Det er Lillian, der er død

– Blandt de hjemløse er der meget stor omsorg, forståelse og udtalt respekt for hinanden. Der er en solidaritet imellem dem, som er meget større, end vi tror. Samtidig ved de godt alle sammen, hvor farligt det er at leve på gaden, og døden er på mange måder meget tæt på. De er godt klar over, at risikoen for at dø er større end normalt, og det er mindesmærket også en påmindelse om.

Tendensen til mindesteder ses også på Halmtorvet, hvor Brugerforeningen for aktive stofmisbrugere har sat en sten til minde om afdøde stofmisbrugere. Jørgen Kjær er formand for foreningen, og han oplevede behovet for et sted at vende tilbage til og mindes, da mange, som havde været væk fra byen, kom tilbage og spurgte efter folk, der i mellemtiden var døde.

– De afdøde har formentlig også et gravsted, men ofte aner vi ikke, hvor de havner henne. Vi kender ikke familien, og de kender ikke os, men vi savner jo dem, vi ikke har fået taget afsked med. Derfor holder vi også en ceremoni hvert år i juli, hvor vi lægger blomster og holder lidt stilhed, siger han.

Mindesmærkerne er ifølge Preben Brandt et sundt signal. For det bringer håb, at de hjemløse selv tager sådan et initiativ. Og det viser, at de selvfølgelig også har en stemme, siger han.

Flokken på Kultorvet har besluttet at søge om at få lov til at sætte et messingskilt op på træet.

– Vi har mistet så mange her i vinter, og det betyder meget for os at have et sted til dem, siger Linda, som får kram og kys af sin gode ven Arne. Gruppen slutter syngende samtalen af med "... på landevejen, der vil jeg vandre, til den dag jeg må si? farvel ..."

korsgaard@kristeligt-dagblad.dk