Fare for cypriotisk tilbageslag

Selvom landet har været delt siden 1974, da Tyrkiet invaderede den nordlige del af øen efter et kortvarigt græsk-cypriotisk kupforsøg, orkestreret af den daværende militærjunta i Grækenland, opfattes Cypern i det internationale diplomati fortsat som ét land.

På grund af, at der endnu ikke er kommet en genforening, er det kun græsk-cyprioterne, der er blevet unionsborgere i forbindelse med Cyperns medlemskab af EU. Den nordlige del af Cypern opfattes som en besat zone, hvor EU's regelsæt er sat midlertidigt ud af kraft, indtil øen er blevet genforenet.

Samtidig er en genforening af Cypern en forudsætning for, at Tyrkiet kan blive medlem af EU, ligesom Tyrkiet skal anerkende Cypern og åbne sine havne og lufthavne for græsk-cypriotiske skibe og fly. Dette er endnu ikke sket, hvilket delvis kan tilskrives, at emnet – på trods af en relativt velvilligt indstillet tyrkisk regering under premierminister Recep Tayyip Erdogan – stadig er kontroversielt på grund af den nationalistiske retorik i landet gennem flere årtier. Hvis tyrkisk-cyprioterne og græsk-cyprioterne selv fandt fandt frem til en forhandlingsløsning, ville det være nemmere for Erdogans regering at tage disse skridt, og derfor er der ingen tvivl om, at den tyrkiske regering i Ankara ser med bekymring på udsigten til en Eroglu-sejr.

Omvendt sidder Tyrkiet selv med nøglen til hele komplekset, fordi de sagtens ville kunne presse Eroglu til at gå på kompromis, hvis de ellers pressede hårdt nok. Det sker bare ikke lige nu. For selvom Erdogan ganske givet ønsker Cypern-forhindringen ryddet væk fra Tyrkiets vej mod EU, så har han andre og vigtigere ting på sin dagsorden hjemme i Tyrkiet såsom forfatningsændringer og opgør med militærets status. Først når han vurderer, at tiden er moden og et Cypern-tilbagetog kan gennemføres uden et alt for stort ramaskrig, vil han rykke. Derfor skal vi muligvis om på den anden side af det næste parlamentsvalg i Tyrkiet, før der for alvor sker noget.

Kombinationen af en Eroglu-sejr hos tyrkisk-cyprioterne og en tilbageholdenhed hos den tyrkiske regering på grund af andre prioriteringer kan altså føre til en stilstand i genforeningsforhandlingerne i Cypern. Dette vil igen bære ved til den uheldige tendens til, at den tyrkisk-cypriotiske befolkning begynder at tro mindre og mindre på, at de i sidste ende kan komme ud af deres position som borgere i en embargoramt og isoleret pseudostat i nord, som ingen andre lande en Tyrkiet anerkender.

Men hvis den tyrkisk-cypriotiske befolkning gerne vil være med i EU, hvorfor stemmer flertallet så på Eroglu med den konsekvens, at en genforening kommer længere væk? Svaret skyldes to ting. Dels er der tale om en generel proteststemme mod Talat på grund af ting, der ikke fungerer i det tyrkisk-cypriotiske samfund. Og dels – og det er mere ironisk – skyldes det skuffelse over selvsamme EU, fordi tyrkisk-cyprioterne ikke har modtaget den lovede økonomiske støtte, der skulle hjælpe dem med at komme op på græsk-cypriotisk levestandard og dermed gøre en genforening lettere.

Så på trods af den hidtidige optimisme ved forhandlingsbordet står man nu i en situation, hvor alle venter på alle, og ingen foretager sig noget, mens de venter på, at en hardliner sætter sig til forhandlingsbordet og – måske – trækker stikket i forhandlingerne.

brun@kristeligt-dagblad.dk