Debatten om sharia bygger på misforståelser

Det betyder, at en dommer vil inddrage kutymen inden for en speciel branche, når han skal dømme i en konkret sag. I praksis medfører dette, at to enslydende kontrakter, indgået i hver sin branche, ofte vil blive fortolket på to forskellige måder. Dette sker på trods af, at både kontrakten og den skrevne lovgivning er ens i begge sager. Hvis man håndfast krævede en fuldstændig ens afgørelse, ville det føre til et uretfærdigt resultat, da fortolkningen ville være i modstrid med den måde, som parterne i sagen naturligt har forstået kontrakten.

Spørgsmålet er, om lighed for loven skal medføre, at to sager, der omhandler samme problemstilling, men hvor forholdene reelt er forskellige, skal give samme resultat uanset hvad. Eller om det skal medføre, at begge sager skal bedømmes ud fra deres egen kultur eller kutyme, og ikke ud fra den andens. Den første tolkning er ikke udtryk for retfærdighed, men for et rigidt ønske om at putte alle ind i samme kasse.

Professorerne har inddraget et andet eksempel, som avisens leder samme dag anser for en voldsom overskridelse af grænsen for særhensyn. Eksemplet går i al sin enkelhed ud på at følge dansk erstatningsrets generelle princip om, at en erstatning skal være lig med det tab, man har lidt. Hvis jeg beskylder etnisk danske Helle for ikke at være jomfru, så vil hun og hendes omgangskreds formentlig være ret ligeglade. Hvis jeg beskylder Hafza, med pakistansk oprindelse, for det samme, så vil det muligvis få langt værre konsekvenser, såsom dårligere mulighed for at blive gift.

Skal personen med det største tab ikke have den største erstatning?

Der er ikke tale om at indføre én lovgivning for muslimer og én for andre. Hvis beskyldningen får samme konsekvenser for Helle, som for Hafza, så skal de selvfølgelig have samme erstatning.

Mikele Grønhøj Schultz-Knudsen,
jurastuderende,
Skelagervej 111, Århus N