Hukommelse er sandhed, erindring er løgn

For den norsk-danske forfatter Lars Saabye Christensen er der stor forskel på hukommelse og erindring. Han er aktuel med "Mit danske album", hvor han i en blanding af familiebilleder og et poetisk sprog ser tilbage på sin danske slægtshistorie

-- Man skal gøre sig det klart, at i samme øjeblik man begynder at skrive, begynder man også at lyve, siger forfatteren Lars Saabye Christensen. --
-- Man skal gøre sig det klart, at i samme øjeblik man begynder at skrive, begynder man også at lyve, siger forfatteren Lars Saabye Christensen. --. Foto: Kristian Djurhuus.

En erindringsbog er som regel en nogenlunde sammenhængende fortælling med en kronologi, der fører læseren fra fødslen og frem til det punkt i livet, hvor forfatteren sætter sig ned sig for at se tilbage og reflektere over livet. Den 56-årige norsk-danske forfatter Lars Saabye Christensen er aktuel med en erindringsbog, men den ligner ikke alle de andres.

Her er ingen kronologi, ingen sammenhæng og ingen konkrete, faktuelle og historiske begivenheder. Til gengæld er "Mit danske album" fyldt med barndomsbilleder fra familiens fotoalbum ledsaget af kortere poetiske tekster, en slags digtning over udvalgte minder fra Lars Saabye Christensens mange ferier hos sin farmor i København.

– Jeg synes, jeg er lidt for ung til at skrive mine erindringer på klassisk vis. Ting, jeg konkluderer senere, vil sikkert få en anden form, men jeg er ikke så begejstret for den side af den selvbiografiske genre, hvor hver en sten skal vendes og hver en dyne løftes, siger han fra det lille C&K Forlags mødelokale i det indre København.

Lars Saabye Christensen er i landet i forbindelse med udgivelsen af "Mit danske album", der er en slags hyldest til Danmark, København og hans danske slægtshistorie.

En lidt usædvanlig bog fra den prisbelønnede forfatters hånd, der er mest kendt for romaner som "Beatles" og "Halvbroderen". For "Halvbroderen" modtog han i 2002 Nordisk Råds Litteraturpris og har desuden modtaget stort set alt, hvad man kan modtage af litterære priser i Norge. Hans bøger er udkommet over store dele af verden, og også herhjemme har han et stort publikum. Hverdagstemaer, der balancerer mellem det realistiske og det usandsynlige og som undersøger forholdet mellem liv og løgn, vækker genklang hos danske læsere, og måske kan vi også godt lide, at han har lidt dansk blod i årerne. Hans far var dansk, og han er faktisk også dansk statsborger, selvom han altid har boet i Norge.

– Jeg har et både romantisk og sentimentalt og fuldstændig usagligt forhold til Danmark. I min opvækst stod Danmark for noget ... eventyrligt er nok det bedste ord. Det var en del af mig, men samtidig noget helt andet.

– Min far var desuden en passioneret bogsamler, og han fyldte mig med dansk litteratur op gennem barndommen. Da jeg selv begyndte at skrive som 16-17-årig, læste jeg hellere den danske samtidslitteratur end den norske, så min litterære dannelse har i langt større grad et dansk pensum.

– Danmark var for mig Skandinaviens pusterum, hvor jeg kunne hive mig op af den norske elv og trække vejret frit. Som du kan høre, er mit forhold til landet og til København forbundet med en vis romantik, men sådan har jeg altid haft det.

Lars Saabye Christensen mestrer mange litterære genrer og har skrevet både romaner, noveller, digtsamlinger og skuespil. Denne gang er der altså tale om nogle poetiske tekster, der kredser om almenmenneskelige erfaringer, følelser og stemninger, snarere end de beskriver de konkrete minder og begivenheder, som erfaringerne, følelserne og stemningerne stammer fra.

– Jeg har altid været betaget af fotografi, og fotografi har meget tilfælles med poesi. Det er et nedslag, et punkt i tiden, som fotografen eller forfatteren fylder ud, så det var næsten logisk, at jeg skulle skrive poesi i denne sammenhæng, siger Lars Saabye Christensen.

Allerede kort inde i forfatterens danske mindealbum får vi at vide, at hukommelse er et hus, og erindring er en by.

"Glem det ikke, jeg gentager, glem det ikke / at erindringen er en by / hukommelsen et hus". For "byen er flygtig", skriver han, "forbigående og utro / den skifter ham så snart du vender dig", mens huset har en bestemt adresse, et sted og et hjem.

– Man kan vel sige, at hukommelse er sandhed, og erindring er løgn. Erindringen er et flydende, poetisk materiale, et digterisk materiale, mens hukommelsen er tidspunkter, årstal, gadenavne og den slags. Jeg har i hvert fald lavet mig den skillelinje.

Og den er vigtig for Lars Saabye Christensen. For i virkeligheden er de fleste af vores minder en slags erindringer. Var himlen virkelig så blå? Kendte man reelt til en bestemt følelse, da man var seks år gammel? Måske ikke, men med årene lægger erfaringen flere lag til hukommelsen, og efterhånden bliver begivenheder og oplevelser, man før kunne huske konkret, til minder og refleksioner og dermed til erindringer.

Hvorfor er det vigtigt at skelne mellem hukommelse og erindring?

– Jeg er optaget af grænsen mellem det personlige og det private. Det private tilhører ikke offentligheden eller læseren, det er ikke interessant for nogen. Og jeg tror, at en form som denne her kan løfte begivenhederne og minderne op til et alment niveau, hvor jeg behandler mine erfaringer og derigennem gør dem til læsernes erfaringer.

Hukommelse og erindring er som to forskellige rum for Lars Saabye Christensen. Hukommelsens rum er allerede møbleret og dekoreret, mens man i erindringens rum selv kan møblere og dekorere.

– Erindringen er forskydning, forstørrelse og også til en vis grad poetisk manipulering. Man kan kalde det mange ting, men det er i hvert fald en digterisk kraft og en frihed, man som forfatter kan benytte sig af. Jeg befinder mig bedst i erindringens rum, men jeg har nu også en meget god hukommelse, ha ha.

– Man skal gøre sig det klart, at i samme øjeblik, man begynder at skrive, begynder man også at lyve. Alt ses jo igennem en bevidsthed, men alligevel kan vi dele nogle erfaringer, selvom de erfaringer, vi gør os, stammer fra begivenheder, der tager sig forskelligt ud.

Han trækker et eksempel frem fra bogen. Faderens dødsleje. I stedet for at beskrive, hvor det foregår, og hvem der er til stede, fokuserer Lars Saabye Christensen på faderens hænder, som ikke længere synes at kende hinanden. De er blevet fremmede, fæstet til hver sin tanke, hver sin krop og hver sit menneske. Og faderen er vemodig og smuk som en skulptur. "Det er døden der varsomt hugger ham til".

– Jeg tror på, at vi bedre kan dele vores erfaringer fra et dødsleje, når scenen beskrives poetisk og ikke faktuelt. Jeg har læst lige præcis den tekst op i forskellige sammenhænge, og mange hæfter sig ved den måde, jeg beskriver min fars hænder på. Det er noget, de kan genkende, fra de selv har siddet og våget over et døende menneske. Den erfaring har jeg sat ord på, og det er vel det, der er min primære opgave som forfatter. Jeg beskriver nogle kollektive følelser og erfaringer.

Men en oplevelse behøver ikke at have så meget alvor i sig som et dødsleje, for at det kan blive til en vigtig menneskelig erfaring. Det er det gode ved, at erindringen på et tidspunkt tager over efter hukommelsen.

– Når jeg tænker tilbage på min barndom og på København, så husker jeg bedst de søndag morgener, hvor vi gik til bageren efter frisk morgenbrød. I Norge havde bageren ikke åbent om søndagen dengang. Det er nok en lille bitte detalje, men at løbe hjem fra bageren til farmor en søndag morgen var en del af eventyret ved Danmark. Det er blevet til en erindring.

duus@kristeligt-dagblad.dk