"An education" er i jødiske kredse blevet kaldt antisemitisk, fordi mange mente at den viderebragte de samme jødiske stereotyper, der blev brugt af nazisterne i forbindelse med Anden Verdenskrig. -
-
Marie Louise Bruun Jørgensen Der blev ingen Oscar-statuer til Lone Scherfigs film "An Education". Men filmen, der blandt andet var nomineret til en Oscar i kategorien bedste film, fik alligevel masser af omtale i USA. I jødiske kredse var der nemlig nogle |
22. april 2010
Hvis man leder efter stereotype fremstillinger af jøder i Lone Scherfigs film "An Education", kan man finde flere eksempler. Men filmen er ikke antisemitisk, mener Anne Boukris, der selv er jøde og ekspert i jødisk kultur og identitet
Der blev ingen Oscar-statuer til Lone Scherfigs film "An Education". Men filmen, der blandt andet var nomineret til en Oscar i kategorien bedste film, fik alligevel masser af omtale i USA. I jødiske kredse var der nemlig nogle, der mente, at filmen var antisemitisk og viderebragte de samme jødiske stereotyper, der blev brugt af nazisterne i forbindelse med Anden Verdenskrig. Andre argumenterede derimod for, at filmen blot var med til at tegne et nuanceret billede af en jødisk person.
For at få syn for sagen inviterede Kristeligt Dagblad en ekspert i jødisk kultur med ind og se filmen forud for den danske premiere i dag. Filmen, der er baseret på virkelige hændelser, handler om den 16-årige engelske skolepige, Jenny, der i 1960'erne møder den noget ældre jødiske David. Han er en charmerende mand, og det lykkes ham at forføre både Jenny og hendes forældre. Men ganske tidligt i filmen kommer det også frem, at David ikke er helt fin i kanten. Blandt andet benytter han sig af lyssky forretningsmetoder til at skaffe de mange penge, der skal til for at leve et liv i sus og dus.
Men er skildringen af David som et menneske med både gode og dårlige sider ensbetydende med, at filmen serverer et antisemitisk budskab?
Ifølge Anne Boukris, der selv er jøde, forsker i jødisk kultur og identitet og leder af Den Jødiske Filmfestival i København, er jødefiguren i filmen stereotyp, men det får hende ikke til at konkludere, at filmen er antisemitisk.
- Jeg tænkte meget over, hvad det her er for en film. Er det en film, vi vil tage med på Den Jødiske Filmfestival? Det kan være et parameter for, om det er en film med et jødisk tema eller et antisemitisk tema, som i mange tilfælde vil være interessant for et jødisk publikum. Men det tror jeg ikke, det er. Det er en god pejling på, hvad substansen er, for hvis den virkelig havde været antisemitisk, så ville vi sandsynligvis have vist den på filmfestivalen, siger hun efter at have set filmen.
Alligevel er der flere ting i filmen, der kan give associationer til tidligere tiders negative fremstillinger af jøder. En af dem kommer frem helt i begyndelsen af filmen, hvor Jenny og David mødes. Jenny tror, han siger, at hun er jøde, hvortil David svarer: "Jeg anklager dig ikke" og forklarer, at det er ham, der er jøde. Ifølge Anne Boukris er det dog snarere en bekræftelse af, at det var risikofyldt og ofte forbundet med en form for marginalisering at være jøde i England på det tidspunkt, end det handler om antisemitisme.
Et andet aspekt, kritikerne har lagt vægt på, er Davids måde at tjene penge på. I filmen er han meget sparsom med detaljer over for Jenny, men fortæller hende alligevel, at han tjener gode penge på at flytte sorte familier ind i ejendomme, hvor der i forvejen bor ældre damer, der ikke bryder sig om at bo sammen med sorte og derfor kort efter er villige til at sælge deres lejlighed billigt til David. På den måde bliver han billedet på jøden som den blodsugende parasit, der udnytter andre til egen fordel, mener nogle af kritikerne. Men det er ikke det billede, Anne Boukris ser.
- Jo, det er en lyssky virksomhed, han driver, men jeg synes ikke, der er en direkte sammenhæng mellem hans geschäft og hans jødiske baggrund. Det handler snarere om, at han psykisk er langt ude og i ubalance med sig selv, siger hun.
Danske Lone Scherfig og britiske Nick Hornby, der er henholdsvis instruktør og manuskriptforfatter på filmen, har da også som svar på kritikken lagt vægt på, at figuren David udelukkende er jødisk, fordi den oprindelige person, historien bygger på, var jødisk.
- Det betyder utrolig lidt i persontegningen, at han er jødisk, men det var dén person, han er bygget over, og vi syntes, antisemitismen hørte med til tidsbilledet, har Lone Scherfig tidligere sagt til Kristeligt Dagblad.
Og filmen giver visse eksempler på, at antisemitismen levede i 1960'ernes England. Som da forstanderinden på Jennys pigeskole udbryder, at det var jøderne, der slog Kristus ihjel. Her er der tale om en person med klare antisemitiske holdninger, men det gør ikke filmen antisemitisk, mener Anne Boukris.
- Det kan godt være, at det får nogle op på barrikaderne, at der i filmen er en person, der helt tydeligt er antisemit. Men hvis man ikke må vise, hvad der er inden i hovedet på mennesker, hvordan skal man så kunne gøre op med det? Det er utrolig vigtigt, at det kommer frem i lyset til debat. Vi skal kunne se den indre svinehund, siger hun.
Samtidig anerkender hun, at personlige oplevelser med antisemitisme kan få nogle personer til at reagere anderledes på filmen.
Eksempelvis mener en datter af en holocaust-overlever, at filmen leverer en ondsindet form for propaganda, og at manuskriptforfatter Nick Hornby har medtaget alle de ting, der vil få folk til at gå fra biografen og hade jøder. Og hvis det er med den erfaring og indstilling, man ser filmen, balancerer den på en knivsæg i forhold til, om den er en antisemitisk repræsentation, mener Anne Boukris.
- Der er da nogle billeder, som på en eller anden måde bekræfter nogle fornemmelser, vi har. Jeg tror, konklusionen er, at hvis man vil se det, så kan man også. Men det gør ikke filmen antisemitisk, siger hun.
kultur@kristeligt-dagblad.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad