Hvis man løbende udtrykker holdninger offentligt, kan man komme for skade at skrive, før man tænker.
Dette er også sket for journalist og kritiker Klaus Rothstein, der i en kommentar i Weekendavisen for et par år siden skråsikkert konkluderede, at det måtte være sympatisører af Dansk Folkeparti, der stod bag angrebet på et islamisk kulturcenter i København. Det viste sig at være en psykisk syg iraner, og denne markante brøler optræder på afgørende vis i Rothsteins nye essaysamling, "Den nøgne maskine".
Bogen udgør en blandet oplevelse, hvor man er med forfatteren på besøg i en række lande, man indvies i samfundsrefleksioner, inviteres med til fodbold i sønnens klub, og slutteligt oplever man Rothsteins afslørende forsøg på at håndtere sit fejltrin som debattør. De otte essays, der er skrevet i perioden fra 2005 til 2009, udgør et forsøg på at tæmme en mængde oplagrede tanker, og det nærmeste man kommer et samlet ærinde er bestræbelsen på at forene tråde i en usikker global verden. Her, hvor terrorfrygten er blevet et vilkår, hvor national identitet konstant diskuteres, hvor en isbjørneunge pludselig bliver eksponent for økologisk aflad, og hvor strøget i Barcelona lugter langt væk af kommerciel folklore. Bogens titel henviser til en maskine, der i en tid præget af intens overvågning gennemlyser flypassagerer ned til mindste detalje. En opfindelse, der ifølge Rothstein kendetegner "et sort kapitel i demokratiets historieskrivning."
Således udgør bogen en rejse gennem en slags civilisationens panikalder, og Rothstein er velskrivende og dygtig til at opleve verden. Det nærmer sig klassisk rejsejournalistik, og selvom forfatteren visse steder forbliver sært tilbagetrukket og refererer til andre frem for selv at melde klart ud, føler man sig i godt selskab.
Meget personligt bliver det, da Rothstein træder i karakter som fodboldfanatiker og tilskuer til sin søns målmandsdrømme og fremstår som endnu en intellektuel skribent, der vil tilføre fodboldsporten filosofisk indhold. Beskrivelsen af målmandens særlige identitet er interessant, men det er altid sin sag at ville forene den primitive sportsverden med højstemt tænkning, og den romantiske intellektualisering af sportsfolk og deres handlinger kan i længden være en anstrengt genre.
Fodboldtemaet fungerer dog udmærket her og repræsenterer bogens reneste hjerteblod, idet man dog må sande, at det adskiller sig noget fra det overordnede globalt debatterende ærinde. Der er langt fra turisthelvedet i Venedig og isbjørneungen Knut i Berlin Zoo til drengedrømme på fodboldbanen i København, og den røde tråd er ikke hele vejen indlysende.
Det er til gengæld Rothsteins manglende format, da han omsider skal beklage sin nævnte fejlslutning i Weekendavisen. Blandt andet kaster han sig ud i en forvirret talestrøm om danskhed og skriver: "For det andet kritiserer vi ofte Danmark og det danske af lutter frygt for at virke nationalistiske. Hvorfor er det sådan? Fordi Dansk Folkeparti har erobret alle symbolerne, fordi vi er trætte af ubalancen mellem den positive myte og den negative sandhed, fordi vi er lige så trætte af ubalancen mellem den negative myte og den positive selvopfattelse, måske fordi vores kulturkamp og værdidebat for længst har givet os kvalme- og kvælningsfornemmelser."
Med det uforpligtende "vi" forsøger Rothstein at sløre, at han i sin kommentar på amatøragtig vis lod sig styre af indædte fordomme og personligt had til Dansk Folkeparti. Og hør blot denne fantastiske vending: "Sagen er jo, at min fejlslagne kommentar rummer en bitter sandhed, nemlig at racistiske voldsmænd er tættere knyttet til Dansk Folkeparti end til noget andet politisk parti. Hvordan skulle det kunne være anderledes?"
Fordømmelsen og den næsten tragikomiske arrogance placerer Rothstein som fuldbyrdet medlem af flokken af frelste debattører, der mener sig i stand til at definere samfundets onde kræfter, og med denne patetiske afslutning får Rothstein stærkt skæmmet sin egen bog. Det er svært at tage en mand alvorligt, der efter at have analyseret sin fejltagelse skriver: "Jeg kunne mærke, at min personlige retfærdighedssans var helt intakt ..."
Tilbage er vist kun at sige, at respekten for denne dybt selvretfærdige forfatter, der ikke kan mande sig op til en ærlig undskyldning for en åbenbar brøler, har fået et knæk. Og at det desværre påvirker synet på hele hans bog.
Klaus Rothstein: Den nøgne maskine. 240 sider. 269 kroner. Tiderne Skifter