En islamisk gruppe i USA truer tv-programmet South Parks skabere, efter at de har vist profeten Muhammed i bjørnekostume
En ny sag om islams forbud mod at afbillede profeten Muhammed udspiller sig i USA, hvor en islamisk gruppe advarer skaberne af den populære tv-tegneserie South Park om, at de risikerer voldelig gengældelse, efter at de i det seneste afsnit af serien har vist profeten udklædt som bjørn. Det todelte afsnit var tænkt som en erklæring om ytringsfriheden og blev vist i USA i sidste uge og onsdag aften i denne uge.
SE DET OMSTRIDTE BILLEDEPå sin hjemmeside, som nu er lukket, skriver gruppen Revolu- tion Muslim, at South Park-skaberne Matt Stone og Trey Parker "formentlig vil ende som Theo van Gogh, efter at de har vist dette show". Det er en henvisning til den hollandske filminstruktør Theo van Gogh, som i 2004 blev myrdet på gaden i Amsterdam af en muslimsk fanatiker, der var vred over hans kortfilm om muslimske kvinder. Revolution Muslim illustrerede advarslen med et makabert fotografi af den myrdede van Gogh, lige som gruppen også inkluderede adressen på South Parks produktionskontor samt på et hus, som Stone og Parker ejer sammen.
En talsmand for gruppen, Abu Talhah Al-Amrikee, siger nu til det amerikanske nyhedsbureau AP, at advarslen ikke er en opfordring til vold, men blot tænkt som en erklæring, der kan "rejse opmærksomhed om emnet og sikre, at det ikke sker igen". Det er stadig uklart, om gruppens ytringer får følger. De amerikanske myndigheder rejser sjældent tiltale i trusselssager, idet USA's forfatning sikrer vide rammer for ytringsfriheden.
Den grovkornede og satiriske South Park-tegneserie er kendt for at gøre nar af politikere, religioner og berømtheder. Det omstridte afsnit, som er nummer 200 i serien, samlede næsten alle de religiøse figurer, som serien tidligere har krænket, heriblandt Jesus, Buddha og Moses.
Afsnittet er bygget op omkring South Park-børnenes forsøg på at få profeten Muhammed til deres by. Det går op for dem, at det ikke kan ske, uden at de viser hans ansigt eller krop, og konklusionen bliver, at profeten træder frem i bjørnekostume. I samme afsnit bliver Jesus afbilledet, mens han lurer på porno, og Buddha vises med kokain i næsen.
Tv-kanalen Comedy Central, som sender South Park i USA, forbød i 2006 Matt Stone og Trey Parker at vise profeten Muhammed i et afsnit, som var tænkt som en kommentar til krisen udløst af Morgenavisen Jyllands-Postens 12 karikaturtegninger. En tidligere South Park-afsnit i 2001 indeholdt billeder af profeten, men udløste dengang ingen reaktioner.
– Det var før den danske tegningskrise, så det var på en eller anden måde i orden. Nu er der en anden "normal". Vi tabte. Noget, som var okay, er ikke længere okay, siger Matt Stone til internetstedet Boing Boing.
Latterliggørelse af religion er forholdsvist nyt i den amerikanske underholdningsindustri. Indtil midten af 1990'erne var tv-programmer med religiøse temaer gennemsyret af højtidelig alvor og renskuret optimisme, men det har ændret sig med fremkomsten af kabelnettets utallige nye tv-kanaler, konstaterer den erfarne amerikanske tv-kommentator Ed Bark.
– Der bliver gjort ting nu, som ikke blev gjort dengang, siger han til tv-stationen CNN.
nyholm@kristeligt-dagblad.dk