Er Stephen Hawking blevet overtroisk eller bange?

Det her, med mindre manden er fejlciteret, svarer vel til vikingerne, som blev bange når det tordnede på himlen.

Da verden var lidt yngre end nu, var man bange for de sorte væsenser i Afrika og for dem i Amerika. Altså her i Europa.

Men pointen er mere, at mennesker er en abstrakt størrelse der findes alle steder. Vi kender 2 konkrete former her, mand og kvinde.

Så der er alt mulig grund til at tro, nemlig at man skal elske andre og man ikke må skade andre. Så hvis de er mennesker, kender de også Gud.

Skulle det uheldige opstå, hvor mennesker gør skader på hinanden, så vil der i den situation, hvor der er kan være mennesker overalt i universet heller ikke være tale om, at mennesket er truet, da de jo også er mennesker.

Men da Hawkin i dag ikke er troende, må han jo midt i sin tvilv, antage at mennesker vil skade hinanden. Jo mindre man tror, jo mere paranoid bliver man.

Det er det her et udemærket eksempel på.

Det er vel også derfor, at Europæerne er så bange for muslimerne i dag. Tro på at mennesker er kaldet til at elske hinanden og de ikke vil skade hinanden. Så flipper man ikke helt ud, hvor man foreslår eller begynder at antage, at man måske skulle møde andre med et våben i hånden, fordi man frygter dem, vil skade dem først - eller vil grave sig modløst ned i et hul uden at møde den rige og mangfoldige verden, som Gud har skabt omkring os.

Kærlighed er ikke en følelse, men viljen til at elske andre, fordi man skal. Det bliver tydeligt, når der opstår modsætninger i forholdet til andre andre mennesker. Sådan er det med menneskets dårlige dømmekraft.

Kun med den gode vilje bliver det godt. Det kender vi jo selv alt for godt fra denne planet.

Det her siger vel noget om, hvor svært det er for ikke- troende, at tage imod en opgave eller en misssion for at møde nyt, fordi viljen ikke er der. På den måde siger det noget konkret om, hvad det vil sige at manglende troen. Manglende tro bliver på et eller andet tidspunkt til en modvilje, når der opstår modsætninger eller konflikter i en selv - og det er præcis derfor, at man intet kan uden god vilje ... eller tro, håb og kærlighed.

Det er i troen - viljen til at elske andre og ikke skade dem, at man finder modet og styrken til at møde verdenen i morgen. Til at stå der uden frygt - selvom man nu kender verdenen på en ny måde, både i viden og objekter. Troen er således ikke konservativ på nogen måde, bort set fra at den fastholder et forhold mellem mennesket og Gud. Det er derfor vi siger livet er et mystrium, Gud er et mysterium - fordi vi antager vi ikke ved det hele eller noget bestemt. Det lader os være helt åbne.

Forholdet kræver vi elsker Gud - elsker det han har skabt og ikke skader det, ligesom vi først og fremmest skal være sådan mod andre mennesker - også os selv. Det modsatte er at distancere sig fra Gud. Det er også derfor vi renses her og i døden, så det i sidste ende kan blive sådan, at menneskets legeme og sjæl bliver renset. Derfor kan man også leve kristent uden at vide det, mens det er en god hjælp på vejen at have et organiseret forhold til Gud (sakrementer, f.eks. dåben), så man er med på at man skal elske, når modviljen dukker op fra tid til anden.

Det er meget bedre at tro og handle i verdenen på denne måde end at sige, jeg kender verdenen i dag, ser den på en bestemt måde i dag - men kan ikke møde den i morgenen med god vilje eller kun modvilligt og under tvang, hvis den er anderledes.

Når man tror, forsvinder den modvilje. Så kan vi arbejde på den gode måde. Derfor, jo mere vi tror, jo lettere bliver livet. Færre bekymringer og en glad sjæl.

En stærk tro giver den vindermentalitet, som ser stort på det andre med modvilje vil kalde umulige og vanskelige forhold - uanset størrelsen, uanset længden, uanset "overlevelsesturen".