Professorer på sharia-afveje. Misforstået særhensyn

MAN TROR, DET ER LØGN: Den 21. april gør tre professorer i henholdsvis islam (Jørgen S. Nielsen), retskultur (Hanne Petersen) og kirke- og religionsret (Lisbet Christoffersen) sig i Kristeligt Dagblad til talspersoner for indførelse af sharia i det danske retssystem.

Det skulle være begrundet i særlig hensyntagen til muslimske kvinder ved ægteskab og skilsmisse. Jørgen S. Nielsen fremfører som eksempel, at "mange muslimer alene er islamisk gift, at deres ægteskab altså kun er religiøst indgået og ikke godkendt af nogen dansk myndighed".

Som i hvert fald trekløverets professor i retskultur, Hanne Petersen, ellers må formodes at være bekendt med, er et ægteskab, der ikke er godkendt af myndighederne, i modstrid med ægteskabsloven paragraf 12 om betingelserne for indgåelse af ægteskab og paragraf 16 stk. 1, nr. 2 om vielsesbemyndigelse til andre såvel anerkendte som ikke-anerkendte trossamfund.

Det er den enkelte imam, der får vielsesbemyndigelsen, ikke trossamfundet som sådant. Når loven er overholdt i henhold til disse paragraffer, er parrets ægteskab dermed godkendt af de danske myndigheder og er underkastet ægteskabets retsvirkninger i henhold til dansk lovgivning. Overtrædelse af ægteskabsloven paragraf 16 stk. 1, nr. 2 kan medføre fratagelse af vielsesbemyndigelsen (jævnfør også Kirkeministeriet – www.km.dk/vielsesbemyndigelse).

PÅ DEN BAGGRUND ligger det lige for at antage, at når et ægteskab ikke er godkendt af de danske myndigheder, er den såkaldte vielse forrettet af en imam uden vielsesbemyndigelse. "Vielsen" alias et køkkenbordsægteskab er bestemt ikke i kvindens interesse, eftersom det er en fordel for kvinden at være undergivet ægteskabets retsvirkninger. Når disse "vielser" finder sted, hænger det som oftest sammen med, at manden ønsker at leve i et polygamt "ægteskab". Enten kender kvinden intet til, at hun har fået en medhustru, eller hun er af den ene eller anden årsag tvunget til at acceptere menageriet.

Eftersom ægteskabet betragtes som fundamentet i ethvert samfund, er en overtrædelse af vielsesbetingelserne og vielsesbemyndigelsen at sammenligne med en forbrydelse. En forbrydelse, som bør medføre straf – og udvisning, hvor det er muligt.

Nielsen anfører endvidere, at hvis "kvinden i et sådant ægteskab siden ønsker skilsmisse, er der ingen hjælp at hente hos myndighederne." Netop, og derfor skal der sættes ind med hård hånd mod trafikken. Når en kvinde til imamen fremviser sine separations-/skilsmissepapirer i henhold til dansk lovgivning, skal det ved lov kræves, at imamen omgående skal udfærdige de nødvendige papirer til parret.

Er parret blevet "muslimsk gift", altså viet af en ikke-vielsesbemyndiget imam, skal en vielsesbemyndiget imam være forpligtet til også at bevilge dette par skilsmisse, uagtet parret ikke kan fremvise danske skilsmissepapirer.

Lisbet Christoffersen mener ikke, at vi kan tvinge folk "til at leve efter disse normer og regler", det vil sige efter det danske retssystem. Jo, det kan vi i allerhøjeste grad. For eksempel eksisterer separation ikke inden for islam, men det må islam så rette sig efter i vores samfund, således at når en kvinde separeres fra sin mand, separeres hun tillige hos imamen. Det er ikke dansk lovgivning, der skal inkorporere sharia, men sharia, der – om nødvendigt – med lov skal tvinges til at inkorporere dansk lovgivning.

Og så tager Jørgen S. Nielsen ganske og aldeles fejl, når han fremturer med, at en del af borgerne (læs: rettroende muslimer) udelukkes fra en ligeværdig adgang til retssystemet. Den adgang har vi alle, også muslimske kvinder. Vi har nemlig lighed for loven.

Spørgsmålet er, om de tre professorer ikke burde fyres på gråt papir for deres bevidste forsøg på (finansieret af skattekroner?) at underminere vores retssystem ved at forsøge at få indført sharia.

Lone Nørgaard er lektor og cand.mag., og Britta Mogensen er mag.scient.