1 / 16
Blandt hjemløse er der enormt stor respekt, kærlighed og samhørighed, og når én fra flokken går bort, er det for nogle som at miste et familiemedlem. -
- Malene Korsgaard Lauritsen
Malene Korsgaard Lauritsen |
28. april 2010
SE BILLEDSERIE Der blev bedt, kysset, grædt og fejret til hjemløse Lillians begravelse
Der er tykt af blomster rundt om træet foran betalingstoilettet på Kultorvet i København. Potteplanter og buketter i sorte spande fra blomsterboden ved siden af. På træstammen er fasthæftet et lamineret A4-ark med billedet af en, der mangler i gadebilledet. Det er Lillian, der er død.
Bænkene ved træet er tomme, for solen er endnu ikke nået hertil, men man kan høre, hvor hendes venner i stedet har slået sig ned. Det er dem, der har lavet mindepladsen for Lillian, som holdt til omkring Kultorvet i næsten 20 år. Linda, der bliver kaldt Den Forkerte Grønlænder, og Arne, hvis bedstefar var præst og sportsmand og kendt af alle i Grønland, lægger ikke skjul på, at Lillian var en hidsigprop. Men anekdoterne fortælles med et vist vemod og stolthed omkring det fællesskab, der er blevet som en familie.
– Vi mangler Lillian i gadebilledet, og mindesmærket er en måde for os at tage afsked med hende på, fortæller Linda, inden hun skiftevis skælder ud på Arne og drikker af sin vodka-slushice.
Arne tager tråden op igen:
– Man kan godt få tårer i øjnene, og nogle gange tænker man: Hvornår er det min tur?
Preben Brandt er speciallæge i psykiatri, stifter og daglig leder af Projekt Udenfor – en organisation, der kombinerer gadeplansarbejde blandt de hjemløse med undervisning og forskning i hjemløshed og udstødelse. Han mener, at mindesmærker blandt hjemløse og misbrugere er udtryk for både et personligt behov for at mindes og en måde at råbe samfundet op på.
– Blandt de hjemløse er der meget stor omsorg, forståelse og udtalt respekt for hinanden. Der er en solidaritet imellem dem, som er meget større, end vi tror. Samtidig ved de godt alle sammen, hvor farligt det er at leve på gaden, og døden er på mange måder meget tæt på. De er godt klar over, at risikoen for at dø er større end normalt, og det er mindesmærket også en påmindelse om.
Tendensen til mindesteder ses også på Halmtorvet, hvor Brugerforeningen for aktive stofmisbrugere har sat en sten til minde om afdøde stofmisbrugere. Jørgen Kjær er formand for foreningen, og han oplevede behovet for et sted at vende tilbage til og mindes, da mange, som havde været væk fra byen, kom tilbage og spurgte efter folk, der i mellemtiden var døde.
– De afdøde har formentlig også et gravsted, men ofte aner vi ikke, hvor de havner henne. Vi kender ikke familien, og de kender ikke os, men vi savner jo dem, vi ikke har fået taget afsked med. Derfor holder vi også en ceremoni hvert år i juli, hvor vi lægger blomster og holder lidt stilhed, siger han.
Mindesmærkerne er ifølge Preben Brandt et sundt signal. For det bringer håb, at de hjemløse selv tager sådan et initiativ. Og det viser, at de selvfølgelig også har en stemme, siger han.
Flokken på Kultorvet har besluttet at søge om at få lov til at sætte et messingskilt op på træet.
– Vi har mistet så mange her i vinter, og det betyder meget for os at have et sted til dem, siger Linda, som får kram og kys af sin gode ven Arne. Gruppen slutter syngende samtalen af med "... på landevejen, der vil jeg vandre, til den dag jeg må si? farvel ..."
korsgaard@kristeligt-dagblad.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad