citat:
For os er det ikke en sejr, hvis heteroseksuelle får begrænset deres rettigheder. Vi arbejder for, at folk får flest mulige rettigheder, og vi får ikke flere muligheder ved, at andre får færre. Vi frygter, at mennesker vil føle, at vi tager noget fra dem. Mange danskere er jo glade for at kunne blive viet i kirken. Det, vi ønsker, er, at staten giver kirken de samme muligheder i forhold til homoseksuelle og heteroseksuelle. Men dybest set er vi ligeglade med, hvor vielsen finder sted,



Hvis de homoseksuelle dybest set er ligeglade, hvor vielsen foregår, hvorfor så al den ballade om absolut at ville skulle vies i en kirke.

Den kommentar afslører at det hele er et "orkestreret" opmærksomhedsstunt sat i gang af bl.a. de homoseksuelle herunder Simon Emil fra Liberal Alliance. Der er ingen tvivl om, at han og hans kammerat Dennis Nørmark ønsker en adskillelse af kirke og stat, og man kan derfor kun gisne om, hvad hans reelle dagsorden med det hele har været.

Jeg har personligt ikke noget imod at homoseksuelle bliver viet i en kirke, men jeg har noget imod, at de "misbruger" kirken til at gøre opmærksom på sig selv i en sag, hvor der grundlæggende set ikke eksisterer juridisk diskrimination. Et registret-parnterskab har bortset fra ikke at have retten til at kunne kalde det for ægteskab nøjagtig de samme rettigheder som et ægteskab.

Jeg synes det er beskæmmende, at vi har haft al den ballade, hvis de homoseksuelle grundlæggende set er ligeglade!

Hvor er det dog svagt, hvis vielsen rykkes ud af kirken.

Vielse i kirken eller på rådhuset?

Vi skylder de homoseksuelle, som ønsker at få ret til at blive viet i folkekirken, stor tak for at de dermed har været med til at rejse en vigtig debat om ægteskabet. Vi har i Danmark levet i et snart 1000-årigt kristenhedssamfund. Her har stat og kirke kørt et tæt parløb, der til tider har haft karakter af en symbiose. Indtil for få årtier siden var alle kristne, og næsten alle kristne tilhørte til og med den samme retning inden for kristendommen. I mange hundrede år var præsten statens embedsmand, der ofte var den vigtigste repræsentanter for statsmagten i lokalsamfundet. I den situation var det helt naturligt og uproblematisk, at det præsten og dermed kirken, som tog sig af indstiftelse af ægteskaber. Spørgsmålet er imidlertid, om det er hensigtsmæssigt, at kirken fortsat forestår indstiftelse af ægteskaber – når kulturen har ændret sig radikalt, og vi ikke længere har noget homogent kristent samfund, og kirken ikke længere spiller den centrale rolle, som den gjorde tidligere?

Hvad ville der gå tabt ved at fratage kirken vielsesmyndigheden, så alle ægteskaber fremover skulle indgås på rådhuset?

Det ville være et brud på en meget gammel tradition, men vi opgiver i forvejen løbende traditioner, som er ude af trit med den virkelighed, vi lever i nu. Fx har vi for længst opgivet trolovelsestraditionen.

Det er ikke så romantisk for et par at sige ja til hinanden på rådhuset som i en kirke, men kirkens hovedopgave er vel ikke at levere romantik, og der vil fortsat være mulighed for at komme i kirken og bede om Guds velsignelse.

Kirken vil miste et af sine mest populære produkter, nemlig kirkebrylluppet, og vil derved måske mister medlemmer og opbakning i befolkningen. Nu er kirken kirken jo ikke en forretning, der sælger populære produkter, men har til formål at forkynde evangeliet om Jesus Kristus for dem, som vil høre det. Og ethvert par, der er blevet gift på rådhuset har alle muligheder for at høre evangeliet tilsagt dem ved en festlig gudstjeneste.

Hvad ville vi derimod vinde ved at flytte den formelle vielse over på rådhuset?

For Folkekirken vil det være med til at understrege vor lutherske lære, der fastslår, at ægteskabet ikke er et sakramente, men en borgerlig indretning.

I et samfund, som på en og samme tid bliver mere og mere sekulariseret og mere og mere kulturelt og religiøst mangfoldigt, vil det skabe langt større lighed. Som det er i dag, er der nogle religiøse grupper, som har vielsesret, andre har ikke, nu stilles alle lige. Med en voksende mangfoldighed med hensyn til samlivsmodeller kan man ikke længere gå ud fra, at der vil være overensstemmelse mellem, hvilke former for ægteskaber/parforhold, staten i frihedens navn vil anerkende og lovgive for, og de ægteskaber/parforhold, som forskellige kirker og religiøse grupper vil vie i deres kirke, moske, tempel e.l.

Endelig vil en adskillelse af den borgerlige indstiftelse af ægteskabet og den kirkelige velsignelse af det være med til at løse op for den hårdknude, som er blevet knyttet i folkekirken omkring spørgsmålet om homoseksuelles evt. vielse i kirken. Hvis derimod indstiftelsen af et registreret parforhold eller et ægteskab mellem to mænd eller to kvinder blev en realitet i folkekirken – med de dertil hørende ritualer, som der ikke vil være enighed om i folkekirken – ville der være en fare for, at der opstod splittelser eller i det mindste alvorlige stridigheder i folkekirken.

Når jeg derfor vejer fordele og ulemper ved at flytte ægteskabet fra kirken og ind på rådhuset op imod hinanden, er der for mig at se al mulig grund til, at vi nu hugger den gordiske knude og dermed sætter kirken fri fra ægteskabsindstiftelsen til at varetage dens hovedopgave, som er evangeliets forkyndelse. For heteroseksuelle, homoseksuelle, biseksuelle, transseksuelle, aseksuelle, monogame, polygame, ja, for os alle sammen.

Christiansfeld, fredag, den 16. april 2010
Mogens S. Mogensen

Under alle omstændigheder på høje tid, at der bliver indført obligatorisk borgerlig stiftelse af alle forhold. Så mangler vi bare, overhovedet at blive fri for især de mange stort selviscenesatte begivenheder i kirken, altså de såkaldte "velsignelser".

Der er noget grundlæggende anti-evangelisk i den homoseksuelles kampagne for at få lov til at blive viet i kirken.

Her tænker jeg ikke på, hvad der konkret står i Bibilen, men mere på, at deres krav er et udtryk for, at de vil pine død have accept af deres forhold fra personer (højrefløjen i kirken og konservative borgerlige kristne), der ikke accepterer deres forhold som ligeværdigt i sammenligning med et forhold mellem mand og kvinde.

Jeg forstår udemærket godt denne higen efter accepten, men den svarer nærmest til, at man vil gøre krav på at blive "elsket" eller anerkendt af andre mennesker.

Dette krav kan man selvfølgelig godt fremsætte men det lader sig ikke gøre at indfrie for man kan ikke kontrollere andre menneskers opfattelser/holdninger/følelser!

De homoseksuelle vil gerne kunne indgå ægteskab i kirken. Det er der så nogle dogmatiske problemer med.

Løsningen er så at stille heteroseksuelle og homoseksuelle lige ved også at nægte de heteroseksuelle en kirkelig vielse.

Skal de homoseksuelle ikke have muligheden, ja så skal de heteroseksuelle så sandelig heller ikke have den.

Jeg kommer til at tænke på en replik fra Søren Brun i Radiserne:
Intet problem er så stort, at jeg ikke kan løbe fra det.

Hvor klamt.....


Carsten Snedsted.
pens. socialrådgiver, Odense.

Og det næste er vel så, at også barnedåb, konfirmation, bisættelser og begravelser skal helt ud af folkekirken, og hvorfor ikke - nu vi er kommet i gang - helt fjerne gudstjenesterne om søndagen, ja hvorfor så ikke fjerne gudstjenesterne som sådan fra folkekirken. Lad kirken ophøre med at gøre alt, hvad der måtte betyde bare en lille smule problemer. Hvad bliver der så tilbage af arbejde for præsterne? Næppe særligt meget. Måske har bisperne et forslag: kirkekustode? Men hvad skal vi så med præsterne? Ja, de er vel så blevet ganske overflødige, at vi ikke behøver at ansætte dem. Men måske har bisperne et forslag om anden anvendelse af præster, som ikke må lave præstearbejde?


Nej: biskopperne må tage sig sammen. Det er sølle at se den defaitisme, som behersker bispekollegiet. Der er brug for kampgejst og iver efter at forkynde og ikke denne undskyld-vi-er-her-vi-skal-nok-snart-forsvinde-attitude.

Biskopperne kan følge kirkeministerens udmærket grundtvigske frihedslinje, som sikrer ægteskabsindgåelse i folkekirken samtidig med, at der åbnes op for homofile vielser, foretaget af de præster, som gerne vil det; og det er vel primært københavnske præster, og der er vel tale om et lille antal af den slags vielser. Ægteskabsindgåelsen hører hjemme i kirken for kirkens medlemmer, som ønsker det.

Og så må Haderslevbiskoppen - sammen med Fyns biskop - holde op med sit germanofile lefleri for alt hvad der kommer fra Tyskland. Manden er vel klar over, at den evangeliske kirke i Tyskland reduceres dramatisk uge for uge i medlemstal, og at den reelt er forsvundet fra den østlige del af landet. Hvorfor skulle vi så bruge den tyske kirke som forbillede: der er vel ingen i bispekollegiet, som ønsker at imitere en døende kirke? Lad os hellere tage ved lære af de kirker, som er successer.

Kort og godt. De trætte bisper trænger til klar tale. Den vil jeg gerne give dem, også selvom det måtte være ødelæggende for fremtidige jobmuligheder inden for folkekirken:

Bisper - tag jer sammen!

http://katolsk.eftertanke.dk/2010/04/17/%C3%A6gteskabets-sakramente/

Far og Mor bør altid være enige om alting.

Efter min opfattelse er ægteskabet en social kontrakt. Der findes ikke overbevisende bibelsk dokumentation for ægteskabet som sakramente. Derfor bør ægteskabet indgås for de borgerlige myndigheder. Efterfølgende kan de gifte møde op i kirken, alt efter religiøs overbevisning, for overfor Gud at bekræfte deres ægteskab. Af hensyn til kirkens værdighed bør troen være udgangspunkt for den kirkelige velsignelse...ellers er det pjat. Biskop Peter Skov-Jakobsens bemærkning om det "ufolkelige" er religiøst set uinteressant Hvornår, hr. biskop, blev kristendommen "folkelig"? Det er vist en misforståelse.

Det er forfriskende at høre, at kirken selv arbejder for at få adskilt det juridiske ægteskab fra det kirkelige ritual. De to ting har aldrig hængt fornuftigt sammen og vil aldrig komme til det. Ægteskab bør være neutralt mht. religion og kultur. Enten skal samtlige trossamfund med tiden have vielsesbemyndigelse, eller også skal ægteskabet ud af kirken, og sidstnævnte er klart nemmest, hurtigst og billigst.

Men det, der især er mærkeligt i DK er, at statskirken rent faktisk ønsker at være statsstøttet og dermed afhængig af og underlagt beslutninger i folketinget. Den er vel stor nok til at gå selv nu - eller hvad? Og har den egentlig lyst?

Jeg synes denne sag siger utrolig meget om kirkens selvforståelse. Det er et pragteksemplar på, at sekularisering er en naturlig vej i et oplyst og pluralistisk samfund, hvor religion ganske vist skal have plads, religion skal bare ikke være en stemme i politik. For så er det ikke længere politik men fundamentalistisk ideologi ala DF.

Godt gået biskopper, det virker som om I tror på sekularisering såvel som jeres egen tro - må den briste eller bære.