Socialdemokraternes leder, Helle Thorning-Schmidt, dukkede overraskende op på SF?s landsmøde i går og personifiserede mødets helt centrale tema: blåstemplingen af en S-SF-regering efter næste valg. Her får hun blomster af SF-formand Villy Søvndal. --
- Casper Christoffersen/Scanpix.
Henrik Hoffmann-Hansen |
26. april 2010
I SF's partisjæl gør det ondt, når den politiske debat må underordne sig det store projekt: at komme i regering
– Er det virkelig sandt, at sovesalen er afskaffet? Er hønsestrik skiftet ud med pæne, nystrøgne skjorter? Er der stadig sokker i sandalerne, og serverer I kun økologisk frugt? Jeg glæder mig til at finde ud af det.
Sådan sagde Socialdemokraternes formand, Helle Thorning-Schmidt, da hun overraskende mødte op og holdt tale ved SF's landsmøde i Odense i går.
Som en anden rockstjerne blev "Danmarks kommende statsminister" mødt med et stående og stormende bifald, der overgik det, som blev SF's partiformand Villy Søvndal til del.
Hendes besøg var personificeringen af mødets helt centrale tema: At få blåstemplet en S-SF-regering efter næste valg, også selvom det vil koste politisk hjerteblod for SF.
Det stempel fik partitoppen entydigt. Politiske udtalelser, forslag til programmer og valg til landsledelsen faldt alle ud, som det kunne have stået i Søvndals drejebog. Hans kandidat til næstformandsposten, 25-årige Thor Möger Pedersen, fik således næstflest stemmer til landsledelsesvalget og bliver næstformand. Kritiske røster eller angreb på den politiske kurs var der yderst få af fra talerstolen.
Det kontroversielle diskussion om, hvordan S og SF vil løse den økonomiske krise, er udskudt til senere, men Villy Søvndal slog fast, at et forslag bliver fremlagt inden sommerferien. Der skal bare være tid til at forberede udspillet så grundigt, at det kan tåle Finansministeriets og kommentatorernes kritiske blik.
En busfuld indvandrere og asylansøgere fra Sandholm-lejren i Nordsjælland demonstrerede i lørdags mod SF's holdning til 24-årsregel og tilknytningskrav for asylansøgere, men kritikken nåede ikke ind til kongrescentrets plenarsal.
Til partiledelsens lettelse blev hverken udlændinge- eller retspolitik et debatemne. Det nærmeste, man kom en konflikt, var en pressehistorie om forholdet til Dansk Folkeparti. Folketingsmedlem Özlem Cekic skulle angiveligt have ønsket, at man officielt ville afsværge ethvert samarbejde med det parti. Ifølge Berlingske Tidende skulle hun være blevet truet af gruppeformand Ole Sohn til ikke at stille forslaget på landsmødet, men det afviste Ole Sohn selv.
Indholdsmæssigt står sagen imidlertid fast. SF kan godt samarbejde med Dansk Folkeparti, men partiet får ikke "væsentlig indflydelse" på en kommende S-SF-regering, sagde Villy Søvndal, der rundede landsmødet af med at rette en bandbulle mod Dansk Folkeparti som et dybt, dybt, dybt borgerligt parti. For en gangs skyld til forsamlingens udelte jubel.
Det var ikke den eneste måde, Dansk Folkepartis ånd kom til at svæve over Odense Congress Center. For søger man forbilleder for topstyring, er det svært at komme udenom Pia Kjærsgaards parti, hvis landsmøder for eksempel er klinisk rensede for politiske debatter eller ligefrem strid.
Sådan er det endnu ikke hos SF, men partikulturen er under kraftig forandring. Meget af den politiske debat er flyttet fra talerstolen og ud i rundkredssamtaler og gruppearbejde uden for mediernes rampelys. Flere folketingsmedlemmer erkender ligeud, at det denne gang resulterede i et kedeligt landsmøde.
Så nok var der jubel over udsigten til at få magt, men der var også tristesse i krogene over, at man har måttet ofre noget af partiets sjæl på magtens alter. Over at hjernen har måttet tage pladsen for hjertet.
Men vil man have politisk succes, er der tilsyneladende ingen vej udenom topstyringen. Det kan man bare spørge Pia Kjærsgaard eller Anders Fogh Rasmussen om. En lære, som flere andre partier har taget til sig.
Liberal Alliance holdt i lørdags sit landsmøde, for første gang med en reel udsigt til at kunne genvinde repræsentationen i Folketinget. Også dette parti styres stramt af en partitop.
Helle Thorning-Schmidt forlod Odense Congress Center uden at have fået svar på sit spørgsmål om sovesale, hønsestrik, sandaler og økologisk frugt.
Hun kan imidlertid få det korte svar her: Ja, det er altsammen væk, men det er ikke kun i det ydre, SF's landsmøder har ændret sig, så de ligner alle de andre. Men det gør lidt ondt i partiets sjæl.
hoffmann@kristeligt-dagblad.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad