Bjørn Nørgaards frugtbare forhold til tidsånden

Skulpturer blev omdøbt til objekter, som var et passende neutralt ord for noget, alle i princippet kunne lave. Sagt med en af tidens store skikkelser, som Eks-skolen også havde forbindelse med, den tyske kunstner Joseph Beuys, var ethvert menneske en kunstner. Og det var ikke, fordi Beuys var tidligt ude med idéen til X Faktor. Kunsten skulle være for alle og møde folk, hvor de var, og derved sætte det enkelte menneske fri til at deltage i en bedre fælles fremtid.

Det lyder næsten for godt til at være sandt og var det vel også. Men det satte sit præg på kunsten, og Bjørn Nørgaard var med helt fremme, hvor de banebrydende eksperimenter fandt sted.
Resultaterne af hans virke var mange og meget forskellige, fra små materialeundersøgelser og skulpturelle eksperimenter til film og aktioner, hvor hesteslagtningen på en sjællandsk mark en vinterdag i 1970 nok er den mest kendte. Set på 40 års afstand gennem billeder og film har det hele et umiskendeligt præg af kaotisk lejrskole og faldefærdige telte. Først i slutningen af 1970'erne begynder de tårne, pyramider og monumenter, som siden er blevet Bjørn Nørgaards varemærke, at rejse sig i det ganske land.

Tilbage på udstillingen mødes vi som noget af det første af sådanne tidlige materialeundersøgelser, hvor gips er hældt ned i en firkantet eller rund beholder, indtil det er løbet over og ud på gulvet og størknet, og hvor små rektangulære stykker glas på forskellig vis er kombineret med andre materialer som ståltråd, trælister, stof eller kobber. Titlerne er tilsvarende nøgterne som "Sagforhold", "Overhældning" eller "Glasmodel".

Bag eksperimenter som disse ligger en idé om at undersøge verdens og virkelighedens beskaffenhed ud fra helt enkle og veldefinerede systemer. Man tager et antal materialer af forskellig karakter og kombinerer dem med enkle, ofte geometriske former ved hjælp af nogle få konstruktionsprincipper som for eksempel at hælde gips ned i en firkantet beholder eller omvikle et stykke glas med ståltråd. Og det er så det. De skulpturelle elementer fungerer på den måde som bogstaver i et alfabet. De kan kombineres i det uendelige, og alle kan gøre det.

Ifølge Bjørn Nørgaard selv gælder denne metode hele vejen igennem hans samlede værk. Også i de sene figurer og monumenter. Skulpturernes elementer er stadig at sammenligne med bogstaverne i et alfabet. Kun syntaksen er blevet mere kompliceret.
Det forsøger udstillingen at holde fast i hele vejen igennem ved at lade os selv se det. Dels i de nævnte små objekter, dels ved at vise film af aktioner, hvor handlinger udføres, materialer bearbejdes, og genstande kombineres roligt og velovervejet. Og det fungerer i udstillingens første del, som er helstøbt og dertil er en god chance for at se især de små flimrende dagbogsfilm og den store spillefilm "Nadveren" fra 1971.

Kun undrer det, at man har placeret den korte og ellers udmærkede præsentation af udvalgte offentlige udsmykninger her imellem de to helt eventyrlige tableauer "Thorvaldsens Portrætbuster/Wasserspiegel" fra 1976, hvor udstoppede grisehoveder spejler sig i en stille skovsø, og "Elverhøj, Maries grav" fra 1977, hvor en gravhøj står på gloende pæle af lysende neonrør. Sådan en fiks lille digital formidling, som det kaldes, kunne der vel være fundet plads til andre steder i museet.

De store særudstillinger på Statens Museum for Kunst er altid præget af, at de vises i to ens sale på hver sin side af forhallen. Det tvinger udstillingerne ud i to dele, hvad enten de egner sig til det eller ej. Og det gør "Re-modelling the World" desværre ikke. Udstillingen knækker over på midten, og trods forsøg på også i den anden afdeling med nyere og helt nye værker at holde fast i den metodiske tråd ved at kombinere skulptur og filmede aktioner af nyere dato virker forbindelsen her postuleret.

De små flokke af mærkelige amorfe menneskelignende figurer i bronze, "Atypia" fra 2005, har så travlt med sig selv og hinanden, at de ingen ting opdager, og de store sagnfigurer i træ og sten står fuldstændig upåvirkede af sammenhængen. Tydeligst er det i en sort stenmumie uden ansigtstræk, "Formummet figur", fra 1988, hvor tegn og symboler med henvisninger til myter og sagn er spredt som et forsvarsværk over kroppen, og hvor materialerne sten, træ, elfenben og forsølvet bronze igen er blevet bærere af et kulturelt arvegods. Her er det slut med selv at se sig vej ind i tingene. Her skal man vide og genkende.

Til sidst i udstillingen genfinder man "Den sidste nadver", her i form af en installation fra 1997. Men i modsætning til filmen "Nadveren" er bordet forladt. Alle stolene står tomme, så man kan spejle sig i deres rygge af glas. Kun glasset i stolen yderst til venstre er knust. Så er det, jeg synes at have hørt den fortælling på en lignende måde før og får lyst til at krydse forhallen igen og begynde forfra med de små glasmodeller.

kultur@kristeligt-dagblad.dk

Bjørn Nørgaard. Re-modelling the World. Statens Museum for Kunst, København. Til den 24. oktober.