”Mit barndomskvarter var en krigszone”

Mange mennesker fortrænger barndommens skyggesider. Og jeg har skrevet "Sumobrødre" for at blotlægge de skamfulde dele af min egen barndom, siger Morten Ramsland, der på fredag udsender sin nye roman fem år efter succesromanen "Hundehoved"

Morten Ramsland forfatter fotograferet på forlaget Rosinante
Morten Ramsland forfatter fotograferet på forlaget Rosinante.

"Skolen var det sted, hvor man lovede hinanden tæv. Efter skoletid blev truslerne ført ud i livet". Sådan skriver Morten Ramsland i sin selvbiografiske roman "Sumobrødre", der udkommer på fredag. Det er en af årets mest ventede romaner. For det er efterhånden fem år siden, Morten Ramsland udgav succesromanen "Hundehoved", der er blevet solgt i 250.000 eksemplarer, oversat til 20 sprog og blandt andet tildelt De Gyldne laurbær, Læsernes Bogpris, P2 Romanprisen og en række internationale priser. Og en norsk spillefilm er måske på vej.

Morten Ramsland var allerede i gang med at skrive sin nye roman, "Sumobrødre", inden han udsendte "Hundehoved", men succesen lammede ham et par år, hvor han ikke kunne bruge tid på andet end at tage rundt for at fortælle om bogen.

– Succesen blev en slags lang rejse, som jeg først måtte igennem, før jeg kunne komme videre som forfatter. Jeg duer ikke til at sidde og skrive en halv dag på et hotelværelse. Jeg skal have ro til at fordybe mig i stoffet. For jeg arbejder langsomt. Jeg brugte også fire år på at gennemskrive "Hundehoved", selvom første udkast blev til på ni måneder, fortæller Morten Ramsland.

Kristeligt Dagblad møder succesforfatteren på forlaget Rosinante, der udgiver "Sumobrødre". Og allerede på døren ind til forlagsredaktørens kontor hænger en stor gul plakat for den nye roman, hvor en stor skrubtudse pryder forsiden. Layoutet minder en hel del om den enkle bestsellerforside af "Hundehoved", der som bekendt består af en rent blå baggrund med et billede af en kvinde med et schæferhundehoved. Men selvom "Hundehoved" også rummer historier om børn, der mishandler hinanden, er volden meget mere udtalt i "Sumobrødre":

– Jeg blotter mig selv mere i min nye roman, end jeg gjorde i "Hundehoved". For mens "Hundehoved" var inspireret af min families fortælling, er "Sumobrødre" inspireret af min egen barndom i Næsby i udkanten af Odense. Mit barndomskvarter var på mange måder en krigszone. For man kunne i princippet blive overfaldet hvor som helst. Jeg var ikke specielt udsat selv, for jeg gav nok lige så mange tæsk, som jeg fik. Men meget af min barndom levede jeg i en stresstilstand, fordi jeg altid var på vagt. Da jeg var yngre, kom det til udtryk ved, at jeg var parat til at give andre tæsk, og da jeg valgte volden fra, kom det til udtryk ved, at jeg blev indadvendt. Måske skabte det også kimen til, at jeg er endt som forfatter. For da jeg gav slip på den spontanitet og udadvendthed, der fulgte med at give andre børn flade lussinger, tvang det mig ind i min egen forestillingsverden. Og jeg har længe vidst, at jeg engang skulle skrive om min barndom.

Hvad håber du, at folk kan bruge den fortælling til?

– Måske kan den spejle deres egne erfaringer eller give indsigt i, hvordan andre har haft det. For jeg tror, at mange mennesker fortrænger barndommens skyggesider. I stedet skaber man myter om, hvor pæne børn skal være. Men det skaber bare mere afstand mellem børn og voksne. Og jeg har nok dybest set skrevet "Sumobrødre" for at blotlægge de skamfulde og pinlige dele af min egen barndom.

Morten Ramsland roder lidt rundt i en af sine lange bakkenbarter, inden han fortsætter:

– Jeg kan også mærke, at der er mere på spil for mig denne gang. For jeg kunne ligesom gemme mig bag de fortællermæssige filtre i "Hundehoved", hvor fortælleren på en måde er mere blæret, fordi der hele tiden skiftes mellem generationer og steder. Faktisk prøvede jeg også at skrive en ny slægtsroman lige efter "Hundehoved". Jeg skrev næsten 150 sider, men den begyndte at kede mig selv, fordi jeg brugte de samme fortællertekniske greb igen. Jeg endte med at sidde tilbage med fornemmelsen af at skrive på en dårlig kopi af "Hundehoved", så jeg skrællede det hele af. Og nu bliver handlingen set gennem en 11-årigs øjne, som jeg husker det fra min egen barndom. For det er det samme rækkehuskvarter, som jeg voksede op i, jeg havde i tankerne, da jeg skrev romanen. Jeg kalder det bare noget andet i romanen for at markere, at det er en roman. For ligesom jeg ikke ville lade det biografiske stå i vejen for den gode historie i "Hundehoved", har jeg heller ikke gjort det denne gang.

Hvordan husker du din egen barndom?

– Jeg synes egentlig, at jeg rammer den meget godt i romanen. For jeg husker meget tilbage på min barndom, som om jeg var lukket omkring mine egne hemmeligheder. Der var ting, jeg ikke delte med mine forældre. Hvis jeg havde fået tæsk af nogle store drenge, kom jeg ikke hjem og sagde det til mine forældre. Jeg kan faktisk ikke huske, at jeg nogensinde har delt sådanne ting med mine forældre. Jeg er ikke helt klar over, hvorfor jeg ikke gjorde det. Men det var nok for at beskytte dem. Børn undlader jo tit at fortælle om deres følelser for at beskytte deres forældre. Eller fordi de har erfaringer for, at der ikke kommer nogen god situation ud af at fortælle om det. For hvis man kommer hjem og fortæller, at man har fået tæsk, kan det betyde, at far og mor bliver kede af det. Og så er der jo bare flere, der er kede af det. Og min egen kontakt til voksne var meget præget af, at der var mange ting, som jeg ikke fortalte dem.

Du har selv tre børn i dag. Hvad vil du gerne give videre til dem?

– Mit nærvær. Man kan jo sagtens være der fysisk uden at være til stede, men børn har brug for, at man kan rumme dem med alle deres forskellige følelser, så man ikke selv bliver vred og umulig, når de gør det. Men forudsætningen for at gøre det er også at kunne afgrænse sig i forhold til dem. Det er i hvert fald en af de ting, jeg har lært som far.

Hvordan har du lært det?

– Vi havde virkelig en hård periode, efter vi fik vores tredje barn. For han var ikke en nem baby. Nogle måneder efter fødslen fik de to ældste en efterreaktion. For pludselig begyndte de også at blive konfliktsøgende og krævende hele tiden. Det gjorde mig selv irritabel, og jeg følte mig flået i fra alle ender. Mine børn var ved at gå op i limningen, og det var jeg også, så jeg reagerede næsten på samme måde som dem ved at blive sur og frustreret. Jeg forsøgte at give de store børn opmærksomhed, men det hjalp ikke. Og det blev faktisk først bedre, da jeg indså, at jeg selv måtte få det godt, før de også kunne få det godt. Så jeg tog tid til mig selv, selvom jeg hele tiden havde dårlig samvittighed over ikke at give nok opmærksomhed. Og det hjalp. Da jeg selv havde fået energien tilbage, fik mine børn også mere overskud. For hvis jeg går og siger, at de skal opføre sig ordentligt, men selv hidser mig op, så lærer de det jo ikke. Det er jo almen pædagogik: Eksemplet betyder meget mere end ord. For det er svært at lære sine børn noget, man ikke selv kan. Derfor bliver man også nødt til at blive ved med at udvikle sig som forælder. For selvom man gerne vil give sine børn selvtillid og udadvendthed, hjælper det ikke, hvis man ikke selv kan omgås andre mennesker. Men man kan da trøste sig med, at børn også skal gøre deres egne erfaringer. Da jeg var barn, var der ikke voksenovervågning. I dag bliver børn nærmest overvåget af voksne hele dagen, men måske skulle man lade dem lege lidt i gråzonen.

ohrstrom@kristeligt-dagblad.dk

"Sumobrødre" udkommer på fredag, hvor den anmeldes i Kristeligt Dagblad.