“Kære Gud, pas på min mor og far…”

Leise Christensen er lektor ved Teologisk Pædagogisk Center, Løgumkloster. Hun beder aftenbøn med sine børn:

- Jeg synes, det er en rar stille afslutning på dagen, men jeg ved godt, at det er et fåtal, der gør det, siger hun og tilføjer:

- Børn vil faktisk gerne, men det er ikke noget, man snakker om, siger Leise Christensen.

For selvom så få forældre folder hænderne ved sengelejet, beder mange børn faktisk til Gud - helt af sig selv. Finn Dyrhagen skrev for nogle år siden en bog om minikonfirmanders oplevelse af undervisningen på baggrund af interview med børn. I en spørgeundersøgelse svarede hver tredje barn, at de tit bad til Gud. Hans erfaring er, at børn ganske enkelt har et behov for at bede:

- Børn har et stort behov for at henvende sig til en højere magt. De har brug for at føle sig trygge. Til at begynde med finder de trygheden hos deres mor og far, men efterhånden som de finder ud af, at forældrene kun er mennesker, overfører de behovet for en tryghedsskabende instans til Gud, siger Finn Dyrhagen og tilføjer, at det jo ikke nødvendigvis er den kristne Gud.

Han oplever ikke, at børnene behøver at blive introduceret til bøn:

- Det kan de sagtens finde ud af selv. Men hvis det skal holde ved, når de bliver større, skal de vejledes. De skal have sparring om bønspraksis, vide, at andre mennesker gør det, og at man kan arbejde med bønnen. Hvis barnetroen ikke får mulighed for at udvikle sig, så kasserer børn Gud sammen med den trehjulede cykel, siger Finn Dyrhagen.

Og børn kan godt føle sig svigtede, hvis de beder, og bønnerne ikke går i opfyldelse. I den situation er det vigtigt, at de har mulighed for at vende den tvivl med nogen - ellers kan de miste troen:

- Børn er meget mere umiddelbare, og de reagerer også stærkt på, hvis de pludselig tvivler på Gud. Og hvis de så ikke har været vant til at vende deres bønspraksis med nogen, står de mutters alene med spørgsmål, de ikke kan få svar på, siger Finn Dyrhagen.

Lene Østergaard er præst og familieterapeut. Hun kalder børn "naturligt religiøse":

- Børn har bløde hjerter. De er ikke fordomsfulde over for, om der findes en Gud eller ej. Og de har en stor nysgerrighed over for de historier, der hører kristendommen til. De lidt mindre børn - op til omkring ni-års-alderen - har et meget spontant religiøst forhold. I årene efter bliver de unge og lever bare derudaf, der er det ikke Gud og Jesus, der står på programmet

Børns bønner er ofte meget konkrete: De beder om fred i verden, at Gud holder hånden over forældre og søskende eller om at få materielle ting - en hest eller en computer. Men også kriser som skilsmisse, skænderier eller sygdom kan få børn til at bede om hjælp hos Gud.

- Børns bønner er helt nede på jorden. Og det er vigtigt, at man som forældre ikke siger til børnene, at det er forkert at bede om en rød racercykel. Man skal bevare en åbenhed og tillid omkring bønnen, siger Finn Dyrhagen.

Også Lene Østergaard har den erfaring, at børn henvender sig til Gud uden omsvøb og indledende forbehold:

- Børn er ret kortfattede. De gør sig ikke nødvendigvis en masse overvejelser og forestillinger eller har et stort og bredt gudsbegreb. De er meget konkrete - også i deres sprog. Og det er den følelse, der står forrest, som de forholder sig til i bønnen, siger hun.

Men er det vigtigt, at børn lærer konkrete bønner, eller skal de have lov til at tale med Gud, som de har lyst? Her er præsterne delte.

- Jeg synes, børn skal have lov at snakke med Gud, så de føler, at der er et sted, hvor de kan komme med deres tanker. Fadervor er grundbønnen for mig og også den, jeg har lært mine børn. Men andre bønner er ikke dårlige af den grund. Den spontane bøn er også vigtig. Hvis man beder den samme bøn hver gang, risikerer det at blive en remse for barnet, uden at det ved, hvad det beder om. Josefine-bønnerne er lige så vigtige, siger Finn Dyrhagen med reference til julekalenderen Jesus og Josefine, hvor hovedpersonen bad til Gud hver aften om det, der lå hende på sinde.

Leise Christensen er ikke af samme mening. Hun synes, det er vigtigt, at børn kan deres fadervor:

- Jesus siger, at vi skal bede sådan, og det kan vi ikke sidde overhørigt. Fadervor er den første gave, barnet får af menigheden, når man beder sammen for barnet efter dåben. Nogen vil sige, at fadervor bare er en remse, der ikke giver mening, og det er rigtigt for det lille barns vedkommende. Men det lejrer sig i hjernen og hjertet og er forbundet med den kærlighed, forældrene viser over for barnet, som er en afspejling af Guds kærlighed til os, siger hun.

Det eneste, man ikke må gøre, er at tvinge:

- Man kan ikke proppe evangeliske ting ned i halsen på nogen - slet ikke børn. Det kan blive en god vane og en hyggelig stund, men hvis barnet synes, det er afskyeligt, skal man lade være, siger Leise Christensen.

Også Lene Østergaard mener, at alle børn bør lære fadervor:

- Den skal de kunne og have et rimelig afklaret forhold til. Det er en del af vores kulturarv og en bøn, man altid kan finde frem, hvis man har brug for at bede, men ikke lige ved, hvor man skal begynde, siger hun.

Og hun mener ikke bare, at forældrene skal overlade det til børnene selv at finde deres forhold til tro:

- Man kan godt tale med børn om bøn, uden at det er at blande sig. Det bør være en del af ens børneopdragelse, at man forholder sig til det. Bøn er med til at støtte op om følelser som taknemmelighed og håb og lære børn, at tilværelsen ikke altid udfolder sig, som man gerne vil, men at man kan godt være lykkelig alligevel.

Astrid Lund Johansen er ni år gammel og går i 2. klasse. Hun har bedt til Gud igennem flere år - det var hendes forældre, der introducerede aftenbønnen og Gud som et sted, man kan søge trøst eller tale med og spørge om vigtige ting.
Og hvad beder hun så om? Astrid mener, at man skal undlade at bede om små ønsker, og med det mener hun ting som højhælede sko eller en hoppebold.

- Jeg beder Gud om vigtige ting som for eksempel, at jeg håber, jeg får en god dag i morgen. Eller hvis man har været uvenner med nogen, kan man ønske, at man bliver gode venner igen snart.

Hendes lillesøster Laura på fem år sidder i sofaen ved siden af og viser med foldede hænder, hvordan hun gør, når hun taler med Gud. Og det er faktisk mere en samtale end en bøn, for Laura har meget at spørge om. Den anden aften drejede samtalen sig om De Ti Bud:

- Jeg spurgte Gud, hvorfor man ikke har et bud om, at man ikke må smide affald, siger hun.

Også Laura mener, hendes bønner flyver op til Gud, som hun beskriver som en alfeagtig mand med vinger oppe i skyerne, "som hører alting."
Og hun ved naturligvis godt, hvordan man siger farvel til ham, når samtalen er slut:

- Man siger nemlig amen!