BILLEDSERIE OG PORTRÆT Kardinal Joseph Ratzinger blev valgt som ny pave og afløser for Johannes Paul II 19. april 2005. Årene som pave har været urolige

Man skulle tro, at han ville have været den rette mand på posten. En præst, hvis fromhed gør indtryk på selv ateister; en teolog, hvis lærdom der går frasagn om; den gamle paves nærmeste medarbejder gennem 24 år og en usentimental humanist, der ubesværet taler om tro og fornuft med skeptiske intellektuelle og om Europas genkristning med kyniske politikere.

LÆS OGSÅ:TEMA: Paven og Vatikanet

Det var tydeligvis også, hvad et flertal af kardinalerne mente, da de den 19. april 2005 valgte Joseph Ratzinger af deres midte til at efterfølge Johannes Paul II under navnet Benedikt XVI som leder af verdens en milliard katolikker. Fem år senere kan det tænkes, at nogle af kardinalerne har grund til at fortryde deres stemme. Andre vil foretrække at overlade afgørelsen til fremtidige kirkehistorikere, og andre igen vil mene, at kirken mere end nogensinde har brug for Benedikt.

Selvom de var nære samarbejdspartnere, viste det sig hurtigt, at Johannes Paul II og Benedikt XVI er to meget forskellige personligheder. Den gamle pave havde udpræget politisk flair, var mere filosof end teolog og kombinerede sin konservative, dogmatiske indstilling med en folkelig appel, der skabte global genlyd på hans mange rejser verden rundt. Han havde også sine slagsmål om befrielsesteologi, seksualetik, kirkens ledelse og religionens politiske rolle. Men da han døde, forvandledes mindet om en hårdfør stridsmand sig til en elsket faderskikkelse, der nu fik fred efter mange års tiltagende sygdom.

Benedikt er anderledes – en førsteklasses teolog, men også en lidt reserveret personlighed uden forgængerens intuitive fornemmelse for slagkraftig evangelisering. Begyndelsen var også hård, for pavens gamle rolle som leder af Troslærekongregationen hang ved, og kombineret med hans tyske baggrund gav det ham tilnavne som "rottweileren" eller "panserkardinalen". Alligevel lærte de allestedsnærværende og stadigt voksende folkemængder hurtigt at lytte til paven, når han talte om kristendommens grundelementer og kirkens store skikkelser – og at sætte pris på, hvad de hørte. For Benedikt minder dem om, hvad de tror på, og hvorfor de tror.

Pavens første rundskrivelse om kristen kærlighed, "Deus Caritas Est" (2006), overraskede mange ved sin næsten poetiske indføling i emnet, inklusive en fremhævelse af værdien af erotisk kærlighed. Den næste, "Spe Salvi" (2007), om det kristne håb blev også vel modtaget, ligesom hans sociale rundskrivelse, "Caritas in Veritate" (2009), om de moralske principper, som kirken kan bidrage med i debatten om globaliseringen, vandt megen genklang – ikke mindst i den politiske verden, der vaklede under finanskrisen.

Pavens bog om Jesus, hvis første bind kom i 2007, hører til i en anden genre og fortæller om et beskedent menneske, der er villig til at lægge alle formaliteter til side i henvendelsen til læseren og blot betinger sig "den indledende goodwill uden hvilken, der ikke kan være nogen forståelse." I en tid, hvor mange kristne kirker er usikre på deres eget budskab, fandt Benedikts personlige vidnesbyrd om Jesus også ikke-katolske læsere og blev tilmed udgivet på dansk. I Tyskland overgik den Harry Potter på bestsellerlisterne.

Helt anderledes gik det med den nu berygtede forelæsning i Regensburg i 2006, der på grund af et islamkritisk citat, som paven havde indlagt, hensatte den muslimske verden i raseri. Striden blev relativt hurtigt bilagt efter en pavelig beklagelse og et vellykket besøg i det muslimske Tyrkiet. Men alligevel gav begivenheden et fingerpeg om en kirkelig leder, der ikke altid kunne gennemskue, hvordan hans ord ville blive opfattet i den brede offentlighed. Det mest forbløffende i en dansk sammenhæng var, at paven blev taget i forsvar af såvel Tøger Seidenfaden som Søren Krarup.

Mange håbede, at Regensburg ville få Benedikt til at opruste på det mediemæssige område, ligesom Johannes Paul II havde trukket sin legendariske pressetalsmand, psykiateren og journalisten Joaquín Navarro-Valls, helt ind i den pavelige indercirkel. Men Benedikt vil ikke have medierne for tæt på, og Vatikanets pressetalsmand, Frederico Lombardi, har ikke uden videre adgang til paven. Det gør ikke arbejdet enklere for den 69-årige jesuit, og i realiteten er det en håndfuld internationale kirkelige kommentatorer – vatikanister – der mest effektivt sætter pavens ord og handlinger i perspektiv. Men de er sjældent med i første række, når nyhederne først brænder igennem.

Den største katastrofe i så henseende var, da pave Benedikt i januar 2009 ophævede ekskommunikationen af fire biskopper fra det ultrakonservative Skt. Pius X-Selskab, som Johannes Paul II i 1988 havde smidt ud af den katolske kirke. Benedikts intention var på længere sigt at arbejde for en indlemmelse af selskabet i den katolske kirke igen, men den hensigt blev fuldstændigt overskygget, da det viste sig, at en af biskopperne var en kendt holocaustbenægter. En hurtig søgning på internettet kunne have afsløret det for paven og hans embedsmænd, men nu var ulykken sket, og Benedikt måtte selv ud med en erklæring om, at den katolske kirke fordømmer enhver form for antisemitisme.

Skandalen om katolske præsters seksuelle misbrug af børn og unge brød ud allerede i Johannes Paul II's regeringstid med chokerende beretninger fra særligt USA. Men det er de senest omtalte sager i Tyskland og andre steder i Europa – inklusive Danmark – der har udløst den største vrede, måske fordi udbredelsen af skandalen i tid og rum nu ingen ende synes at have.

Sagerne om seksuelt misbrug går på tværs af hele den katolske kirke. De har fundet sted under liberale biskopper såvel som under konservative, i strengt dogmatiske miljøer såvel som i progressive sammenhænge. Samtidig er der stor uenighed om årsagerne internt i den katolske kirke. For mens liberale katolikker er hurtige til at pege på cølibatet, taler man fra konservativ side om den moralske relativisme, der i 1970?erne også satte sit præg på kirken. Begge argumenter er dog ofte hørt før i helt andre sammenhænge og ligner en fast formel. Men der er også andre bud, og flere teologer og kommentatorer har peget på et opgør med kirkelig systemtænkning og arbejden for større åbenhed som vejen frem.

Skandalen har også inddraget pave Benedikt personligt – vigtigst i forbindelse med hans tid som ærkebiskop af München 1977-1982. En pædofil præst blev i 1980 forflyttet til München for at komme i terapi, og flere aviser har søgt at finde ud af, hvor meget Ratzinger vidste om sagen, og hvorfor han i givet fald ikke greb ind over for en beslutning på lavere niveau om at overflytte præsten til almindeligt sognearbejde, mens han stadig var i behandling. Vatikanet har afvist, at paven var informeret om beslutningen, og i skrivende stund er den eneste forbindelse mellem præsten og paven et internt memorandum om præsten, som Ratzinger var indkopieret på, og som han måske, måske ikke læste for 30 år siden.

Det kunne ligne en tyndbenet historie, men episoden er betydningsfuld, fordi den viser, hvor komplekst spørgsmålet om biskoppernes manglende indsats mod pædofile præster er og har været – med talrige nuancer fra bevidst fejen ind under gulvtæppet til blot en lav prioritering i det daglige. At resten af samfundet heller ikke fokuserede meget på pædofili i 1970'erne og 1980'erne er en ringe trøst.

Alligevel har kirkelige iagttagere som amerikaneren John Allen og italieneren Sandro Magister fremhævet, at Ratzinger både som kardinal og som pave har gjort mere end nogen anden højtstående katolsk gejstlig for at komme problemet til livs. Fra 2001 er alle sager om pædofile præster blevet behandlet i Troslærekongregationen i Rom, hvormed man brød med en lang tradition for at tage sig af sagerne lokalt og ofte ret overbærende. I Rom praktiserede Ratzinger en nul-tolerance-politik, og hans kontor behandlede de fleste afskedigelsessager rent administrativt i stedet for at gå gennem de kirkelige domstoles mere langsommelige proces. Få dage før han i 2005 blev valgt til pave, skabte den fremtidige Benedikt XVI store overskrifter, da han i en meditation langfredag i Colosseum talte om, "hvor meget smuds der er i kirken, selv blandt præsterne."

Også som pave har han prioriteret bekæmpelsen af seksuelt misbrug højt. Han er den første, der er mødtes med ofre for seksuelt misbrug – i 2008 i USA og Australien – ligesom han skabte kirkehistorie ved at behandle misbrugskrisen i sit hyrdebrev til Irland i marts.

Det hyrdebrev er blevet anklaget for ikke at sige nok, skønt selv kritikere medgiver, at det er uden fortilfælde hvad angår den sorg, hvormed paven beder ofrene om tilgivelse for overgrebene og for kirkens svigt. Hyrdebrevet bekendtgør også en snarlig "apostolisk visitation" i Irland – altså en officiel undersøgelse fra Vatikanet – der formentlig vil medføre drastiske ændringer i den irske kirke, ligesom paven klart pålægger biskopperne at samarbejde med politi og domstole i spørgsmål om seksuelt misbrug af børn.

Hvor efterlader det så den 82-årige Benedikt i hans femte regeringsår?

Intet tyder på, at skandalerne om seksuelt misbrug er slut, men det vil samtidig være tragisk, hvis de kom til at dominere resten af hans regeringstid. For Benedikt har meget andet, han skal nå, og når han til september besøger England på det første pavelige statsbesøg nogensinde, vil han møde en lokal katolsk kirke, der efter sine egne misbrugsskandaler nu har robuste modforanstaltninger på plads, og som har genvundet megen troværdighed.

Samtidig skal Benedikt som højdepunktet under sit besøg saligkåre en af Englands største teologiske begavelser, kardinal John Henry Newman, hvad der påny vil sætte fokus på pavens egne fineste kvaliteter som teolog og præst. Alligevel tager katolikkerne i England ingen chancer. Den britiske presse er brutal, og Londons ærkebiskop har samlet et team af lokale medietalenter til at yde råd og bistand undervejs.

Indtil da vil verden igen og igen høre paven bede om de troendes forbøn hos Gud for sig selv og for kirken. For mange vil det lyde forargerligt i lyset af de mange skandaler, men som Benedikt selv ville være den første til at påpege, så beder katolikker ikke for hinanden som en belønning, men som en hjælp.

kirke@kristeligt-dagblad.dk