Det danske retsvæsen bør fremover tage hensyn til elementer fra sharia. Det mener de tre danske professorer i jura og islam, Jørgen S. Nielsen, Hanne Petersen og Lisbet Christoffersen, som er medforfattere til en ny engelsksproget bog om sharia.

Professorerne er godt klar over, at forslaget er dybt kontroversielt og vil blive mødt med hård politisk modstand herhjemme, men diskussionen er for professorerne helt nødvendig, fordi der såvel i Danmark som i andre europæiske lande er grupper af borgere, som lever på kant med det verdslige retssystem.

Som eksempel nævnes det, at mange muslimske par alene er islamisk gift og derfor ikke er registreret hos de danske myndigheder. Hvis kvinden i et sådant ægteskab vil skilles, er der ingen hjælp at hente hos de danske myndigheder. Hun står helt alene.

Men hun ligger jo, som hun har redt, vil mange mene. For hvis hun inden ønsket om skilsmisse ikke så nogen grund til at underlægge sig dansk lov, men derimod levede efter et parallelt retssystem, her islamisk sharia, så er det et valg, hun har truffet, og med valg følger som bekendt konsekvenser. Derfor må folk, der vælger at leve i et sådant parallelt retssystem, affinde sig med tingenes tilstand. Man kan ikke både blæse og have mel i munden.

De tre professorer vil her påpege, at en sådan afvisning vil efterlade Danmark med en gruppe af borgere, der reelt er retsløse på flere områder. Det er en vigtig problematik, professorerne her peger på. Det giver ganske rigtigt en række sociale problemer at have borgere, der vælger at leve efter et andet parallelt retssystem. Den islamisk gifte og ikke-registrerede kvinde får problemer med både skilsmisse og arv – en problematik, som danske par, der lever papirløst sammen, for øvrigt også kan støde på.

Men løsningen på disse problemer ligger ikke i at afvige fra gældende lov og tage religiøst begrundede særhensyn. Hvis først vi åbner den dør på klem, vil den aldrig kunne lukkes igen, for hvor går grænsen?

Artiklen i dagens avis indeholder faktisk et eksempel, hvor grænsen for særhensyn allerede er overskredet voldsomt. Det drejer sig om eksemplet med en muslimsk kvinde, der ifølge professor Nielsen bør have større erstatning end en dansk kulturkristen kvinde, hvis hun anklages for ikke at have været jomfru på bryllupsnatten, fordi denne krænkelse er større for hende som muslim.

For de fleste danskere er et parallelt, religiøst begrundet retssystem på dansk jord eller blot hensyntagen til det fuldstændig uacceptabelt og et brud med det hævdvundne princip om lighed for loven. Et princip, vi af mange grunde bør holde fast i nu og fremover.