I 1930?erne var der blevet lagt i kakkelovnen til diplomatisk strid mellem Norge og Danmark. Stridens æble var Grønland, som begge landes regeringer mente, de havde en juridisk ret til. Nordmænd havde hejst deres flag og okkuperede et område i Østgrønland. Nordmændenes tilstedeværelse såede tvivl om Danmarks ret til Grønland, og det kunne statsminister Stauning ikke acceptere. Danmark havde de sidste århundreder langsomt, men sikkert koloniseret landet og havde med freden i Kiel i 1814 formelt fået statsretslig forbindelse til de tidligere norske besiddelser i Nordatlanten. Herunder altså Grønland, og det var Norge slet ikke tilfreds med. Stauning indankede sagen for Den Internationale Domstol i Haag, som behandlede sagen i 1933. Til at tale både Grønlands og Danmarks sag sendte Stauning en verdensberømt dansker til byen, polarforskeren Knud Rasmussen.
Født og opvokset i Grønland og oven i købet med grønlandsk blod i årerne var den 53-årige Rasmussen yderst velvalgt. Gennem de sidste omtrent 30 år havde han defineret Grønlands grænser samt ikke mindst afdækket og formidlet polar-eskimoernes kultur.
Som barn af den danske præst i Jakobshavn i 1879 fik den lille Knud i bogstaveligste forstand grønlandsk kultur ind med modermælken. Hans mormor, der boede hos familien, var inuit. Hans skolegang tog forældrene sig af, men endnu vigtigere for hans fremtid blev hans kendskab til det grønlandske sprog og ikke mindst hans evne til at køre hundeslæde. Da han nåede gymnasiealderen, blev han sendt til Danmark. Uden at vise den store boglige begavelse fik han med tre års forsinkelse sin eksamen. Det er ikke meget, vi ved, om den unge student, men kunne Hastrup mon have været kommet tættere på sin hovedperson? Måske. Et vue over litteraturlisten viser, at forfatterinden primært har holdt sig til trykte kilder, herunder skolekammeraters og venners beretninger om Knud Rasmussens skolegang omkring år 1900. Disse beretningerne blev trykt i 1943, og Hastrup bruger dem forholdsvist ukritisk til at tegne sit billede af den unge Rasmussen. Mon ikke hans skolepapirer findes et eller andet sted i Landsarkivets gemmer?
Uagtet hans personlighed og hans manglende evne til at koncentrere sig i matematiktimerne står det fast, at Rasmussen kort efter sin eksamen fik arbejde som korrespondent på Kristeligt Dagblad og skulle rapportere til avisen fra en rejse til Island. Efter Island kom det til at gå stærkt. I 1902-04 deltager han i den såkaldte Litterære Grønlandsekspedition, hvor han indsamler grønlændernes sagn og myter. I 1910 opretter han, efter et kapløb med sine konkurrenter, en handelsstation i Thule. Stationen kommer til at danne udgangspunktet for hans syv berømte Thule-ekspeditioner. På disse ekspeditioner slår han sit navn fast som en af verdens førende opdagelsesrejsende. Hans mange bøger fik en stor læserskare, og som videnskabsmand blev han hædret, da han blev æresdoktor ved Københavns Universitet i 1925.
Da han i 1933 talte til forsamlingen ved domstolen i Haag, var han en sand folkehelt i Danmark og en anerkendt polarforsker i resten af verden. Talen blev, som Hastrup skriver, både et højde- og et slutpunkt for Rasmussen. Et højdepunkt, fordi hans velvalgte ord var nok til at Danmark tillagdes Grønland. Slutpunktet, fordi Rasmussen døde kort tid efter.
Hastrups store fortjeneste i denne bog ligger i hendes evne til at formidle polarforskningens historie, som hun sporer tilbage til oplysningstidens rejser til Mellemøsten. Gennem mange citater bliver man bragt helt tæt på Rasmussen og hans følge under de livsfarlige ture over isen. Samtidig formår hun storartet at få sin læser til at forstå de mænd, som rejste mod det kolde nord. Især drager hun interessante paralleller mellem Rasmussen og hans nordiske kolleger/konkurrenter Amundsen og Nansen. Selvom de tre mænd har forskellige karakterer, er de også fælles om en række træk. Først og fremmest er de nogle rigtige mandfolk i Hastrups optik. De formåede at flytte grænserne for menneskelig formåen, og uden deres væsentlige bidrag ville verden ikke have udviklet sig som den gjorde. Og det skal der nok være noget om. Rasmussen var ikke bare en opdagelsesrejsende. Han var også en kolonisator.
Knud Rasmussen er siden sin død blevet biograferet flere gange. I denne bog fornyer Hastrup biografigenren, og i en tid, hvor historikere skriver biografier en masse efter nogenlunde samme skabelon, er det kærkomment. Udgangspunktet har ikke været at gå tæt på personen Rasmussen, men snarere på hans karakter. Hastrup tager sin læser gennem polarforskningens historie og placerer sin hovedpersons bidrag i forhold til den. I det perspektiv træder Rasmussen fuldstændigt frem som en af alle tiders vigtigste bidragydere i studiet af de iskolde egne. Af samme årsag vil nogle læsere måske få vanskeligt ved at følge med. Kronologien er brudt for at kunne belyse de temaer omkring Rasmussen, som Hastrup ønsker at perspektivere. Idéen er god, når man har vænnet sig til stilen, som fungerer i de fleste kapitler. Stærkest i begyndelsen, fordi der i sagens natur kommer mange gentagelser i bogens sidste kapitler. Vendinger som "som vi tidligere har hørt" eller "som vi hørte tidligere" optræder ofte og for hyppigt mod slutningen. Hastrup skriver stort set sin bog på grundlag af kendte trykte kilder, men beretningerne bruges sine steder ukritisk. Ingen af Rasmussens artikler til Kristeligt Dagblad er blevet benyttet, og alt andet lige kunne disse vel have bidraget lidt mere til billedet af den unge Rasmussen, inden han blev polarforsker. De lidt mere end 700 ordrige sider kræver meget af sin læser, men holder læseren tungen lige i munden, vil man få en dejligt videnfyldt læseoplevelse tilsat lidt fryd for øjnene i form af mange gode og velvalgte fotografier.
Kirsten Hastrup. Vinterens Hjerte. Knud Rasmussen og hans tid. 720 sider. 399 kroner. Gads Forlag