland". Det var ikke nødvendigvis af det gode, men det var dog en fælles referenceramme. Som tiderne har udviklet sig, er Gud mere og mere blevet en privat sag. Det kristne grundlag er ikke mere med i folkeskolens formålsparagraf, der nu bygger på "åndsfrihed og demokrati".

I min skoletid stod vi ret og bad fadervor om morgenen og sang måske en salme. Jeg skrålede med, fordi jeg skulle. I dag, hvor vi har så mange nydanskere med anden religiøs baggrund, kan det være svært at samles under troen på den ene Gud. Har vi ret til at påstå, vores Gud er bedre end andres? Med hensyn til "fædreland" så har vi mange medborgere, som har mere end ét fædreland, og på den baggrund falmer Dannebrog måske en smule. Men vi skal nok synge med, når der er landskamp i Parken!

Engang kunne sange forene landet. Under besættelsen var der sangstævner på Skamlingsbanken. Disse tekster gav udtryk for sammenhold i en mørk tid. Hvad får os til at holde sammen i dag? At vore grænser er truede, endsige overskredne? Ja, måske vore indre grænser. I det øjeblik, danskeren ikke selv føler sig som en del af et fællesskab med en historie og en tro, så kan man lettere føle sig truet af andre, som står stærkere end én selv.

Når jeg tænker tilbage på min barndom i 1950'erne, så var alting meget enkelt. Min mor og far boede sammen, kammeraterne var lige uden for døren, jeg gik til fodbold og FDF. Familien og kammeratskabet hang sammen, og fritiden var pragtfuld.

Sidst i 1960'erne begyndte tilværelsen at krakelere. Jeg var selvfølgelig ved at blive voksen, men al 50'ernes enkelhed var samtidig ved at forsvinde. Mor var begyndt at arbejde, vi havde flere penge, men på det åndelige område følte jeg mig kastet ud i en voldsom identitetskamp. Det var, som om man selv skulle vælge sin ideologi.

Barndommens sange forstummede og blev erstattet af andre toner. Jeg iklædte mig forskellige uniformer: marxisme, ateisme, nyreligiøsitet. Denne værdikamp endte for mig med en betingelsesløs overgivelse til kristendommen som svar på livets store spørgsmål. Men min måde at praktisere min tro på kan jeg jo ikke testamentere til mine teenagepiger. De må selv vælge troen, men vil de komme i det kristne fællesskab som jeg? Ingen tvivl om, at de finder formen kedelig.

Når kirken som sådan er i krise i dag, skyldes det ikke budskabet. Det skyldes, at kirken kun i begrænset omfang følger med tiden. Måske skal der fremover holdes flere netgudstjenester, måske er caféformen med et oplæg og en dialog en mulighed. I hvert fald er kirken udfordret til at møde samtidens behov på samtidens præmisser.

Eksistentielle spørgsmål går aldrig af mode, og måske kan kirken få en renæssance, så den atter bliver det sted, folk søger hen, ikke kun ved særlige lejligheder, men som en naturlig del af det at være menneske, også for superbrugere af Facebook som mine teenagepiger.

"Hvorfor kommer de piger aldrig, når der bliver sagt værsgo??" sagde jeg irriteret til min kone forleden. "Måske fordi de har lært af dit eksempel," sagde Hanne drillende. "De ni ud af 10 gange har du lige ét eller andet ved computeren, du skal gøre færdig, før du gider komme til bords". Ups! Dér fik hun mig. Så kan jeg jo ikke så godt bebrejde teenagerne, at de lige skal chatte færdig med vennerne, når maden står på bordet. Skrækscenariet er for mig, at vi i familierne sidder med hver vores tallerken, i hvert vores rum, med hvert vores digitale medie. Man sender så en sms ud i køkkenet: "Tak, for mad, det smagte godt, hav en god aften!"

I "Spurven sidder stum bag kvist" skriver Jeppe Aakjær, at "ensomheden synger". Nemlig den ensomhed, man sammen kunne føle som familie i det lille husmandssted under en snestorm. Men hygge og intensitet, fællesskab, var der i stuen. Som familier er vi udfordret til at drosle ned for "ensomheden" i cyberspace, måske bare til at begynde med en time hver aften og så tale sammen, gøre ting sammen, læse en bog, gå en tur i den reale verden.

Ja, fællesskaberne er truet på lokalt og nationalt plan. Og hvis ikke unge finder ind i de fællesskaber, som vi tilbyder dem, så får de måske afløb for deres behov for tilknytning på anden måde. Mange byder sig til i dag: nynazister, autonome eller rockermiljøet. En anden fare er absolut også den modsatte grøft, hvor fremtidens danskere bliver så totalt opslugt af cyberspace, at al engagement forsvinder i evigt bipperi og ørkesløs skriven frem og tilbage om pindsvins drikkevaner.

Personligt engagement er og bliver den mørtel, som får samfundets hus og institutioner til at hænge sammen. Ikke mindst må skolerne gøre en indsats for at opdrage til medleven og medbestemmelse i det demokrati, der er så enestående en juvél i den danske samfundsmodel. Ellers kan vi risikere, at politik fremover bliver for en teknokratisk elite, som ikke er vokset ud af samfundets rodlag.

Og de unge vil let fravælge deres demokratiske ret til at være med til at bestemme samfundsudviklingen. Mange sportsforeninger oplever også i dag, at det er svært at rekruttere ledere fra næste generation. Det er snublende nær at give individualiseringen skylden.

Dybest set er det ikke de moderne kommunikationsformer, der truer fællesskaberne. Men de bliver nemt en sovepude, for det er lidt lettere at klikke med musen end at smutte forbi og sige "hej". Personligt tror jeg, at menneskets behov for samværsformer, hvor man mødes til kaffe, ostemadder og idéudveksling, vil føre til en reaktion på den hurtige kommunikation ved tasterne.

Jeg spejder i hvert fald i horisonten efter servernes store "break-down", som tvinger os alle sammen til at komme frem i lyset og mødes med pjusket hår og spændende holdninger! Det hejser jeg flaget for og synger gerne en ny fællessang om! Men nu må I have mig undskyldt, jeg skal altså lige ind og tjekke Facebook, inden vi skal spise...

Ole Bering er lærer