De gør gældende, at der skal være fuld religionsfrihed. Alle skal have lov til at skifte tro, og ingen skal under nogen omstændighed kunne straffes eller chikaneres, fordi de skifter religion.

DE ØNSKER VIELSESMYNDIGHEDEN lagt i hænderne på en religionsneutral, verdslige myndighed – og vel at mærke en myndighed, der skal være helt uden indblanding fra religiøse ledere!

De fordrer, at skilsmisser og arveretslige forhold skal klares i civilretten og ikke i råd, der kontrolleres af gamle, religiøse magtmænd, der påberåber sig speciel indsigt i det, der efter deres mening er "Guds foreskrevne ramme for lov og orden i samfundet".

De ønsker sikkerhed for, at det altid (og kun) er barnets ve og vel, der skal ligge til grund for, hvilken forælder der skal have forældremyndighed over eventuelle børn i tilfælde af skilsmisse. De kræver, at alle religiøse traditioner i den sammenhæng skal tilsidesættes.

De to kvinder ønsker også frihed, så kvinder kan klæde sig, som de vil. For slør, bukser eller korte skørter, det er – hævder de – kvinders egen sag, og ingen religiøse mørkemænd bør bestemme, om en kvindelig advokat kan eller skal bære tørklæde eller andre påklædningsgevandter i eksempelvis retten. Det skal – hævder de – være retsinstansen selv, der afgør, hvordan advokater og dommere må eller skal være klædt, når de møder op i retslokalerne.

DE TO LIBANESISKE KVINDER er nok vidt forskellige, men de kæmper hver for sig i deres religiøse lejre – dels den kristne og dels den muslimske – for at få frigjort familieretslige forhold fra religiøs tradition. Samstemmende siger de, at når religionen skal bruges til at styre familierne, så bliver det gamle, religiøse mænd, der kommer til at bestemme. Og disse gamle mænd – hævder de to kvinder – kæmper først og fremmest for at bevare magten over familierne i deres egne hænder, fordi de hævder, ja, tror, at Gud selv har forordnet, at det er sådan, det skal være. Mændene skal bestemme!

De to libanesiske kvinder gør også gældende, at det nu om dage bør være den menneskelige fornuft – udspillet inden for religionsneutrale, politiske rammer – der skal klarlægge og lovgive for det væsentlige samfundsområde, der har med familieretslige forhold at gøre. For nok skal religiøse magtmænd høres, men deres råd skal ikke nødvendigvis følges!

De to kvinders kamp i Libanon får mig til at tænke på, hvorfor der er nogle i Danmark, der kan tænke sig at genindføre gamle, religiøse shariatraditioner, der alt andet lige vil skabe flere begrænsninger og færre friheder for mange mennesker – især dem, der er kvinder. For det er vel kun dem, der ønsker begrænsninger, der vil ned ad shariatraditionens vej. Og de udgør vel kun et ubetydeligt mindretal blandt Danmarks mange muslimer? Så hvorfor åbne den vej, som flertallet af muslimer i Danmark næppe ønsker åbnet?

Leif Munksgaard,
pensioneret flygtninge-/indvandrerpræst og tidligere missionær
Amagerfælledvej 26, 4. tv.,
København S