Aske har en særlig plads mellem himmel og jord

Som eksempel på askens helt centrale symbolværdi nævner hun, at hinduernes hellige plet i panden består af et rødt pulver, som står for det kvindelige, et gult pulver for det mandlige og aske fra et offer, som repræsenterer guderne.

Marianne Qvortrup Fibiger tilføjer, at aske fra kremering befinder sig i grænselandet mellem at være det konkrete menneske og at være et upersonligt stof. Imellem at være og ikke være.

Men hun påpeger, at i østerlandsk tradition har aske en mere positiv symbolik end i kristendommen, hvor man viser ydmyghed ved at klæde sig i sæk og aske, og hvor aske typisk symboliserer livets forgængelighed. "Ashes to ashes, dust to dust" (aske til aske, støv til støv), siger britiske præster ved jordpåkastelsen. Og i den katolske kirke markerer askeonsdag begyndelsen på fastetiden, hvor præsten strør aske i hovedet på kirkegængerne.

Men at asken ikke kun er død, men også liv, findes også i andre traditioner end den indiske. For eksempel i den persiske legende om Fugl Føniks, der brænder op, men genopstår af sin egen aske. Og i naturfolks religioner er vulkaner og deres aske ofte symbol på såvel undergang som det modsatte, eftersom jorden efter et vulkanudbrud bliver ekstra frugtbar.

– Man overser ofte, at vulkansk aske er yderst livgivende og givtig for planter, påpeger Henning Andersen, vulkanekspert og forfatter til en række bøger om vulkaner.

Han præciserer, at i subtropiske og tropiske egne fører kombinationen af varmt klima og regn til, at det efter vulkanudbrud er muligt at høste afgrøder tre gange om året i stedet for to:

– Men desværre ligger Island for langt mod nord til, at det aktuelle udbrud har den effekt.

mikkelsen@kristeligt-dagblad.dk