Det, man gør, skylder man at gøre godt

For kort tid siden udtalte kommunaldirektør Ingemann Olsen, at der var en god portion slendrian i den offentlige sektor. Det bragte ham i unåde, og han blev fyret fra sin stilling som chef for Kolding Kommune.

Kønt ser det ikke ud. Men åbenbart har byrådet følt sig under pres fra de offentligt ansattes faglige organisationer. De peger på, at det er at føje spot til skade at hænge deres medlemmer ud i en situation, hvor de er udsat for nedskæringer, afskedigelser og øget arbejdspres.

Fyringen siger noget om realiteterne i den kommunalpolitiske verden. Men tilbage står spørgsmålet, om der overhovedet ikke er noget om snakken? Er alle offentligt ansatte i Kolding Kommune uskyldige ofre for en infam hetz – er der virkelig slet ingen rådne æbler i kurven, eller småplettede? Mon ikke der blandt de ansatte er nogle, der i deres stille sind giver Ingemann Olsen ret?

Problemet er, at den rygmarvsagtige afvisning af problemet effektivt fortrænger det faktum, at ethvert arbejde rummer en etisk dimension, der kalder på den enkeltes ansvar. Det gælder ikke bare offentligt ansatte, men alle borgere i samfundet.

Naturligvis kan man arbejde for sig selv. Graver man sin have, er det arbejde i fysisk forstand. Man får sved på panden og kan hyppe sine egne kartofler og andet godt. Men det er ikke arbejde i samfundsmæssig forstand. Det bliver det først, når andre får gavn af det.

DET MODERNE SAMFUND beror på et sindrigt kompleks af arbejdsdelte funktioner, hvor den enkeltes specialiserede arbejdsindsats tager sigte på de andre. Hvad enten man er socialrådgiver, frisør, mekaniker, læge, kok, lærer eller præst – så er sagen den, at frugterne af ens arbejde gerne skulle være til gavn for andre.