Den britiske forfatter Philip Pullman har tidligere skabt debat med "Det gyldne kompas", der fik skyld for at være ateistisk propaganda. Nu provokerer han med en bog om tvillingerne Jesus og Kristus
Så har han gjort det igen.
Forfatteren Philip Pullman fik dele af kirken på nakken for sin beskrivelse af især den katolske kirke i fantasy-triologien "Det gyldne kompas". Men nu er han gået et skridt videre.
I sin seneste bog genfortæller han historien om Jesus. Men i Philip Pullmans radikale genfortælling er det endt med, at jomfru Maria føder tvillingerne Jesus og Kristus.
Jesus er en struttende sund dreng, mens Kristus er et lille svageligt skravl. Bogen har titlen "Det gode menneske Jesus og slynglen Kristus".
Allerede før bogen kom på markedet, var der vrede reaktioner.
– Jeg indrømmer, at titlen på bogen er provokerende, men titlen har en dobbelt funktion. Den skal dels sige, hvad bogen handler om, og så skal den skabe opmærksomhed. Det skammer jeg mig ikke over. Men nogle mennesker er forargede og har skrevet til mig, at mit liv er en fornærmelse af Gud, og at jeg vil ende i Helvede, fortæller Philip Pullman i et interview med magasinet New Statesman.
Handlingen i bogen er tro mod Bibelen og beretningerne om Jesu liv – blot med den afgørende forskel, at der er to hovedpersoner. Jesus er den karismatiske taler og det moralske forbillede, mens Kristus indtager rollen som hans plagede og evigt tvivlende bror.
I bogen udfører Jesus alle de kendte mirakler for lamme og spedalske, mens Kristus møjsommeligt fører optegnelser over alt, hvad Jesus gør og siger. Skriverier, som han naivt giver videre til en mystisk fremmed mand.
Philip Pullman bliver ofte betegnet som ateist. Men han gør meget ud af at fortælle, at han har megen sympati for religion og andres tro. Han er selv rundet af den anglikanske Church of England, hvorfor liturgien og sproget falder meget naturligt for forfatteren, som er barnebarn af en præst. Så selvom han ikke længere er troende, fastholder han sin aktie i Bibelen.
Han beskriver selv bogen som et forsøg på at fremhæve Jesus som en genial historiefortæller og et moralsk forbillede i modsætning til den spekulative, opstandne Kristus.
– Hvis du ser på brevene fra Paulus, så optræder ordet Kristus mere end 150 gange, mens Jesus kun nævnes 30 gange. Det er helt tydeligt, at han er optaget af den Kristus, som er steget til himmels. Og det er en total fantasi, mener Philip Pullman.
Det er altså sagt af en mand, der har ladet sin egen fantasi skabe tvillingerne Jesus og Kristus.
norum@kristeligt-dagblad.dk