Den 76-årige, spanskfødte Francisco Ayala, der på grund af sine mange og forskelligartede talenter inden for både videnskab og kunst har fået tilnavnet "den evolutionære biologis renæssancemenneske", har en unik baggrund for at tale om sameksistensen af naturvidenskab og religion. I sin ungdom var han tilknyttet Dominikanerordenen, og i 1960 blev han ordineret til præst i den katolske kirke i Spanien. Mens Francisco Ayala studerede teologi ved universitetet i Salamanca, tog to genforskere ham imidlertid under deres vinger, og i 1961 rejste han fra Spanien for at studere evolutionær biologi og genetik på Columbia University i New York.

Francisco Ayala, der i dag konsekvent nægter at svare på spørgsmål om sin egen private tro, endte med at vælge forskergerningen frem for det religiøse kald.

Francisco Ayala er i den akademiske verden bedst kendt for sin mangeårige forskning i genetiske processer og i sygdomme såsom malaria, der påvirker millioner af mennesker verden over.

Men han har igennem årtier også befundet sig blandt fortropperne i kampen for at forsvare Darwins udviklingslære og for at holde de religiøst baserede teorier om kreationisme (troen på, at Gud skabte hele universet på seks dage for cirka seks millioner år siden) og intelligent design ude af de amerikanske offentlige skoler. Eksempelvis var han i 1981 ekspertvidne i en skelsættende retssag, der resulterede i omstødelsen af en lov, som krævede, at skoler i Arkansas supplerede undervisning i udviklingslæren med undervisning i kreationisme.

– Naturfagsundervisningen i USA er i forvejen for ringe. Det er tragisk, at nogle religiøse fundamentalister forsøger at svække den yderligere ved at hive uvidenskabelige ideer ind i klasseværelserne, siger han.

Mens Francisco Ayala angriber fundamentalismen, forsvarer han dog samtidig gudstroens store værdi for mennesket.

– Religion og naturvidenskab er de to søjler, som det amerkanske samfund støtter sig på. De udgør forskellige vinduer at se verden igennem. Videnskab giver os indblik i mekanik og processer, mens religion kan besvare de spørgsmål om etik, moralske værdier og meningen med livet, som mennesker søger forklaringer på, siger han.

Problemerne opstår, når folk behandler religion som videnskab eller videnskab som religion, siger Francisco Ayala.

– Nogle mennesker ønsker at fortolke Bibelen, som var den en "astronomi for begyndere". Det er den ikke. Den er en bog, der kan forklare religiøse sandheder for os. På samme måde hævder nogle videnskabsfolk, at man kan bruge videnskaben til at bevise, at Gud ikke eksisterer. Det kan videnskaben ikke, siger han.

Religion og naturvidenskab kan styrke hinanden indbyrdes, siger Francisco Ayala, der betegner udviklingslæren som "Charles Darwins gave til religion".

– Kreationisme og intelligent design er uforenelige med kristendommen, fordi de blasfemisk antyder, at Gud er en ringe designer, der tillader al mulig slags lidelse og elendighed. Udviklingslæren er forenelig med religion. Den forklarer, at det, som skaber meningsløs lidelse, er resultat af naturlige processer på samme måde, som naturen udløser jordskælv og tsunamier. Vi behøver ikke at tildele en grusom Gud ansvaret. Udviklingslæren løser det religiøse dilemma om ondskabens eksistens, forklarer han.

Og der, hvor naturvidenskaben kommer til kort, kan religion træde til, siger Francisco Ayala.

– Der er intet i den biologiske proces, der uundgåeligt fører til, at mennesket skulle blive til. Så vi er her på grund af Guds indgriben, siger han.

Samtidig er religion en ramme for at forstå de spørgsmål om livet, som biologien er ude af stand til at give svar på.

– Det er tåbeligt, når nogle videnskabsfolk argumenterer for, at naturvidenskaben er den eneste måde, som man kan forstå verden på. Naturvidenskaben siger intet om eksempelvis etik, æstetik og moral, konstaterer han.

Francisco Ayala afviser dog samtidig, at religiøs tro og værdier er indbyrdes afhængige.

– Jeg mener, at religion er særdeles nyttig til at få folk til at acceptere og udleve moralske værdier, og langt de fleste mennesker i verden bygger deres moralforståelse på en religiøs tro. Religion giver også millioner af mennesker, som lever i fattigdom og forarmelse, en mening med livet. Men man behøver ikke at være religiøs for at leve et moralsk liv, siger han.

Da Francisco Ayala først landede i New York for knap 50 år siden, overraskede det ham, at Charles Darwins udviklingslære var mindre bredt accepteret i Amerika, end den var i det stærkt katolske og konservative Spanien.

– Da jeg kom til Amerika, blev der stadig undervist i skabelsesberetningen i mange offentlige skoler. Det er nu bragt til ophør. Generelt er uddannelsessystemet forbedret gevaldigt her i landet, selvom naturvidenskaben stadig prioriteres alt for lavt, konstaterer han.

Francisco Ayala peger da også på uddannelse som nøglen til at fremme bedre gensidig forståelse og respekt mellem naturvidenskab og religion.

– Der findes fundamentalister på begge sider af debatten, og det er nødvendigt med oplysning på alle niveauer. Særligt vores offentlige institutioner skal udbrede budskabet om, at videnskab ikke modsiger religion. Jeg er optimist, siger han.

nyholm@kristeligt-dagblad.dk