Kasakhstans Stonehenge åbner sig for verden

Men nu – takket være metropolen Almatys voksende dimensioner og rigdom – er det tid for en ny videnskabelig undersøgelse, der bygger på moderne metoder, så der kan skaffes de nødvendige data til at vedligeholde og restaurere dette anlæg, samt at skabe fundamentet for at vise det frem og dermed leve op til den tiltagende nationale interesse for Kasakhstans kulturarv.

Komplekset spreder sig over en stenørken og dækker et areal på to kvadratkilometer. Førende lokale arkæologer og museumseksperter kalder området for det kasakhiske Stonehenge. Stedet kan til en vis grad jævnføres med danske jættestuer og Hedeby-stenene syd for den tyske by Slesvig.

Meningen med Besshatyr-projektet er oprettelsen af et arkæologisk kompleks om skyternes rituelle kultur. Det store gravhøjskompleks består af strukturer oven over jorden og under jorden. Strukturen over jorden består af en grav lavet af tømmer, som ligger under højen, ringe af gærder, bautasten og stenbrokker omkring gravhøjen. Undergrunden består af katakomber under gravstedet og et forgrenet system af gange.

Besshatyr, der betyder fem telte, er en stor og højtidelig begravelsesplads for de nomadiske rytterfolks elite, der blev bygget omkring 400 år før Kristus. Det er et vidnesbyrd om nomadestammernes hellige kultur. Samtidig har dette mytiske sted kunnet klare ikke at røbe den unikke saka-kulturs gåder og hemmeligheder i omkring 24 århundreder.

Sakaerne, som var skytere, beboede mellem det 8. og det 3. århundrede før Kristus størstedelen af det nuværende Kasakhstan, Centralasien, det østlige Turkestan og det nordlige Afghanistan. Stederne, hvor de har haft deres bopladser, er kendetegnet ved store begravelsespladser med gravhøje til høvdingerne.

I 1957 blev der indledt en undersøgelse af gravhøjene under ledelse af sovjetkasakheren Kimal Akisjev. Indtil 1961 blev 18 ud af de 31 gravhøje udgravet. Det største anlæg på grunden (den store Besshatyr-høj) er 104 meter i diameter og 17 meter høj. Denne gravhøj kendetegnes ved to ringe af cirkelrunde diger, som er lavet af bautasten og kampesten.

For tiden står de tilbageværende diger som spiraler rundt om højen 36-70 meter fra kampestensmuren. Skyterne og sakaerne værnede deres høvdinges hellige grave mod vanhelligelse og plyndringer. Hver af de store gravhøje er et arkitektonisk vidunder, med én struktur i det underjordiske og en anden i det fri. Strukturen over jordens overflade, selve højen, består af flere lag af grus og stenbrokker.

Højen bidrog til opretholdelse af et tørt mikroklima i dens indre. Det gjorde det muligt at bevare strukturerne af det træ, som graven var lavet af. Således kunne arkæologerne finkæmme højene, tegne, fotografere og endda også lave en modeludgave af helgenskrinet af træ, der blev fundet i den største gravhøj.

En af de største gåder i Besshatyr forbliver de underjordiske tunneler. Forskerne har fundet dem i de fire største gravhøje. Skyterne havde for vane at grave korridorer i tidligere byggede gravhøje for at kunne lægge nye afdøde ned i graven. Flere forskere og arkæologer fra Kasakhstan, Rusland og Grækenland har tidligere omtalt, hvad skyternes katakomber formentlig blev brugt til. De beskrev en symbolsk bryllupsceremoni, hvor en ung mand kun kunne indgå ægteskab med en kvinde, efter at han havde besejret hende ved en tvekamp. Kampene fandt sted i en slags krypt. Heraf bekræftes oldtidens skytiske myte om, at døden faktisk er oprindelsen til et nyt liv.

Kimal Akisjev formodede, at bautastenene rundt omkring den største kurgan påviste en planlægning af en nomadisk lejrplads (aul). Faktisk er alle lejrpladserne fra den gamle nomadiske kultur sat op som en cirkel, som holder kvæg, kærrer og redskaber i god forvaring om natten, med høvdingens jurte (filttelt) i centrum. Området inden for cirkelen betragtes som udviklet, mens området udenfor var lig med en ukendt verden fyldt med potentielle fjender. Nomadernes historie er rig på krige, og derfor var der ingen forskel på en fredelig lejr og en militærlejr.

Desværre er de fleste kurganer allerede blevet plyndret i oldtiden. Hvor stort tabet end var her, så overleverede gravhøjene ikke kun data om tidspunktet for opførelsen, men også oplysninger om de kolossale gravsteders strukturer, som hidtil havde været uset. Man kunne så på en sagkyndig måde bedømme de forskellige aspekter af saka-kulturen, ingeniørernes kundskaber samt deres måde at arbejde med tømmer på.

Ved udgravningerne rundt omkring den største kurgan har man opdaget spor af aske med trækul. Kimal Akisjev antydede, at der dengang må have været antændt hundreder af bål omkring kurganen. Ilden rensede dem, der kom i nærheden af gravhøjen. De rensende bål blev omgivet af en mur af bautasten og kampesten.

Den uhyre størrelse, den strukturelle beskaffenhed og den usædvanlige udformning betyder, at Besshatyr-kurganerne rangerer som et enestående monument for Eurasiens nomadiske elite. Resultaterne af udgravningerne gør det muligt at genskabe en af Besshatyrs største gravhøje. Omdannelsen af dette unikke monument til et videnskabeligt museum forventes at tiltrække turister fra hele verden.

Museets gæster vil få mulighed for at kigge på kurganens indre. En rekonstrueret grav af tømmer i naturlig størrelse skal stilles i en betonsarkofag. Det hele skal så betragtes igennem et udstillingsvindue fra en forhøjning bygget på det højeste niveau. Der skal også være mulighed for at gå ned ad trappen og beskue graven fra alle sider og imenneskehøjde ligesom vandring i katakomberne, som vil blive oplyst af glaslamper.

Området skal også forsynes med et stisystem, der kan bruges til udflugter til fods og på hesteryg. Besshatyr-komplekset omfatter også grafisk kreativitet på kampesten, symboler og figurer udhugget i bjerget, de såkaldte helleristninger, som vi også kan finde i Skandinavien

Målet med Besshatyr-museet er at beskytte og identificere så meget som muligt af dette monuments historiske og kulturelle betydning. I Kasakhstan er det et led i landets søgen efter at etablere en national identitet næsten 20 år efter løsrivelsen fra det sovjetiske imperium. Målet er, at museet under åben himmel kan åbne for publikum i løbet af 2012.

historie@kristeligt-dagblad.dk