Henrik Hoffmann-Hansen |
24. april 2010
Liberal Alliances annoncekampagne er betalt ud af den offentlige partistøtte på 2,4 millioner kroner om året. Partileder Anders Samuelsen vil principielt gerne afskaffe partistøtten, men han søger den altså alligevel selv
Tre meningsmålinger har løftet Liberal Alliance over spærregrænsen. Medlemmerne vælter ind i hundredvis, og partileder Anders Samuelsen har svært ved at få armene ned, når partiet i dag holder landsmøde i DGI- Byen i København.
Årsagen til succesen skyldes ifølge ham selv dels, at det er lykkedes at skabe "ro, renlighed, rytme og retning i partiet". Dels har en omfattende og systematisk reklamekampagne i store, landsdækkende aviser skabt opmærksomhed.
Liberal Alliance vil bruge mange flere penge på at indrykke annoncer hver eneste uge frem til næste valg, hvornår det end måtte komme. Annoncerne handler alle om de fire temaer, partiet har gjort til sine mærkesager: Lavere skat, højere vækst, mere frihed og en mere effektiv offentlig sektor.
Men hvor kommer pengene til annoncerne fra?
De kommer i høj grad fra partistøtten. Den kan søges af alle partier, der har fået mindst 1000 stemmer ved et folketingsvalg. Man får 27,50 kroner pr. stemme, og pengene kan bruges meget bredt til "politisk arbejde her i landet".
Partierne behøver ikke søge støtten, men som andre har Liberal Alliance søgt og fået det maksimale beløb – det vil i LA?s tilfælde sige 2,4 millioner kroner årligt.
I er jo et liberalt parti. Hvordan kan du få over dig at søge om 2,4 millioner kroner i støtte om året fra offentlige kasser?
– Nu tror jeg, pengene kommer af sig selv, men vi var faktisk på vej med et forslag om, at regeringen skulle afskaffe partistøtten i stedet for at plukke pensionisterne med en særskat. Så regeringen kan bare foreslå, at støtten skal afskaffes, det er vi med på, siger Anders Samuelsen.
Men så kan I ikke lave jeres annoncekampagner?
– Så finder vi på noget andet. Der er jo rigtig meget af det, der foregår på internettet, som er gratis. Så må man bare være mere kreativ. Men nu får vi disse midler, og så bruger vi dem i landets tjeneste. For vi oplyser om, at her kan man få en vej til reformer, som der er et kæmpe behov for i Danmark.
Men pengene kommer jo ikke af sig selv. I skal sende blanket ind og bede om dem?
– Jo, jo, men det gør vi.
Hvorfor?
– Fordi vi har brug for pengene til at få informeret folk om, hvad vi står for. Så det gør vi selvfølgelig.
Men er det ikke det samme med efterløn? Den behøver man ikke tage. Man behøver ikke engang modtage folkepension, hvis man ikke vil.
– Nej.
Er det ikke en god liberal tanke, at man ikke tager en offentlig ydelse, bare fordi alle andre gør det, eller fordi man kan?
– Jo.
Hvorfor gør I det så alligevel?
–Det er fordi, vi har brug for at bruge de penge på at oplyse folk om, hvad vi står for. Det er et godt drillespørgsmål, men det, jeg kan sige, er, at kommer der et forslag om at afskaffe partistøtten, så stemmer vi for det. I øvrigt er jeg ikke selv medlem af efterlønsordningen.
Så der er noget, du har sagt nej til?
– Det er der da, siger den liberale partileder.
hoffmann@kristeligt-dagblad.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad