Tiden er løbet fra den katolske kirkes magtstruktur.
- TIZIANA FABI/Scanpix
Klara H. Preben-Hansen |
22. april 2010
Præsteskabet kan ikke udøve den samme autoritet som tidligere.
AT DEN KATOLSKE kirke har problemer med pædofili er ikke noget nyt. Allerede i munkevæsenets barndom, i den egyptiske ørken lød formaningen: Hold dig fra børnene! Imidlertid er hævdelsen af børns tarv et nyere fænomen og et tegn på den humaniseringsproces, der siden 1700-tallets slutning har været i gang i den vestlige verden.
Det er først inden for de seneste årtier, at det er gået op for offentligheden, hvilken alvorlig kriminalitet pædofili udgør, og den større mediedækning er en sikker indikator for, hvor tungt denne kriminalitet vægtes.
Derfor er det ikke et udtryk for en gennemtænkt holdning, når man i dag klandrer kirken for før 1980'erne at have forholdt sig passivt i forhold til mistanker om pædofile handlinger begået af præster, hvilket jo vil sige i den periode, hvor heller ikke samfundet uden for kirken viser særlig agtpågivenhed.
At den katolske kirke heller ikke siden har ønsket at eksponere sin sårbarhed over for en omverden, der efterhånden vulgært larmende manifesterer sin utilstrækkeligt formulerede fremmedgørelse over for institutionaliseret religionsudøvelse, kristen eller andet, er kun yderst forståeligt, omend principielt forkasteligt. De romerske metoder: tvetungethed, fortielse, aggressivitet, fordømmelse samt juristeri går ikke længere målt med retfærdighedens alen. Rom beskytter sig og sine, hvad kritikerne siger, trænger ikke ind, så den afsporede "tavshedens kultur" lever videre, og den aktuelle regulering omkring pædofiliskandalen vil kun udgøre en parentes.
Men det kan nok være, at alle katolikker og hele verden er blevet grundigt oplyst om dette vedvarende misforhold! Lægfolket her i den vestlige verden er ikke længere, hvad de har været. I gamle dage var præstestanden den eneste repræsentant for højt uddannede, som almindelige mennesker jævnligt kom i kontakt med. Dette enkle faktum udgør grundlaget for den autoritetshævdelse, kirkemyndighederne har kunnet gennemføre i århundreder, og som især har været Romerkirken med dens hierarkiske struktur og høje organisationsniveau til indlysende fordel.
I den vestlige verden i dag konstaterer man, hvorledes katolske lægfolk, der måtte være langt bedre uddannede end det gennemsnitlige kleresi, må tage sig til hovedet over de enfoldige meningstilkendegivelser, der ofte lader sig høre.
DET EGENTLIGE problem, tillidskrisen, ligger dog kun deri, at man er forpligtet til at bøje sig for præsteskabet og underkende samvittighedens krav. Det er ikke sikkert, at cølibatet bør afskaffes, eller at kvindelige præster er nogen god idé, men millioner af katolikker vil være enige om, at alle disse spørgsmål burde drøftes på ny under parlamentarisk tilfredsstillende forhold.
Kirken står splittet ind til marven. Alligevel synes Vatikanet at kalkulere med en særlig overlevelsesstrategi: Den store og i disse år succesrige missionsmark i Afrika og Asien stiller næppe Roms autoritet i tvivl. I Den Tredje Verden vokser den katolske kirke støt, det er kun her i Vesten, at der sker de store og belastende tab. Vatikanet har grund til at anse dybtgående ændringer for at være overflødige, så den opreklamerede troværdighedskrise tæller ikke.
Klara H. Preben-Hansen,
cand.mag.,
Enighedsvej 23 b,
Charlottenlund
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad