Peter Olesen |
1. maj 2010
Et vink, et ring på dørklokken, en invitation, en håndsrækning. Vi kan alle gøre en indsats for at hjælpe andre ud af deres ensomhed, skriver Peter Olesen i Lørdagsrefleksioner
ENSOMHED ER IKKE noget, man praler af eller stiller til skue. Ensomhed putter man sig med og skjuler så godt, man kan. For nylig kunne Kristeligt Dagblad på sin forside skrive, at mindst 40.000 ældre danskere over 65 år døjer med ensomhed. Kilden var Ensomme Gamles Værn, EGV, der i nu 100 år har arbejdet intenst med at forsøge at hjælpe ældre ud af ensomheden. Med tilbud om blandt andet rejser sammen med andre, arrangementer eller en lille økonomisk opmuntring.
Ensomheden er en svøbe. Ingen, der i dag har masser af familie, venner og stor omgangskreds, kan forestille sig, at de selv en dag vil kunne ende i dyb ensomhed, som de vil være ude af stand til at bryde. Og som de for alt i verden ikke vil have, at andre får indblik i. Handlingslammede sidder mange alene tilbage i eget hjem, fysisk eller psykisk ude af stand til at komme ud mellem andre.
Sorg, savn, fysiske og psykiske handicap kan gøre det umuligt at bryde den onde cirkel og komme ud af ensomheden. Det kan blive fysisk umuligt at tage imod de mange gode tilbud, der vitterlig er i vores på mange måder gode og omsorgsfulde samfund, i byernes eller de mindre samfunds forsamlingshuse, kirker, menighedshuse, ældrecentre, medborgerhuse, kulturhuse og mange andre steder. Tilbuddene er der, men hvordan få taget sig sammen og komme ud?
Hvad gør man så for den slags mennesker, gamle som unge, hvis man overhovedet kan gøre noget og rent medmenneskeligt orker at kere sig om deres problemer? Man kan jo ikke trække dem ud ved nakkehårene. Man kan ikke tvinge dem. Men man kunne i stedet starte med at prøve at få øje på dem og opsøge dem. En opgave for EGV, for kirkerne, moskéerne, lægerne, omsorgscentrene og for eksempel hjemmesygeplejerskerne og hjemmehjælperne. Men måske også for alle os andre, der forsøgsvis kunne prøve at give de ensomme et kærligt og nænsomt spark bagi eller bare en kærlig hånd? I håb om, at det hjælper.
JEG HAR REDIGERET en større bogserie på i alt 14 bøger om sorg og savn. En af dem hedder "Ældre om ensomhed" og er udgivet i samarbejde med EGV Fonden. I alle bøger har de medvirkende, typisk 25 personer pr. bog, selv skrevet deres historie. Det var endog ualmindelig svært at finde frem til de 25 skribenter til ensomhedsbogen. Man hænger jo ikke et opslag op nede i supermarkedet: Er der nogle gamle ensomme, der vil skrive i en bog og stå frem ved navn og billede? Jeg spurgte mig for overalt og måtte til sidst ty til Københavns Radio, der var så venlig at invitere mig i studiet i en times direkte radioprogram. Her blev de ensomme efterlyst. En del ringede ind, andre meldte sig skriftligt bagefter. Og jeg fik de nødvendige skribenter. Ud af deres tekster oser en så smertefuld ensomhed, at det gør helt ondt at læse. Skamfuldhed og flovhed over at være ensom, skyldfølelse, skam, opgivenhed – noget af alt det værste og mest nagende.
Derfor ser jeg ingen anden vej, end at vi, der kommer ud blandt andre mennesker og undervejs er stødt på nogen, som vi har en forestilling om, er meget overladt til sig selv, ikke bare overser og glemmer dem, men at vi prøver at invitere dem, give dem tip om, hvad der foregår og hvor, og at vi skubber kærligt til dem, tager dem med hen i forsamlingshuset, ned til gårdfesten, hen i kirken eller moskéen, hen til foredraget i menighedshuset. Det er en lille indsats, de fleste vil kunne klare. Eventuelt også at foreslå løsningen med en mulig besøgsven, som kan være med til at bryde den smertefulde og næsten kvælende ensomhed. Gennem Røde Kors, Samvirkende Menighedsplejer eller kirkerne.
Et er i hvert fald vigtigt at huske: Vi aner ikke, hvad vores eget liv vil bringe. Man kan sagtens i dag sidde og være kæk og frisk og beriget med mange gode menneskelige kontakter, men noget uventet kan måske ske. Vi kan blive slået ud af sorg og savn. Vi kan blive ramt fysisk eller psykisk, i værste fald begge dele, så vi ikke vil være i stand til at tackle den nye situation – og straks fra starten putte os med ensomheden og ikke vil vise den udadtil.
SÅ DERFOR. Lad ikke kun EGV, Ældre Sagen, Kirkens Korshær, kirkerne og andre gode folk forsøgsvis finde frem til de ensom-me. Hjælp selv til med det. Giv en hånd, husk et vink, et ring på dørklokken, en invitation, en håndsrækning. Mange har brug for den, og mange kunne få mangefold igen, hvis de vover at bryde ind i andres ensomhed og hjælpe dem ud af den.
Mange travle småbørnsfamilier savner en reservebedstemor eller en reservebedstefar, mange savner en barnepige, mange savner måske ligefrem nogen at få lov at besøge og være noget for. Opgaverne er der, det er kun tilbageholdenheden og fantasien, der sætter grænserne. Det er et godt og kærligt projekt, som alle med hjertet på rette sted vil kunne være deltage aktivt i.
Lørdagsrefleksioner skrives på skift af direktør på Nationalmuseet Per Kristian Madsen, ledende overlæge og tidligere formand for Det Etiske Råd Ole J. Hartling, lektor og forfatter Henrik Jensen, præst og journalist Sørine Gotfredsen og forfatter og journalist Peter Olesen
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad