Tiden er løbet fra den katolske kirke

Men det kan nok være, at alle katolikker og hele verden er blevet grundigt oplyst om dette vedvarende misforhold! Lægfolket her i den vestlige verden er ikke længere, hvad de har været. I gamle dage var præstestanden den eneste repræsentant for højt uddannede, som almindelige mennesker jævnligt kom i kontakt med. Dette enkle faktum udgør grundlaget for den autoritetshævdelse, kirkemyndighederne har kunnet gennemføre i århundreder, og som især har været Romerkirken med dens hierarkiske struktur og høje organisationsniveau til indlysende fordel.

I den vestlige verden i dag konstaterer man, hvorledes katolske lægfolk, der måtte være langt bedre uddannede end det gennemsnitlige kleresi, må tage sig til hovedet over de enfoldige meningstilkendegivelser, der ofte lader sig høre.

DET EGENTLIGE problem, tillidskrisen, ligger dog kun deri, at man er forpligtet til at bøje sig for præsteskabet og underkende samvittighedens krav. Det er ikke sikkert, at cølibatet bør afskaffes, eller at kvindelige præster er nogen god idé, men millioner af katolikker vil være enige om, at alle disse spørgsmål burde drøftes på ny under parlamentarisk tilfredsstillende forhold.

Kirken står splittet ind til marven. Alligevel synes Vatikanet at kalkulere med en særlig overlevelsesstrategi: Den store og i disse år succesrige missionsmark i Afrika og Asien stiller næppe Roms autoritet i tvivl. I Den Tredje Verden vokser den katolske kirke støt, det er kun her i Vesten, at der sker de store og belastende tab. Vatikanet har grund til at anse dybtgående ændringer for at være overflødige, så den opreklamerede troværdighedskrise tæller ikke.

Klara H. Preben-Hansen,

cand.mag.,

Enighedsvej 23 b,

Charlottenlund