Fremtiden for folkekirkens børnearbejde

Næsten alle stifter laver nu mega-gudstjenester og musikalske events for kommende konfirmander med kendte optrædende.

I forvejen er den almindelige konfirmationsforberedelse omkring 7. klassetrin blevet udvidet med et frivilligt tilbud til de såkaldte mini-konfirmander i 3. klasse. Og for blot to måneder siden foreslog en tidligere biskop så, at folkekirken nu også opretter tilbud til midi-konfirmander i 5. klasse.

Hertil kommer øget fokus på dåbsoplæring, salmesang for babyer og deres forældre samt alt fra rock- til spaghettigudstjenester, som trækker yngre generationer med forældre i kirke.

Alt sammen har til hensigt på et dybere plan at knytte positive bånd til nye eller kommende generationer af trofaste folkekirkemedlemmer. Kirken er presset og foretager måske netop derfor en hidtil uset kraftanstrengelse for at gøre sig relevant og levende på de yngstes egne præmisser.

I den situation er det for kirken som at få en spand koldt vand i hovedet, når en traditionelt borgerlig og folkekirkevenlig kommune som Lyngby-Taarbæk lægger op til at mindske folkekirkens muligheder for at øve indflydelse på og fastholde interessen blandt kommende konfirmander.

I Københavns Stift, hvor folkekirkens medlems- og konfirmationsandel blandt indbyggerne er den laveste i landet, er undervisningen af konfirmanderne for længst rykket til om eftermiddagen efter normal skoletid. Det nye pres på det traditionelle samarbejde mellem skole og kirke ikke bare i Lyngby-Taarbæk, men også i Køge og Furesø, illustrerer, at den københavnske udvikling er på vej til resten af landet. Og derfor råber kirkefolk – fra biskopper til hundredevis af lokale støtter – nu også solidarisk op.

Det strategiske problem for folkekirken er så bare, at jo mere kirken forsvarer sin position med henvisning til alt fra arbejdsvilkår for præster til støtte for den nuværende forbindelse mellem kirke og stat, des mere bliver det klart for resten af befolkningen, at kirkens status i skolen rent faktisk kan diskuteres.

Det er med konfirmationsforberedelsen i skoletiden som med efterlønnen. Når den i disse år hele tiden skal forsvares, garanteres og bekræftes, er det, fordi der er noget grundlæggende, som truer den. Ingen kunne drømme om for 50 år siden seriøst at sætte spørgsmålstegn ved konfirmationens naturlige berettigelse og plads i folkeskolen. Selvom kun 20 procent af danskerne i dag rent faktisk ønsker konfirmationsforberedelsen ud af skoleskemaet, så er situationen en ganske anden; det viser såvel folkekirkens intensiverede kamp for også i fremtiden at beholde sine lovsikrede rettigheder i samfundet – og modstandernes mindst lige så ihærdige stræben efter at lave om på tingenes traditionelle tilstand og skabe noget, der mere og mere ligner et religionsneutralt samfund.

hoejsgaard@kristeligt-dagblad.dk