Mediefremtiden tilhører både Google og gravegruppen

Hvis den slags profetier skal være mere end frit svævende gæt i tågen, er metoden at studere fortiden og nutiden grundigt. Derfor begynder Anker Brink Lund med at se bagud:

– Når vi ser på nye medier, er vi tilbøjelige til at overvurdere deres effekt på kort sigt og undervurdere effekten på langt sigt. Det tog flere årtier, før tv totalt havde ændret vores måde at leve på, men i dag kan vi se, at det skete, forklarer han.

Tilsvarende ser han internettet som et fænomen, der – ikke som en øjeblikkelig revolution, men gradvist – vil ændre hele vores samfund. Men han tilføjer, at internettet ikke er et medie, men en distributionsform. Det er en ny måde at få gammelkendte fænomener som tekst, lyd og billeder bragt ud til borgerne på.

– Når man om 10 år ser tilbage på 00'erne, vil nogle af de ting, som optog os meget, som gratisaviskrigen og overgangen til digitalt tv, fremstå som ligegyldige krusninger. Det, vi vil se tilbage på, vil være Googles store magt og Apples elektroniske dimser, siger professoren.

Han henviser dermed til internet-søgemaskinen, som har udviklet sig til en mediegigant uden brug af journalister, men ved at kunne sætte borgerne direkte i forbindelse med den information, de søger. Og til it-giganten Apples arbejde med at formidle information via mobiltelefoner, elektroniske læsemaskiner – såkaldte e-readers – og lignende.

Men Anker Brink Lund pointerer, at alle de nye formidlingsmuligheder ikke kommer til at tage livet af de gamle medier. Især ikke, hvis de gamle medier gør sig krystalklart, hvad der er deres kerne, og rendyrker den. For hver formidlingsmåde har sine stærke og svage sider. Det er svært at være først med nyhederne, når de først skal en tur igennem et trykkeri og derefter kastes i postkassen af et bud. Men det er også svært at få den dybtgående undersøgelse og det smukt skrevne sprog med, hvis historien skal kunne tikke ind som tre sætninger på mobiltelefonen.

– Vi har set, at når de store landsdækkende dagblade har følt sig presset af nye medier, har de forsøgt at ligne dem mere. Artikler er blevet kortere. Der er kommet mere grafik. Det er blevet mere staccato. Men derved har de skåret ned på deres største aktiv: det gode læsesstof. Dagbladenes kerne er ikke nyheder, grafik og form. Kernen er redigeret virkelighed. Det er en skribent, som har taget sig tid til at vælge et bestemt emne ud og skrive klogt og smukt om det, siger han.

Det er på denne måde, overskriften på denne artikel dukker op i skribentens redigering af professorens vurderinger. Google er symbolet på det nye, hurtige, kommercielle og uredigerede. Gravegruppen er symbolet på det stik modsatte. Det er en gængs betegnelse for dagbladenes specialenhed for grundighed, væsentlighed og originalitet.

Mediernes fremtid handler nemlig ikke kun om, at informationsmængden eksploderer. Det handler ikke kun om, at store dele af annonceindtægterne forsvinder fra dagbladene og over til internet-søgemaskinerne. Og det handler ikke kun om, at de klassiske publicistiske medier, der nok vil tjene penge, men også ønsker at påvirke meningsdannelsen og samfundsudviklingen og bidrage til, at befolkningen er myndige, velinformerede borgere, taber terræn til de rent kommercielle medier, hvis eneste drivkraft er at tjene penge. Mediernes fremtid er både-og.

– Det er forkert, hvis man ser medieverdenen som alles krig mod alle. Det giver mere mening at se den som et økosystem, hvor hvert medie finder sin niche, og alle lever i en økologisk gensidig afhængighed. Nogle jager om dagen, andre om natten. Nogle lever som parasitter på andre, for eksempel internetmedier, der videregiver avisernes stof, siger Anker Brink Lund.

Han understreger, at selvom både livsbetingelserne i habitatet, antallet af dyr inden for hver dyreart og det indbyrdes magtforhold mellem arterne veksler, er det sjældent, at arter bliver udryddet. Radio tog ikke livet af aviser. Tv tog ikke livet af radio. Internettet kommer heller ikke til at tage livet af nogen. Intern kamp mellem aviser har kostet mange lukninger af bladhuse, og aviserne sidder i dag på en langt mindre del af det samlede mediebillede, end de har gjort, men selve arten bliver næppe udryddet nogensinde.

– Alle medietyper overlever. Det eneste medie, jeg kender til, der er ophørt, er den gamle amerikanske vaudeville, som var en blanding af stand-up-komik, sang og rygter, fortæller Anker Brink Lund.

Men dermed siger han ikke, at medieverden vil være uforandret om 10 år. Tværtimod forandrer habitatet sig markant. Ikke mindst fordi forestillingen om, at der findes en dansk medieoffentlighed, en fælles referencereamme, bliver stadig sværere at holde fast i.

– Den fælles referenceramme er knyttet til en kort periode fra Anden Verdenskrig og frem til 1990'erne. I dag oplever vi den kun i fodboldlandskampe, Melodi Grand Prix, X Factor eller serier som "Matador" og "Krøniken". Nyhedsområdet er for længst blevet fragmenteret. Publikum vender ryggen til det store fællesskab og søger i stedet nyheder på den platform, de nu foretrækker. Borgernes mediebrug ud fra en følelse af pligt er blevet meget mindre, og den kommer aldrig tilbage, konstaterer Anker Brink Lund.

Den tid er altså uigenkaldeligt forbi, da man følte, man måtte se TV-Avisen klokken 19.30, fordi dens indhold var til debat over frokostbordet på jobbet næste dag. Og tilsvarende lider de fleste regionale og lokale dagblade under, at der nu er så få abonnenter i lokalområdet, at ingen uden videre kan tage for givet, at naboen også har læst avisen.

– Hvis de andre ikke har læst på lektien, så behøver jeg heller ikke gøre det, forklarer Anker Brink Lund.

Og han gengiver et opsigtsvækkende resultat fra den undersøgelse af nyhedsstrømmen i Danmark, som han har gennemført sammen med en række kolleger, og som udkom i bogform sidste år: I 1999 producerede de danske medier 32.000 forskellige nyheder, i 2008 var tallet vokset til 75.000. I 1999 kunne 49 procent af danskerne spontant nævne to eller flere vigtige nyheder fra medierne, men i 2008 var andelen næsten halveret til 25 procent.

– I takt med at nyhedsmængden stiger, falder følelsen af at have pligt til at følge med, og måske breder der sig en følelse af magtesløshed over for al den information, siger Anker Brink Lund.

Derfor vurderer han, at de kommende ti års store taber på medieområdet bliver de regionale og landsdækkende dagblade, som hårdnakket forsøger at være såkaldte omnibus-aviser, altså at henvende sig bredt til alle inden for et stort geografisk område. I den nye medieverden overlever især de dagblade, der er mere fokuserede på en bestemt del af befolkningen og tilbyder et stof, læserne ikke finder andre steder. Hvad dette stof skal være, afhænger fuldstændig af mediet, for de henvender sig til vidt forskellige læsere.

Men midt i al forskelligheden, fragmenteringen og fællesskabstabet er der alligevel noget, der fungerer som fælles informationsbasis for danskerne, og som forsat vil gøre det. I løbet af døgnet opsamler dagblade, gratisaviser, internetaviser, Radioavisen og tekst-tv dagens nyheder i kort form. De stammer oftest fra aviser, citeres af Ritzaus Bureau og er lynhurtigt allevegne. Netop fordi de straks spredes til at være overalt, er nyhederne svære at tjene penge på. Men til en vis grad binder de danskerne sammen. Selvom vi modtager dem forskellige steder fra, er 60 procent af danskerne hver dag i kontakt med resuméer af det samme par håndfulde nyheder.

– Det kan sammenlignes med den vitaminpille, som gør, at man undgår skørbug, selvom man ikke spiser grøntsager. Ved at læse et kort resumé på tekst-tv får man ikke hele historien, men man får en fernis af den, som kan fungere som referenceramme, siger Anker Brink Lund og tilføjer:

– Især for unge er medier som gratisaviser og tekst-tv en vigtig kontaktflade med samfundsdebatten. Måske begynder man med at gå ind på tekst-tv for at se, hvordan Manchester United har klaret sig, falder over en nyhedsoverskrift, og pludselig er man en myndig borger.

mikkelsen@kristeligt-dagblad.dk