Gastårnet gav ly for krigens bomber

Kun Fichtebunker overlevede.

– I 1940 var det stadig en sjælden og spændende begivenhed i Berlin, hvis der faldt bomber eller granater. Men det skulle ændre sig. Alligevel beordrede Hitlers hofarkitekt, Albert Speer, allerede i begyndelsen af krigen, at det gamle gastårn skulle indrettes til verdens mest moderne beskyttelsesbunker, fortæller Sascha Keil.

Fra sin fødsel var projektet tænkt som et såkaldt Mutter-Kind-Projekt, hvor især erhvervsdygtige mødre og deres børn kunne søge ly for krigen. Der blev ikke sparet. Ud over at kapsle kuplen ind i beton for at bombesikre bygningen blev tårnet indrettet i fem etager med tre elevatorer, over 750 kabiner med plads til i alt 6500 mennesker samt tilstrækkeligt med nødklinikker, minikøkkener og udmærkede sanitære forhold – toiletterne har ikke bare rindende vand, men også terrazzogulv.

Den suverænt største tekniske udfordring var dog ikke mad, sanitet eller bombesikring. Det var derimod frisk luft.

– Med en yderst sindrig teknik lykkedes det at skabe et kanalsystem, der kunne forsyne bunkerens næsten tusind rum med frisk luft, fortæller Sascha Keil med ærefrygt. I luftsystemets maskinrum kan besøgende nu ved selvsyn opleve, hvordan indsugningen indeholder et opvarmningssystem til kolde dage. Et kulfilter sikrer desuden, at den indsugede luft er forholdsvis frisk, selv hvis der er røg eller giftgas i luften.

– Fichtebunker var egentlig tilsluttet det almindelige strømnet i Berlin, men det var ustabilt på grund af bomberne, fortæller Sascha Keil og leder os ind i bunkerens kerne, hvor bygningens tekniske stolthed befinder sig: en dieselgenerator, som den tyske værnemagt også brugte i sine ubåde.

– Det var pinedød nødvendigt med en generator, der kunne levere nogle timers strøm til luftsystemet, udgangsskilte og højttalere. Desværre kan den sekscylindrede dieselmotor ikke sættes i sving hver dag, men med en lille film fra lommeprojektoren kan Sascha Keil hurtigt bekræfte, at motoren mirakuløst stadig fungerer.

– Generelt er det ufatteligt stabil teknik, nazisterne har installeret her i bunkeren, konstaterer han og putter beviset tilbage i lommen.

Gennemtænkt ned i mindste detalje holdt bunkeren rent teknisk, hvad Albert Speers folk havde lovet. Hverdagen fungerede faktisk.

– De fleste kvinder kom her for at sove efter fyraften, fordi det var sikrere, og fordi luftalarmerne gav dem og deres børn mange rolige timer. Men nogle boede her også permanent.

Sascha Keil peger ind i en kabine med to køjesenge og et par kufferter.

– Folk blev født her, og folk døde her.

Hen mod slutningen af krigen blev bomberegnen tættere. Selvom de fleste prøvede at opretholde en hverdag uden for Fichtebunkeren, var systemets kritiske grænse ved at være nået, da op mod 40.000 i foråret 1945 søgte bombely i det ombyggede gastårn.

– Ifølge øjenvidneskildringer var gulvene dækkede af udmattede kvinder, sultne børn og sårede, siger Sascha Keil.

– Luften begyndte at blive kritisk, så børnene lå i de øverste køjer ved luftkanalerne. Flere blev sendt til afkøling i en af bunkerens fængselsceller, fordi de i afmagt spredte panik. Man måtte bare holde vejret og håbe på, at bygningen holdt.

Russernes erobring – eller befrielse – af Berlin kom dog bunkerlivets sammenbrud i forkøbet. I maj 1945 stod Fichtebunker næsten uskadt midt i den sønderbombede by, hvor stilheden pludselig var larmende. Bunkeren blev nu hurtigt lavet om til hjem for flygtninge og hjemvendte soldater.

Da den tyske hverdag i løbet af 1950'erne langsomt begyndte at vende tilbage igen, fandt også flygtningene et hjem, og en række af bunkerens kabiner blev åbnet for hjemløse og alkoholiserede mænd. Billeder af datidens pinup-piger giver stadig i en af kabinerne en smagsprøve på den epokes mandehørm. Men husreglerne – heriblandt et strengt rygeforbud – blev sjældent overholdt, og i nabolaget var der massive klager over de uvorne mænd, som i 1963 endte med at ryge helt ud.

I mellemtiden var Berlin blevet delt af Muren, og atter en gang undergik Fichtebunker en forvandling, denne gang til "senatsreserve".

– Man havde stadig russernes afspærring af Vestberlin i 1948-49 i baghovedet, så i den vestlige del af byen blev der skabt en række permanente lagre med det mest nødvendige. Her i bunkeren var der for eksempel uendelige mængder konservesmad, vaskepulver og batterier. Og 23 millioner plasticbægre, tilføjer Sascha Keil med et grin og lader fingeren glide hen over et virvar af streger, der er skrevet op på en dørkarm for at holde tal på pakkerne i kabinen.

– Heldigvis blev reservelagrene overflødige i Berlin, men efter Murens fald blev de faktisk sendt til Østeuropa. Om de blev brugt der, ved vi ikke.

I det genforenede Berlin var de lokale ikke sene til at komme med forslag til, hvordan det gamle gastårn kunne udnyttes. Biergarten, amfiteater og kulturcentrum var bare nogle af ideerne, men efter investorernes mening lugtede de ikke nok af penge. Derfor endte det med, at der blev indrettet luksuslejligheder oven på bunkeren, alt imens de mange frivillige hænder fra Berliner Unterwelten arbejdede på at gøre kernen af bunkeren tilgængelig for alle historieinteresserede.

– Det er måske en lidt forrykt lidenskab at renovere en gammel bunker, indrømmer Sascha Keil.

– Men når folk selv mærker luften her og ser, hvordan 130 års berlinerhistorie er inkarneret i sten, så forstår de faktisk vores lidenskab og stolthed.

historie@kristeligt-dagblad.dk

Guidede ture: lørdag og søndag hele året klokken 11 og 13, varighed cirka 90 minutter, 9 euro. Turene kan ved henvendelse oftest suppleres med engelsktalende guide. Info: www.berliner-unterwelten.de