Den skjulte og skamfulde ensomhed

ENSOMHED ER IKKE noget, man praler af eller stiller til skue. Ensomhed putter man sig med og skjuler så godt, man kan. For nylig kunne Kristeligt Dagblad på sin forside skrive, at mindst 40.000 ældre danskere over 65 år døjer med ensomhed. Kilden var Ensomme Gamles Værn, EGV, der i nu 100 år har arbejdet intenst med at forsøge at hjælpe ældre ud af ensomheden. Med tilbud om blandt andet rejser sammen med andre, arrangementer eller en lille økonomisk opmuntring.

Ensomheden er en svøbe. Ingen, der i dag har masser af familie, venner og stor omgangskreds, kan forestille sig, at de selv en dag vil kunne ende i dyb ensomhed, som de vil være ude af stand til at bryde. Og som de for alt i verden ikke vil have, at andre får indblik i. Handlingslammede sidder mange alene tilbage i eget hjem, fysisk eller psykisk ude af stand til at komme ud mellem andre.

Sorg, savn, fysiske og psykiske handicap kan gøre det umuligt at bryde den onde cirkel og komme ud af ensomheden. Det kan blive fysisk umuligt at tage imod de mange gode tilbud, der vitterlig er i vores på mange måder gode og omsorgsfulde samfund, i byernes eller de mindre samfunds forsamlingshuse, kirker, menighedshuse, ældrecentre, medborgerhuse, kulturhuse og mange andre steder. Tilbuddene er der, men hvordan få taget sig sammen og komme ud?

Hvad gør man så for den slags mennesker, gamle som unge, hvis man overhovedet kan gøre noget og rent medmenneskeligt orker at kere sig om deres problemer? Man kan jo ikke trække dem ud ved nakkehårene. Man kan ikke tvinge dem. Men man kunne i stedet starte med at prøve at få øje på dem og opsøge dem. En opgave for EGV, for kirkerne, moskéerne, lægerne, omsorgscentrene og for eksempel hjemmesygeplejerskerne og hjemmehjælperne. Men måske også for alle os andre, der forsøgsvis kunne prøve at give de ensomme et kærligt og nænsomt spark bagi eller bare en kærlig hånd? I håb om, at det hjælper.