Desperate husmødre gør os klogere

DER ER TV-SERIER, som jeg kun ser, fordi jeg har døtre. Hvis ikke jeg havde dem, ville jeg ikke ane deres eksistens. Sådan en serie er "Desperate housewives" på TV2 onsdag aften. Og kære mænd, I ser den ikke. Nej, for det er umiddelbart et kvinde- univers som kræver to x-kromosomer at forstå.

Samtidig vil jeg opfordre jer til at se den. For det er kvinder, når de er mest ærlige. Det er alle vores skyggesider, spillet ud i det bedst tænkelige miljø i en amerikansk forstad med enshed som højeste mål i forhaver og husfacader og væremåde. En enshed, mange tror kun eksisterer i visse overklassemiljøer, men som er selve essensen af det at føle, man hører til en gruppe, politisk eller socialt eller interessemæssigt. Folk fra Københavns sydkyst er lige så ens som dem fra Københavns nordkyst.

"Desperate housewives?" styrke ligger i udleveretheden. I skyggesiderne, som kastes op og ud i stuerne, så alle fryder sig og forarges højlydt af én eneste grund, nemlig at vi kender alle siderne fra os selv. Der kradses og rives og bides verbalt i, og det er vidunderligt ærligt i hver en sætning, så led, smålig og beregnende den end er.

Og samtidig med at serien er kvindeligt intrigant, er der kød på soapen. For der, hvor du tror, du er allermest sikker i din bedømmelse af verden og mennesker i den, rykkes tæppet væk under dig. Susan er så sikker på, at genboens søn har overfaldet hendes datter, at hun er klar til at slå ham ihjel i en så retfærdig og moder-afmægtig selvtægt, at hun helt udelukker det faktum, at der ikke rigtigt er beviser mod ham.