det danske retsvæsen bør tage hensyn til elementer fra sharia, mener tre danske forskere
- REINHARD KRAUSE/Scanpix Denmark
Christina Agger |
21. april 2010
Når kultur, religion og traditioner bør spille en større rolle i retsvæsenet, handler det om at skabe et mere retfærdig samfund. Det mener forskere, som anbefaler hensyn til blandt andet elementer fra sharia i retsvæsenet
De ved godt, at det er kontroversielt. At det kan vække et ramaskrig, når de taler for, at det danske retsvæsen bør tage hensyn til elementer fra sharia. Men debatten er nødvendig.
Det mener tre professorer i jura og islam, som er medforfattere til en ny engelsksproget bog om sharia – en bog, som er blevet til på dansk initiativ, og som netop argumenterer sig frem til den løsning.
Faktum er nemlig, påpeger en af dem – Lisbet Christoffersen, professor i religion, ret og samfund ved Roskilde Universitet – at vi har parallelle samfund i Danmark.
Uanset om vi ønsker det eller ej, er der grupper af borgere, som lever efter normer og regler, der er bestemt af deres kulturelle og religiøse baggrund. Som eksempelvis alene gifter sig på islamisk vis. Og som ofte har helt andre forventninger til, hvordan spørgsmål om arv, forældremyndighed eller skilsmisse skal løses, end kutyme er i det danske retsvæsen.
Det kan samfundet forholde sig til på tre måder, mener Lisbet Christoffersen.
Man kan anerkende de parallelle samfund og indrette retsvæsenet derefter – for eksempel ved delvist at anerkende beslutninger fra islamiske mæglingsinstanser som i Storbritannien. Men det medvirker til at fastholde en praksis, hvor børn og kvinder ofte er ringere stillet end mænd, og derfor er det ikke en acceptabel mulighed, mener hun og de to andre professorer.
– Vi kan også sige, at vi slet ikke accepterer de parallelle samfund. Men vi kan jo ikke tvinge dem til for eksempel at gifte sig efter vores civilretlige regler i stedet for efter deres egne interne aftaler. Der er ingen giftetvang i Danmark, siger Lisbet Christoffersen.
Desuden fører den helt afvisende holdning i praksis til, at nogle borgere i samfundet udelukkes fra almene rettigheder, mener hun. Eksempelvis er det nærmest umuligt for en muslimsk kvinde i Danmark at blive skilt, når myndighederne ikke anerkender hendes islamisk indgåede ægteskab.
Derfor – for "retfærdighedens skyld" og "for at sikre alle borgere en lige adgang til retsvæsenet", som islamprofessor Jørgen S. Nielsen fra Københavns Universitet udtrykker det – anbefaler de tre professorer mellemvejen: At retsvæsenet inden for de nuværende rammer udviser fleksibilitet fra sag til sag og tager den enkelte borgers kulturelt, religiøst og traditionsbestemte normer i betragtning ved afgørelserne. Især inden for det civilretlige område, som beskæftiger sig med for eksempel skilsmisse, arv og forældremyndighed.
Allerede i dag tager retsvæsenet hensyn til, at vi ikke alle er ens, pointerer Jørgen S. Nielsen:
– Tag systemet med dagbøder. Alle får det samme antal dagbøder for en bestemt forseelse. Men hvor meget en dagbøde består af, afhænger af din indtægt. Allerede i det system er der en forskelsbehandling, hvis formål det er at skabe lige retfærdighed blandt forskellige mennesker.
Fleksibiliteten går igen i domstolenes afgørelser, hvor strafferammen bruges fuldt ud fra minimal til maksimal straf alt efter omstændighederne i sagen, ligesom den giver sig udtryk i, at retspraksis ændrer sig, påpeger Jørgen S. Nielsen:
– For eksempel bliver det vanskeligere og vanskeligere at appellere til jalousi som en formildende omstændighed ved jalousidrab – simpelthen fordi vores kultur ændrer sig.
Netop den form for fleksibilitet – retspluralisme – skal efter professorernes mening udvikles, så der også tages hensyn til den enkelte borgers kultur, religion og tradition.
– Men den skal ikke låses fast. For situationen ændrer sig, bemærker Jørgen S. Nielsen.
Han tilføjer, at hverken integrationsprocessen, hvor muslimer i Danmark tilpasser deres levevis mere og mere til danske forhold, eller den sideløbende udvikling, hvor en række muslimske lærde i både den muslimske verden og Europa arbejder med at tolke sharia ind i en mere moderne kontekst, må bremses af fastlåste hensyn.
– Desuden er muslimer jo forskellige. Det må ikke blive sådan, at domstolene siger: Fordi du er muslim, så gælder det her. Der er masser af muslimer, som foretrækker den almindelige danske og europæiske retspraksis.
Men hvordan skal det fungere i praksis?
– Det er et spørgsmål om at ændre forventninger og vaner i retssystemet. At udvikle og ændre retspraksis inden for de gældende regler. Det handler i høj grad om advokaters og dommeres viden og dermed om den juridiske uddannelse, videreuddannelse og en mere fornuftig og velafbalanceret debat. Men det er noget, der vil tage tid og kræve en forsøgsproces. Erfaringerne skal bestemme, om eventuelle lovændringer bliver nødvendige, mener Jørgen S. Nielsen.
– En del af det her kan formentlig sagtens lade sig gøre på det konkrete niveau, uden at der skal ny lovgivning til, tilføjer Hanne Petersen, professor i retskultur ved Københavns Universitet.
Hensynene bør ifølge Jørgen S. Nielsen ikke alene gælde muslimer i Danmark, men alle kulturelle og religiøse mindretal. Spørgsmålet er så, hvor grænsen går. Skal retsvæsenet for eksempel også tage hensyn til, at rockergrupper har en særlig kultur med særlige æresbegreber?
Lisbet Christoffersen mener, at hensynene ikke må strække sig ud over dansk ret, mens Jørgen S. Nielsen sætter grænsen ved "l?ordre public" – den almene retsorden. Sagt på en anden måde skal retsvæsenet altså ikke fravige de love, som er udtryk for den offentlige interesse.
– Vi har lovgivning og regler, der sætter grænser. Længere ude ligger nogle grundlæggende retsprincipper, som ikke må overtrædes. Det er ofte noget, domstolene beslutter, hvor den grænse går, påpeger han.
agger@kristeligt-dagblad.dk
Bogen "Shari'a As Discourse" er redigeret af professor Jørgen S. Nielsen og professor Lisbet Christoffersen og udgivet på forlaget Ashgate Publishing i London.
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad