I ER VERDENS LYS, I er jordens salt. Sådan sagde Jesus engang til sine tilhørere, og så tilføjede han, at hvis man skjuler lyset under en skæppe (eller spand), så er der ingen, der har fornøjelse af det, og hvis saltet mister sin kraft, hvad skal man så salte med?
De, der har hørt hans ord og taget det til sig, har med andre ord en forpligtelse. Det er kirken. Kirken for- stået som alle dens medlemmer, alle døbte. Alle de menige eller almindelige medlemmer af kirken har en forpligtelse til at være lys for andre og være salt. Det vil sige: Man skal som døbt menneske vide at skønne på den gave, man har fået i det glædelige budskab og kende sit ansvar for at udbrede det.
Folkekirken er i defensiven i disse år. Det skyldes mange ting, men det skyldes ikke mindst, at dens medlemmer har glemt at være salt og lys, har glemt deres ansvar eller er ligeglade med det. Et par generationer har glemt at oplyse deres børn om, hvilken glæde og frihed der ligger i dåbens gave. Så nu er der kun få, der skønner på, hvad det vil sige at være døbt, at være beriget med evangeliets frihed fra religiøse love, hvad det vil sige i opstandelsens håb at have fået frimodighed til at glæde sig ved livet.
Når derfor ateister og sekularister vil forbyde, at der bedes fadervor i folkeskolen, når konfirmandundervisningen kræves flyttet ud af skoletiden, er der stort set ingen, der reagerer. Ikke blandt kirkens almindelige medlemmer. De er enten ligeglade, eller også begriber de ikke, hvad der bliver taget fra dem.
Når konfirmandforberedelsen flyttes til sidst på eftermiddagen (for vi skal jo først have overstået bisættelser og begravelser), så vil antallet af konfirmander formentlig dale betragteligt. Og da konfirmationen er en de få lejligheder, et dansk kirkemedlem har god tid til at sætte sig ind i kirkens budskab, vil kendskabet til kristen tro svinde tilsvarende bort.
MAN BØJER SIG FOR påstanden om, at religion er en privat sag. At alle religioner bør ligestilles. For man ved ikke, hvilken formende kraft kristendommen har været i tilblivelsen af det danske demokratiske retssamfund. Man ved derfor heller ikke, hvad man mister, efterhånden som kristendommen ikke blot trænges ud af offentligheden, men også mere eller mindre går i glemmebogen.
Der står andre religioner på spring til at fylde tomrummet – for eksempel islam. Se på de samfund, som islam har været med til at forme gennem århundreder. Så får man en smule fornemmelse af, hvilken forskel kristendommen har gjort. Eller ateismen, videnskabstroen, der allerede i skikkelse af den såkaldt videnskabelige kommunisme har vist, hvilket samfund den formår at skabe.
Men kirkens medlemmer rejser sig ikke for at forsvare deres kirke. Det overlader de til os lønnede medarbejdere. Måske er de slet ikke klar over, at de selv er kirken. At kirken ikke er en butik, de nogle gange handler i (jul, dåb, vielse, begravelse). Men at uden dem er der ikke nogen virkelig kirke.
Hvorfor siger forældrene ikke, at de ikke vil finde sig i, at fadervor forbydes i folkeskolen, men at det vil de have frihed til selv at træffe beslutning om på deres skole? Hvorfor kræver forældrene ikke, at konfirmandforberedelsen ligger i skoletiden? Det er jo ikke for præstens skyld, men for konfirmandernes skyld, den skal ligge der.
Rejs jer! Det er på tide, at kirken (hele kirken, dens medlemmer) finder ud af at skønne på den arv, den har fået. Vil I ikke selv være med til at forvalte arven, vil der ikke være nogen arv til de næste generationer. I skal ikke gøre det for vores (de ansattes skyld), men for jeres egen skyld. Vær verdens lys, vær jordens salt!
Morten Brøgger,
sognepræst,
Stillingevej 53,
Slagelse