Som det hænger i Johannes Døber-katedralen i Torino, i en tung ramme af træ og omgivet af vinrøde draperinger, kan det være svært at se, hvad der giver dette elfenbensfarvede klæde dets betydning som en af kristenhedens mest tilbedte, men også mest omdiskuterede kultgenstande.
Ligklædet i Torino er et 4,36 meter langt og 1,10 meter bredt klæde af sildebensvævet hør.
Sædvanligvis er det ægte klæde sikkert forvaret i et af katedralens kapeller, og kun en kopi kan ses i det særlige ligklædemuseum, Museo della Sindone. Men i disse dage og frem til den 23. maj er det ægte klæde udstillet i katedralen for første gang siden 2000.
Over to millioner mennesker har forudbestilt deres deltagelse i en procession, der begynder i museet ved siden af katedralen, hvor en multimedieudstilling forklarer klædets historie og åndelige betydning. Og som slutter i katedralens halvmørke foran det, der i århundreder er blevet fremstillet som Kristi ligklæde. Det klæde, hvorpå Kristus blev lagt, da han blev taget ned af korset langfredag i år 33, og som blev foldet hen over hans krop, inden han blev lagt i gravkammeret.
I det dæmpede lys i katedralen er det rækken af brændmærker i stoffet, som først springer i øjnene. Men det, de mange hundrede pilgrimme hver dag forsøger at skelne, er noget ganske andet. Det er Kristi ansigt. Et nærmest fotografisk aftryk af et ansigt og en menneskekrop, forfra og bagfra.
De første beretninger om Jesu ligklæde har vi fra evangelierne. Matthæusevangeliet beretter om Josef fra Arimatæa, at han tog ?Jesu legeme og svøbte det i et rent lagen og lagde det i den nye grav, som han havde ladet hugge ud i klippen til sig selv". Og i Lukasevangeliet fortælles det, hvordan apostlene finder den tomme grav. Da Peter kigger ind i den, bøjer han sig ind og ser ?linnedklædet og ikke andet".
Først omkring det femte århundrede dukker de første beretninger op om tøjstykker eller stoffer, som skulle være Kristi ligklæde. Et af de mest kendte er det såkaldte Mandylion eller Edessa-billede af Kristi ansigt, et relikvie, som omtales første gang i det sjette århundrede i den antikke by Edessa, og som den ortodokse kirke betragter som den allerførste ikon.
En af beskyldningerne mod tempelridderne gik ud på, at de tilbad et billede på en lærredsdug. Og det var netop en fransk ridder, Geoffrey de Charny, som i 1355 bragte det, som i dag er kendt som Torino-ligklædet, til den franske by Lirey i Champagneområdet.
I 1452 blev det købt af dronningen af Savoyen, hvorefter det var i den kommende italienske kongefamilies eje, indtil Italiens sidste konge, Umberto II, forærede det til den katolske kirke.
Men selvom klædet var genstand for intens tilbedelse i middelalderen, var det først i 1898, at interessen for alvor samlede sig om det.
En italiensk amatørfotograf, Secondo Pia, havde fået lov til at fotografere klædet. Og da han stod med negativet i hånden, opdagede han, at klædet i negativfremstilling viser et billede, som ikke er synligt med det blotte øje. Et næsten fotografisk billede af en mandskrop i fuld størrelse. Ansigtstrækkene er forbløffende tydelige, skægget giver et næsten tredimensionelt indtryk. Og der er synlige spor, der tyder på, at kroppen er blevet grusomt mishandlet.
Manden er tydeligvis blevet pisket og derefter korsfæstet, viser aftrykkene af sår på hænder og fødder. Sømmene er hamret gennem håndroden i overensstemmelse med den teknik, romerne anvendte. Ikke gennem håndfladerne, som ikke kunne bære kropsvægten på korset. Blodet har flydt fra et sår på siden af brystet, og blodpletter, der kunne stamme fra sårene efter en tornekrone, skelnes på panden. Blodet er mandsblod af typen AB.
Med Secondo Pias negativ får ligklædet fra Torino en ny betydning. Det bliver genstand ikke blot for forstærket tilbedelse men også for en intens debat om dets ægthed. Er dette et aftryk af Kristus umiddelbart efter korsfæstelsen? Et "spejlbillede af evangeliet", som pave Johannes Paul har kaldt det? Eller er det et falsum?
De første videnskabelige undersøgelser af Torino-klædet blev gennemført i 1978 af den såkaldte STURP-kommission efter projektets engelske titel: Shroud of Turin Research Project. I fem dage fik kemikere, fysikere og andre videnskabsfolk lov til at analysere stoffet. Hovedkonklusionen var, at billedet af mandspersonen ikke er malet på stoffet, og at man i øvrigt ikke kunne forklare, hvordan det var opstået.
I 1988 faldt derimod en dom, som endegyldigt syntes at afslutte enhver debat om, hvorvidt klædet kunne være Kristi ligklæde. Tre laboratorier i Storbritannien, USA og Schweiz fik lov til at gennemføre en kulstof 14-datering. Og dommen syntes uden appel: Stoffet stammer ikke fra Kristi tid. Det blev dateret til et sted mellem 1260 og 1390 og er altså et falskneri fremstillet i middelalderen omkring det tidspunkt, hvor det dukker op i Lirey. Og hvor biskoppen i øvrigt hurtigt forbyder dets fremvisning, fordi han mistænker et falskneri.
For modstanderne af teorien om, at klædet skulle have forbindelse til Kristus, er kulstof 14-prøven fra 1988 det uigenkaldelige bevis.
Men de såkaldte Sindon-forskere efter det græske ord for ligklæde har aldrig givet op. Der er oprettet "ligklæde-selskaber" i adskillige europæiske lande med både videnskabsfolk og passionerede lægfolk, som opererer i denne gråzone mellem tro og videnskab.
Og kulstof 14-prøven beviser intet, mener de. Et af argumenterne er, at ligklædet igennem århundrederne er blevet "inficeret" af mikroskopiske stoffer, som forstyrrer dateringen. For eksempel blev ligklædet repareret af clarissenonnerne i den franske by Chambéry efter den brand i 1532, der skabte brandhullerne, og det kunne være et stykke af sådan en lap, kulstof-14-prøven blev lavet på.
Dertil kommer, at det har vist sig ualmindeligt vanskeligt at forklare, hvordan billedet på ligklædet er opstået. Både tilhængere og modstandere af dets ægthed er enige om, at klædet hverken bærer spor af maling eller af penselstrøg.
"STURP's undersøgelser i 1978 viste, at billedet er dannet af fibre, som er indfarvet med præcis samme styrke. Farvens intensitet afhænger af, hvor mange fibre der er indfarvet pr. kvadratmilimeter. Det er helt udelukket, at en maler i middelalderen skulle have malet med en sådan præcision. Billedet fremstår som tredimensionelt, nærmest holografisk, en teknik, som kræver stor øvelse af kunstneren. Det er et negativ, en teknik, som slet ikke var kendt i middelalderen. Og man kan spørge sig selv, hvorfor en falskner i det hele taget skulle gøre sig den ulejlighed at male et indviklet negativbillede, som næppe kan ses med det blotte øje", siger Yves Saillard, atomfysiker og medlem af Internationalt Center for Studiet af Torino-ligklædet, CIELT, en overvejende fransk forening, som blev dannet efter kulstof 14-dateringen i 1988.
Læge Niels Svensson er sammen med lektor Lisbeth Garbrecht Thygesen fra Det Biovidenskabelige Fakultet ved Københavns Universitet dansk medlem af den internationale Shroud Science Group, et andet netværk af videnskabsfolk, som forsøger at efterprøve forskellige teorier om klædet.
– De første teorier gik ud på, at billedet var opstået ved en kemisk reaktion mellem myrra og kropssved. Men senest har mikroskopiske undersøgelser vist, at billeddannelsen ikke er sket ved, at noget har lagt sig på klædet, men derimod skyldes ændringer inden i fibrenes alleryderste lag, siger Niels Svensson, som har arbejdet på forklaringerne på disse fiberændringer og skal fremlægge de nyeste teorier ved en konference i Rom i maj sammen med Lisbeth Garbrecht Thygesen.
– Eksperimenter har vist, at ændringen i fibrene kan frembringes ved laserbestråling. Men ændringerne kan også opnås ved at udsætte fibrene for en såkaldt Corona-udladning, der består af en højspændingsudladning mellem to elektroder, lidt ligesom ved et lyn. Det man er inde på nu, er altså, at billedet på ligklædet er frembragt ved en art bestråling, siger Niels Svensson.
Men ligklædeforskningen har også sine skeptikere, der forsøger at tilbagevise disse teorier. Et af de seneste og mest overbevisende forsøg er gennemført af professor i kemi ved universitetet i Pavia Luigi Garlaschelli.
– Den mest sandsynlige forklaring på det billede, vi ser i dag, er kemiske ændringer i klædets cellulosefibre i tidens løb. Denne nedbrydelse kan skyldes urenheder i okkeret, som middelalderkunstneren benyttede til at frembringe billedet med en enkel frottage-teknik,hvor farven gnides på et klæde, der er lagt hen over et ansigt, hvorefter billedet gøres færdigt som tegning. Mit eksperiment har også vist, at pigmenter kan ældes kunstigt ved at blive udsat for stærk varme i en ovn. Når pigmentet derefter skylles væk, efterlader det et billede, der ligner det på ligklædet, især negativ-effekten og en 3D-effekt, siger Luigi Garlachelli.
Garlachellis forsøg er en af de mest overbevisende efterligninger af billedet på ligklædet, erkender Niels Svensson.
– Men han har ikke destomindre frembragt et billede, der lægger sig på overfladen, ikke et billede, der skyldes ændringer i hørfibrene. De arkæologiske undersøgelser, herunder pollenrester i klædet, tyder på, at det er ægte i den forstand, at det stammer fra Palæstina og bærer billedet af et menneske, som er blevet korsfæstet. Blodsporene, der viser udflåd af serum og blod, svarer til de øjenvidneberetninger, vi har om, at der flød "vand og blod" fra Kristi sår i brystet, siger Niels Svensson.
Disse elementer viser, at klædet kan have tilhørt Kristus som historisk person. Men spørgsmålet om klædets ægthed dækker også over en anden dimension.
– De nyeste undersøgelser, der tyder på, at billedet er opstået ved stærkt lys, bringer os et skridt videre. Her er vi måske tæt på et fodaftryk af, hvad der skete i opstandelsesøjeblikket. Her er vi inde i troens mysterium. Men det forbliver netop et mysterium, og det er sikkert kun godt, at opstandelsen skete for lukkede døre, uden øjenvidner, siger Niels Svensson.
Den katolske kirke har ikke taget stilling til ligklædets ægthed. Pave Johannes Paul II, som ellers var stærkt bevæget af ligklædet, understregede også, at det ikke tilkom kirken at afgøre, hvordan billedet på klædet er opstået. Og det er som privatperson, at pave Benedikt XVI vil aflægge besøg i katedralen den 2. maj, ikke for at give Vatikanets blåstempling af ligklædet som det, der omtales i evangelierne.
Som kardinal Sverino Poletti, Torinos ærkebiskop, udtrykte det, da han præsenterede den nye offentlige fremvisning:
– Vores tro hviler på evangeliet, ikke på Kristi ligklæde.